Venskaber efter babyer

april 6, 2017 at 21:31

Baby Vincent

Baby Julian

{Begge billeder er fra allerførste gang jeg holdte mine to veninders to små babyer}

 

‘Jeg elsker min søn, og jeg elsker, at du elsker min søn, men det er ikke det samme at komme på besøg, når han også er med’. Sådan sagde min veninde til mig forleden, og jeg kunne ikke andet end at grine, nej, det er sitme ikke det samme. Det er helt anderledes. Hvor vi før ville mødes, når det passede os, lave det vi havde lyst til, når vi havde lyst, som f.eks. at spise aftensmad, og snakke uforstyrret som løst og fast i timevis, så mødes vi, når det passer med formiddagslur/spisetid/togplads til barnevognen, vi gør det vi har lyst, men nøje planlagt rundt om det mest forventelige næste behov babyen kunne få og snakken løber stadig i stride strømme, den er bare lidt mindre fokuseret, fordi babyen ser ekstra nuttet ud/lige skal have en ren ble/bliver sur og skal op/etc.

 

Det er helt bestemt anderledes post-baby, men ikke dårligt anderledes. Jeg var ret bekymret i fasen op til to af mine tætteste veninder blev gravide, og flere fulgte trop med at prøve, for at alt skulle blive anderledes – på den dårlige måde. Jeg frygtede, at babyerne ville ændre og obstruere nogle af mine bedste venskaber. Fordi prioriterer ændrer sig, tiden bliver mere knap, overskuddet mindre, mindre fleksibilitet og vi pludseligt ville have mindre til fælles.

 

Under graviditeten havde min ene veninde og jeg en dag en snak i hendes køkken, hvor hun gav mig et free-pass til at brænde sammen over alle omkring mig øjensynligt fik noget jeg altid havde vidst, at jeg selv ønskede mig mere end noget andet; børn. Vi vendte sandsynligheden for, at min hjerne (og hjerte) en dag ville kunne brænde helt sammen og blive ked af det/sur/irriterende/frustreret over, at andre fik det jeg selv så gerne ville. Endda dem, der var kommet til indsigten, så meget senere end mig selv. Hun sagde sødt: ‘Jeg håber bare ikke, at du bliver sur på mig’ og vi aftalte, at jeg skulle kunne sige til hende, hvis jeg nåede nær det punkt, hvor jeg ikke syntes, at det var sjovt længere med fokus på andres babyprojekter – og senere babyer.

 

Den samtale, og vide, at hun 100% forstod mine bekymringer og følelser, tror jeg på sin vis gjorde alting meget nemmere for mig. Samtidig gik op for mig, at jeg, modsat hvad jeg havde frygtet, ikke oplevede en jalousi over, at de fik noget jeg også ville. Tværtimod gjorde det mig mere glad på deres vegne.

 

Igennem begges graviditeter, der løb parallelt med kun en uge mellem deres terminer, var jeg glad, spændt og nysgerrig. På intet tidspunkt mærkede jeg bare snerten af, at det var for meget at snakke om kvalme, cravings, baby spark eller barnevognsindkøb. Jeg modtog glædeligt links til babytøj eller fik detaljeret opdateringer fra scanninger og lægebesøg. Og da begge mine veninder fødte hver deres velskabte sønner, kunne jeg næsten ikke være i mig selv af begejstring over de smukke drengebørn de havde produceret.

 

Begge drenge er netop fyldt 6 måneder, og al min bekymring over, at vores venskaber ville lide under babyernes ankomst og min potentielle nedsmeltning er blevet gjort det skamme. Jeg vil faktisk sige, at mit venskab med dem hver i sær er blevet stærkere, bedre og dybere af at se dem blive mødre og hvordan de har delt oplevelsen og omvæltningen med mig.

 

Jeg holder af de drenge, som var det mine egne, og selvom geografi nu kun tillader, at jeg ser den ene tit, så glæder jeg mig til at se dem vokse op og mine veninder vokse med opgaven. Vores venskaber forbliver uanset, hvor mange babyer, der kommer i vores liv. Det er anderledes, men dejligt anderledes.

Mit unicorn squad♡

marts 22, 2017 at 07:51

Unicorn Squad, enhjørning

Okay, så tirsdag kom og gik uden jeg brændte (yderligere) sammen og tog action på nogle af mine impulser. Jeg lader den ligge. For nu. Og selvom jeg flere gange har tænkt, at fortællingen om potentialet ikke bør få mere liv, så er der lige endnu en. Egentlig handler den slet ikke om ham, men om noget meget vigtigere og meget større, nemlig verdens bedste piger.

