Om at være syg langt væk hjemmefra

maj 21, 2019 at 12:37

Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte. Så meget er sket siden sidst, og samtidig ingenting. De nyeste begivenheder inkluderer en grim mavevirus kombineret med ondt i halsen, som fik mig i knæ i 24 timer. Jeg kan rapportere, at kombinationen af konstant kvalme, opkast, dehydrering, hovedpine, ondt i halsen toppet af med hoste er ikke sjov. Jeg troede mit hoved ville eksplorere, som min maven insistererende forsøgte at tømme sig selv igen. Jeg kunne ikke holde noget i mig. Undskyld, min oversharing.

 

Sidst på dagen, mens jeg lå med hoved i toilettet igen, kom jeg til at kalde på min mor. Kender I det, når I er jeres allermest ynkelige, er der kun en der dur, og det er din mor?

 

Pludselig kunne jeg mærke, at jeg er lang væk. Jeg har hele tiden savnet Frank, ham er jeg vant til at have ved min side på alle tidspunkter af dagen, men for første gang i går savnede jeg at have min familie og veninder tæt på mig. At være syg lang væk hjemmefra er bare trist. Du føler dig ekstra lille og sårbar uden dit netværk af mennesker du normalt kan regne med. Heldigvis var min surfveninde og navnesøster fra Marokko, Catherine, her, og hun ventede cola, is og piller mod maveonde til mig. Sjældent har jeg været så taknemmelig.

 

I dag har jeg det heldigvis meget bedre. Min hals er stadig øm og fyldt med kriller og jeg har snot i hovedet og særligt ørene (?!), men min mave accepterer både mad og drikke. Der er ikke noget som at komme ud på den anden side efter et opkasthelvede, der kan gøre dig taknemmelig for små ting, f.eks. blot det faktum at alt tankekraft ikke går til at vurdere på på kvalmeskalaen man befinder sig og hvor hurtigt man skal løbe ud på toilettet.

 

Nu tror jeg, at jeg vil ringe til min mor og fortælle hende, at jeg savner hende.

 

Jeg håber, at du har en dejlig (sygdoms- og opkastfri) dag!

Post-lufthavnshelvede-smadret

oktober 19, 2017 at 12:34

Syg, Frank

Efter fredag, til dels lørdag og senest tirsdagens lufthavnshelvedes bukkede min krop under. Min hals havde drillet de sidste dage på turen, men særligt natten til tirsdag havde jeg det stramt. Jeg vågnede et utal af gange, fordi jeg kogte. Jeg vendte min dyne, tog benet ud fra dynen, under igen, vendte min hovedpude, drak en tår vand, åbnede vinduet, gik ud og tisse, tog en Strepsils, og kl. lidt i 7 tirsdag morgen gav jeg op og kaldte det for en dag.

 

Med et pakket (og til sidst yderst hektisk) dagsprogram havde jeg ikke tid til at stoppe op og mærke den forkølelse, som havde fået tag om min krop. Først da vi sad i Warszawa lufthavn sent tirsdag aften og håber på, at vores fly faktisk kommer, kan jeg ikke skyde fornemmelsen længere. Jeg er ret overbevist om, at jeg har feber. Jeg har det varmt, er helt mat i kroppen, nyser konstant, så mine øjne løber i vand og min hals og ører gør ondt.

 

Natten til onsdag forløber ikke bedre end den forrige. Jeg må op og koge vand til te midt om natten, fordi min hals stikker og kradser. Jeg vågner flere gange om må tage en tår af min nu kolde te. Blot 6 timer efter jeg lagde mig i min seng giver jeg op. Jeg står op og tager min temperatur og konstaterer rigtig nok, at jeg har feber. Jeg sender min chef en besked om, at jeg er syg og tager dyne og hund med ind på sofaen.

 

Her ligger jeg igen i dag. Stadig med feber, men min hals har det bedre. Jeg håber sådan på at blive frisk til i morgen, det er nemlig allersidste dag af, hvad vi på kontoret har døbt ‘barselsweek’. Den sidste uge inden min næstennabo/kollega/veninde går på barsel. Den gad jeg godt være med til!

 

Dagens program lyder derfor på mere sofatid, varm te, min ingefær- og citrondrik, Netflix, en lur og måske overføre mine billeder fra Beograd til et postkort eller to her på adressen.

 

7-9-13 så er jeg frisk(ere) i morgen!

Status på Frank

juni 15, 2017 at 19:20

Frank

Tak for alle de søde beskeder jeg har modtaget på mit indlæg (og ca. 1000 instastories) og jeres bekymring for Frank! ❤️ Han lader til at have det meget bedre – både i går og igen i dag. Hold nu op, hvor er jeg lettet. Jeg kan sige ikke jer, hvor bekymret jeg nåede at blive. Alt fra han er alvorligt syg og skal aflives til forskudssorg over den dag Frank ikke længere er her nåede at kører gennem mit hoved i raketfart.

 

Jeg kan til stadighed blive helt overvældet over min kærlighed til det lille dyr og derfor er tanken om, at han skulle være syg, have smerter eller endnu værre måtte pludseligt aflives fuldstændig ubærlig. Alt tyder dog på, at han ‘bare’ havde/har ondt i sine bagben. Han ville ikke rigtig gå tur, hoppe op eller ned fra sofaen og var i det hele taget ret inaktiv i forhold til, hvor meget han plejer at fise rundt. Allerede i går var han meget mere sig selv.

 

Han nægter dog stadig at lave cirkushund (læs. tricket hvor jeg holder en godbid og han laver en cirkel på bagben – et trick han normalt ivrigt laver igen og igen for en godbid), hvilket får mig til at tro, at han stadig har ondt. Frank vil vitterligt gøre alt for en godbid og heller ikke i går kunne jeg få ham til så meget som at forsøge at stille sig på bagbenene for at nå godbidden jeg lokkede med over hans hoved. Heldigvis går han helt almindelig og trækker igen på vores ture. Han spiser, drikker og strinter som altid, så 7-9-13 har han bare forstrukket en sene eller lignende.