Siden jeg er kommet til Portugal… – del III

juni 15, 2019 at 18:35
  • er min flækkede negl næsten vokset ud igen.
  • ligner resten af min fod et krater af sår og rifter.
  • har jeg slået min tå ved at hoppe af brættet (ja, igen…) så den blev lilla.
  • elsker jeg på underligvis alle mine små surfskader.
  • har jeg endelig fået min surf-mojo tilbage.
  • taget en masse intermediate-hold.
  • haft adskillige gode, lange bøgler og begyndt at tro på mine evner igen.
  • endelig modtaget mit plastikfrie cover og skærmbeskyttelse fra Pela.
  • været utrolig taknemmelig over en venindes omsorg under en grim mavevirus.
  • følt mig stresset over en af mine (utrolig fraværende) chefs kommunikationsevner. Eller manglen på samme.
  • moret mig over, hvor forskellige danskere og portugisere er.
  • bandet over, hvor forskellige danskere og portugisere er.
  • haft min far på visit efter en forretningsrejse til Lissabon.
  • været imponeret over min fars villighed til at prøve kræfter med surfing.
  • grædt af træthed og overvældelse efter en skræmmende surfoplevelse med store bølger.
  • steget op på hesten dagen efter og taget ud igen for at overkomme min frygt.
  • taget på en spontan road trip syd fra Ericeira med sjove mennesker fra surfhuset.
  • været i et (mindre) biluheld.
  • kørte den ene af to biler i road trip-gruppen op i den anden.
  • besøgt den smukkeste strand for enden af en meget stejl skrant.
  • bandet over mit valg af fodtøj.
  • blevet inviteret til spontan bbq hos en nu ny veninde.
  • haft nogle sjove nætter ude med dans og shots.
  • stået tidligt op næste morgen for at surfe.
  • potentielt været stadig fuld, mens jeg surfede.
  • klaret lektionen overraskende godt trods mindre promille.
  • nydt de smukkeste solnedgange.

Surfcamplivet: Knap 3 måneder senere

juni 13, 2019 at 12:39

Det er den samme sang I har hørt før, men det gør det ikke mindre sandt. Tiden flyver bare afsted. Jeg har snart været i Portugal i 3 måneder. 3 måneder! Det føles som en uge og samtidig et år. Tid er altså en underlig størrelse.

 

Men jeg savner mit lille virtuelle frirum herinde. Jeg savner at skrive og dele. Vende stort og småt. Jeg har gjort det til et mål for mig selv at skrive mere i juni. Det er allerede d. 13. juni, så der er vist rum for forbedring, haha.

 

Jeg har det godt. Rigtig godt faktisk. Jeg er virkelig grundglad og tilfreds med min situation. Jeg kan ikke klage. Jeg har været inde i en rigtig god surf-steam. Jeg er kommet med på nærmest alle intermediate-lektioner i over to uger og jeg kan langt om længe se, at jeg gør ægte fremskridt med min surfing. Det gør mig usigeligt stolt og glad. Surfinstruktørernes bekræftende og begejstrede ros gør det umuligt ikke at gå rundt med det største smil.

 

Det bekræfter mig i, at jeg tog den rigtige beslutning. Ikke bare at opsige mit job, men at komme netop her og for at surfe. Efter en småsvær start med for lidt surfing efter mit hoved, er det ekstra rart at være landet et sted, hvor jeg kan slappe bedre af og bare være i det. Tiden flyver og jeg må minde mig selv om at nyde hvert et øjeblik jeg har her.

 

Som jeg bliver bedre og mere komfortable med åbent hav, store bølger og alt det der tidligere skræmte mig til tårer, så tænker jeg mere og mere over, hvad jeg skal stille op mod slutningen af året. I skrivende stund ser jeg ikke mig selv sidde indenfor foran en computer i otte timer hver dag, langt væk fra havets bølger. Jeg overvejer mine muligheder og tænker på, hvad der vil give mest mening for mig. Eller rettere, hvad der vil gøre mig gladest. I sidste ende må det være den løsning der giver mest mening.

D. 15. maj 2019: En drøm der blev til virkelighed

maj 24, 2019 at 22:08

D. 15. maj tikkede et screendump ind via WhatsApp fyldt med streger, et stort hjerte og en kæmpemæssig emoji med hjerter i øjnene. Det var et screendump af en kalenderpåmindelse fra en kær ven med teksten ‘Ask Kathrine where she is living now’.

 

Da jeg så den blev jeg ramt af tusindvis af følelser på en og samme tid; nostalgi, savn, kærlighed og ikke mindst stolthed.

 

Forhistorien til kalenderpåmindelsen er et tilfældigt møde med den skønneste argentinske fyr, Manuel, på selvsamme surfcamp, hvor jeg nu bor og arbejder, i august sidste sommer. Fra det øjeblik vi mødte hinanden klikkede vi. Vi endte med at tage en yogatime sammen, og fnise os hele vejen igennem, for bagefter at lade os overtale af samme yogalærer til at tage med til en koncert i en butik/café/skateboardpark mm. ved navn Boardriders Quicksilver.

 

Den aften, som vi nyder vores kolde øl og den smukke solnedgang til tonerne af aftenens band, deler vi vores drømme og håb for fremtiden. Jeg fortæller, at jeg drømmer om at bo et andet sted end i København i det kommende år, Manuel vil finde ud af, hvad han skal satse på professionelt. Han foreslår, at vi hver især vælger en dato og et spørgsmål, som vi kommer i den andens kalender, så vi kan holde hinanden op på vores målsætninger. Uden at have udvekslet telefonnumre, Facebook-kontakter eller Insta-handles, skriver vi den andens spørgsmål og dato i vores kalendre og danser videre.

 

Senere på ugen kommer vi i tanke om, at vi ikke har praktisk mulighed for at følge op på vores idé, og griner over vores dumhed, men er samtidig rørende enige om, at vi vil holde kontakten efter vi begge har forladt Ericeira.

 

D. 15. maj sidder jeg, uden nærmere tilknytningen til selve datoen, sammen med en veninde, da en besked popper op på min skærm fra Manuel. Det tager nogle sekunder før jeg forstår, hvad han har sendt mig. Vi er kommet til datoen, hvor jeg havde en drøm om at have bosat mig i udlandet, nærmere bestemt Portugal, og det var lykkedes.

 

Jeg gjorde det! Det lykkedes! Jeg tog alle de fornødne beslutninger, håndterede alle de praktiske ting der går forud for en flytning til udlandet og jeg fulgte mit hjerte. Tårerne strømmede ned ad mine kinder. Lykke, overvældelse og ren og skær stolthed fyldte min krop.

 

Der er gået helt utrolig mange tanker, overvejelser og bekymringer forud for, at jeg opsagde mit job, udlejede min lejlighed og tårevædet kyssede Frank på gensyn. Nu befinder jeg i en lille kystby i Portugal, ejer mit eget surfbræt og bruger hver dag på aktivt at dyrke det der gør mig allermest glad. Jeg er usigelig taknemmelig for min egen tro på, at det hele nok skulle lykkedes, at penge, tryghed, faste rammer og den traditionelle vej, ikke er det eneste mål i livet.

 

D. 15. maj markerer beslutningen om at følge min drøm. Det er op til mig til at definere det liv, der gør mig allermest glad og giver mening for mig, og det liv finder jeg pt i Ericeira. Drømme kan blive til virkelighed.

Kalenderpåmindelse, ask Kathrine where she is living