Om et hysterianfald og særligt søde piger

november 7, 2018 at 18:14

Te, Peace of mind comes piece by piece

Jeg føler lidt, at bloggen er blevet en samling af ‘Nu rejser jeg igen!’ og ‘Retur til hverdagen’-slags indlæg. Er det bare mig? Men altså, som jeg har nævnt før, er bloggen jo trods alt også verdens dårligste betalte job (aka udelukkende en hobby), så det er fjollet at have dårlig samvittighed over frekvensen af indlæg og deres tematik. For det der er mig mest på sinde i de her måneder er mit nye kærlighedsforhold med Portugal og surfing.

 

Med frygt for at gentage mig selv, så er jeg netop hjemvendt fra Ericeira og min lille kombitur af ferie og arbejde – og surf, naturligvis. Det er ikke helt det samme af være afsted og skulle arbejde. Men det vidste jeg jo godt, og eftersom alternativet var slet ikke at komme afsted en sidste gang i år, så synes jeg, at det var det værd.

 

Jeg nåede ikke noget indlæg i mellem mit ‘Hej hej – jeg tager tilbage til Portugal‘-indlæg og dette. Dagene har det med at løbe ud mellem fingrene på mig, når jeg er i Ericeira. Egentlig havde jeg nok bare ikke det mentale (eller fysiske) overskud til at sætte mig ned og skrive noget sammenhængende eller forholde mig til mine følelser.

 

Denne tur var en ekstrastor emotionel rutchebane for mig. En kombination af det følelsesmæssige tumult jeg følte inden turen, flere storme i området, der betød at flere surflektioner måtte aflyses, dårlig samvittighed over ikke at gide/skulle arbejde, tidligere positive, sjove bekendtskaber, der skuffede mig, en dum tvivl på mine surfevner og fremskridt, ultimativ udmattelse efter mange dage i streg med fysisk krævende surfing i dårlige forhold, sene nattetimer, mangelfuld søvn og lidt for meget (læs alt, alt for meget) alkohol fik mig i knæ.

 

I slutningen af en ellers god surflektion (dog med tredagstømmermænd og den sjette dag med surfing i streg), hvor jeg fik masser af ros, mistede jeg en bølge efter at have kæmpe mig ud mod strømmen i hvad der føltes som evigheder. Da jeg ryger af, bliver jeg så arrig, at jeg råber, sparker i vandet og slår ud efter mit surfbræt. Præcis som en 3-årigs hysterianfald i supermarkedet. Bestemt ikke mit stolteste øjeblik. ‘Katharin, it’s okay’ hører jeg den ene instruktør råbe, men jeg vender mig vredt og begynder at kæmpe mig ud igen, mens jeg holder tårerne tilbage.

 

Tilbage på stranden, ser jeg nogle af mine surfveninder sidde på strandcaféen og går over for at sige hej, men idet en af mine yndlingspiger vender sig mod mig for at tilbyde mig et kram og en tår af sin varme kakao, kan jeg mærke tårerne presse mod og jeg vender mig straks om, løber om bag omklædningsrummene og falder hulkende sammen. Lydia kommer kort tid efter, putter sit store, vamsede halstørklæde om mig og forsøger at få nok ord ud ad mig til at forstå, hvad der er sket. Problemet er bare, at intet ægte stort er sket. Bare masser af små ting. Jeg er helt færdig og er fuldstændig forladt for energi, enhver form for overskud og tydeligvis den mentale kapacitet til at tale mig selv til fornuft. Jeg begynder at grine, mens tårerne stadig vælter ud af øjnene på mig. Jeg bliver fyldt op med varm kakao og en kærlig tilkendegivelse om, at mine mange (i det her øjeblik modstridende) følelser er ‘why we love you’.

 

Lige præcis alle de søde, sjove og seje piger jeg har mødt (og genmødt) i Ericeira er én af grundene til at jeg elsker det sted. Jeg er helt på røven over, hvor mange nye venskaber jeg har fået igennem mine tre besøg og ikke mindst på min sidste tur nu her. De er grunden til, at Ericeira er helt særlig for mig. Uden dem ville det slet ikke være det samme. Dejlige damer der omfavner hinandens forskelligheder, temperament, baggrunde, livsstil, interesser og vælger at åbne sig selv op til nye mennesker og forhåbentlig livslange venskaber. Alle de mange sjove, skøre og svære øjeblikke jeg har fået lov til at dele med mine nye surfveninder får mig til at boble lidt over af lykke. Jeg har virkelig mødt nogle gode piger. Jeg har også mødt adskillige skønne fyre, faktisk en hel del, som jeg bestemt også håber at gense igen til næste år. For ja, jeg skal selvfølgelig tilbage igen. Selvfølgelig skal jeg det.

 

Turen hjem var slem denne gang; at vide at jeg ikke skal tilbage før om flere måneder (sæsonen løber fra marts/april til oktober/november) gjorde mig helt ulykkelig og jeg havde ingen chance for at holde tårerne tilbage, som jeg sad og sms’ede med en savnet veninde derhjemme om turen. De flød bare i en lind strøm. Jeg følte mig helt knust og tom inden i.