 

Inden min første date med ham, der viste sig ikke at kunne leve op til sit potentielle potentiale, fløj der mange beskeder om stort og småt i begge retninger og alverdens underfundigheder blev vendt. For eksempel: Hvad er den kvindelige variant af bromance? Det mente han slet ikke fandtes, det var særligt for mænd, påstod han, men den godtog jeg ikke og googlede mig frem til, at det altså hedder ‘womanance’. Totalt dårligt ord og sikkert også derfor ingen af os havde hørt om det før. Jeg blev lidt slukøret, jeg vidste jo, at det bånd i allerhøjeste grad også findes mellem piger og det burde da også have et fedt navn.

 

Jeg kom frem til, at nu jeg ikke kunne opstøve et tilfredsstillende ord for bromance til piger, så måtte jeg tage til takke med squad. Som jeg skrev, hvis Taylor Swift har det, vil jeg også have det.

 

Indtil i sidste uge havde jeg ikke skænket den del af korrespondancen yderligere tanke, men så kom der et tegn dumpende ned fra himlen. Lige der midt i H&M på Fisketorvet. Herrens veje er som bekendt uransagelige, er det ikke sådan man siger? Og når jeg siger man, mener jeg, dem der har skrevet Biblen. For der i accessories-afdelingen hang det mest perfekte stryg-selv-(ryg)mærke med ordene ‘Unicorn Squad’.

 

Det var netop det ord jeg manglede i mit liv. Ja, og dertilhørende rygmærke naturligvis, som jeg virkelig fortryder nu jeg ikke købte!

 

For når en fyr tilkendegiver, at han altså ikke helt synes, at du er sød/nice/lækker/sjov/hurtig nok til, at han rigtig gider bruge mere tid på dig, så er det her det magiske pigebånd for alvor kommer til sin ret. Søde piger i min omgangskreds har kommet med opmuntrende ord og velplacerede lorte-emojis og gavmildt delt ud af netop den fine, fine venindekærlighed. Hold nu op, hvor jeg holder af hver og én!

 

Mit unicorn squad♡

Om venskaber der holder

september 4, 2016 at 19:38

Kat og Stephie

Kat og Stephie

Nogle venskaber holder, mens andre ikke gør. Det betyder for sin vis ikke, at et er bedre eller mere betydningsfulde end andre, jeg har eksempelvis har adskillige kortvarige, men meget betydningsfulde venskaber, som bare gled ud i sandet, fordi omstændighederne ændrede sig. Ikke fordi vi stoppede med at være veninder.

 

Når det er sagt, så er der alligevel noget ganske særligt over at have kendt nogen og været en del af deres liv, og omvendt, gennem mange år. I år er det præcis 10 år (!) siden, at jeg for første gang mødte en af mine nu absolut bedste og tætteste veninder, Stephanie. Jeg var 20 og hun var 18 år, og vi havde begge forvildet os ind på engelsk og amerikanske studier på CBS. Vi blev ikke veninder den allerførste dag, men lærte nok først rigtigt hinanden at kende et par måneder inde i studiet.

 

Jeg var med på sidelinjen, da hun først mødte sin nu mand på første år på CBS, dengang der skulle kæmpes for kærligheden, dengang hun drog på udveksling i USA, da hun fik sin lille kollegielejlighed lige ved Solbjergplads, hvor mange onsdage blev tilbragt med det nyeste afsnit af Desperate Housewives, til kedelige morgentimer i et random ‘Økonomisk tekst i kontekst’-fag og spontante shoppeturer i Frederiksberg Centret i stedet for erhvervsøkonomi med Terje. Jeg var der da hun skulle flytte sammen med sin kæreste (og vores venskab blev langdistance), da studiejobs blev udskiftet med fuldtidsjob, da de købte et hus, da han friede, til bryllupsplanlægningen og selve brylluppet og nu venter jeg næsten lige så spændt på slut-september og Beber melder sin ankomst.

 

Og hun var været der gennem alt opslugende forelskelser og forhold, da jeg mødte min ekskæreste, da det gik godt og da det gik dårligt, da jeg tog på udveksling til Sydney, da jeg flyttede sammen med selvsamme kæreste, til sleepovers og filmhygge på den lilla flydersofa, og da vi gik fra hinanden og lejede hun verdens største trailer og hjalp mig videre. Både mine egendele og mit sind.

 

Hun er den typen der altid prioriterer og giver sig tid til at værne om sine venskaber – og præcis derfor har hun adskillige tætte veninder. Alligevel er hun typen der altid stiller op, tilbyder sin hjælp (og mener det!) og følger op. Altid.

 

Hun er en af de få jeg altid kan regne med, om det er stort eller småt. Oftest insisterer hun nærmest på at være med på besked-niveau, når vi eksempelvis snakker om drenge (som i dette eksempel). Jeg kan sende en sms til hende midt om natten og få svar som det første når hun vågner. Og hendes break-up-service er upåklagelig; hendes telefon var aldrig lydløs og jeg blev tilbudt midlertidigt husly på landet.

 

Nu har vi været veninder i 10 år og jeg tænker, at vi mindst tager 10 år til som kosmiske veninder!

Stephanie og Kathrine

Kathrine og Stephanie

Kat og Stephie

Stephie og Kat