 

Heldigvis føltes det rart og trygt at træde ind ad døren til min lille lejlighed på Vesterbro. Jeg måtte sukke en lettelsen suk. Hjemme er nu også rart. Jeg varmede en karryret fyldt med tiltrængte grønsager fra fryseren og puttede mig på sofaen med ‘Friends’, mens jeg flittigt korresponderede med min pigegruppe fra denne tur. Jeg har været hjemme i to døgn nu, men jeg er stadig i underskud af vitaminer og kvalitetssøvn, men jeg føler mig mere som mig selv igen. Og hver gang savnet tager over, er min Whatsapp altid glødende med evigt aktive grupper og samtaler med andre, der lider af samme omvendte form for hjemve som mig.

‘Surfing is a feeling’

september 16, 2018 at 20:24

Surfing, Ericeira, Portugal

Surfing, Ericeira, Portugal

Surfing, Ericeira, Portugal

Blandt de mange sjove, søde og skøre udtalelser (der via flittig gentagelse er blevet til velkendte citater i gruppen jeg hang ud med) en af mine yndlings surfinstruktører kom med i løbet af min tur var ‘Surfing is a feeling’ en af de allerbedste.

 

Surfing er virkelig en følelse. Dagen han sagde det til mig, havde jeg det ikke specielt godt. Min krop var varm og klam (altså pga. varmen, ikke manglende bad forstås, haha) og jeg følte mig off. Han rådede mig til at vente og se, hvordan jeg havde det senere på dagen og genoverveje om jeg ville med ud på eftermiddagens lektion, men senere på dagen var jeg stadig ikke frisk og der delte han sine visdomsord. Han er en mand af få ord, og det er ikke altid de giver mening for mig, men denne gang ramte han plet. Enten så føler man den, eller også føler man den ikke, og hvis man ikke føler den, er der ingen grund til at padle ud den dag. Så jeg blev hjemme den eftermiddag, jeg havde simpelthen ikke følelsen, min krop var træt og orkede ikke rigtigt, selvom mit hoved havde det utrolig svært ved at gå glip af en surfsession, når der nu kun var et begrænset antal.

 

Det var den eneste dag jeg frivilligt blev hjemme fra surf. Ingen andre dage var jeg villig til at gå glip af følelsen, det helt særlige sus, når det lykkedes. Surfing er uden sammenligning det sjoveste og hårdeste jeg nogensinde har prøvet. Jeg er så vild med det. Hver dag er forskellig fra den foregående og du ved aldrig helt, hvilke forhold, der møder dig. Strøm, vind og tidevand kan gøre selv et begynderhold vanskeligt, og de rigtige forhold kan gøre det øvede hold let som en leg, og omvendt. Du er så meget i havets nåde, det gør det både angstprovokerende og befriende.

 

Jeg oplevede tydelige fremskridt i løbet af de små tre uger jeg var tilbage i Ericeira. Jeg gik fra at være begynder, blive en selvsikker begynder til at prøve kræfter med intermediates-holdene og føle, at jeg startede helt fra bunden igen. Jeg skulle lige vænne mig til at gå fra at være blandt de bedste og få nye udfordringer og tips til teknik af instruktørerne til at være den mest usikre og uerfarne til at padle ud og fange de grønne bølger.

 

De grønne bølger er stadig uvante for mig og jeg skal arbejde på at komme op hurtigere. ‘Hellere hurtigt og falde end langsomt og stå’ instruerede en anden af surfinstruktørerne mig på mit første intermediate-hold. Det er det jeg skal arbejde på. Det var i øvrigt det hold, hvor bølgerne var taget til i både størrelse og hyppighed, og vi til briefingen blev mindet om, at det ville være en hård padletur ud til line-up’et, som er der hvor du er kommet bag bølgerne og venter på den rigtige bølge at surfe. Jeg blev smadret af den første bølge der kom imod mig, og den næste, og den næste. Her besluttede jeg, at jeg nok hellere måtte kigge lidt fra stranden og revurdere mit debut som ‘let øvet’, da en af de søde instruktører pludselig kaldte på mig og forsikrede mig om, at jeg godt kunne klare turen ud. Jeg klarede den og jeg var usigeligt stolt over bare at være kommet helt ud – for slet ikke at medregne de to-tre grønne bølger jeg nåede at fange.

 

Den stolthed og lykkerus når det lykkedes er uvurderlig. Jeg bliver helt barnligt stolt af mig selv. Jeg laver stadig masser af fejl og jeg har meget at lære, men er jeg så ivrig efter at blive ved med at øve mig og se, hvor langt jeg kan rykke mig. Min største udfording har klart været, at jeg blev bange og mit hoved stoppede resten af kroppen fra at gøre det den skulle. Nogle gange driller nerverne stadig, men jeg bliver ikke panikangst længere. I Marokko sidste år turde jeg slet ikke befinde mig, hvor jeg ikke kunne bunde. Jeg har fundet en ro og tiltro til mig selv, jeg kan godt. Hvis jeg minder mig selv om det – og husker at trække vejret, så går det hele.

 

Jeg oplevede bestemt også masser af røvbanansøjeblikke, hvor nybegyndere stod i vejen, så jeg ikke kunne gå efter en bølge, hvor finnen på et bræt hamrede ned i skulderen på mig, fordi en tysk fyr ikke kunne kontrollere sit bræt, hvor jeg fumlede og faldt eller bare ikke fangede bølgen efter at have padlet for livet, men så snart jeg kom op ad vandet var det som om, at de forsvandt og kun alle de gange det havde kildet i maven, jeg havde fået ros af mine instruktører eller jeg havde det største smil på mine læber stod tilbage.

 

Surfing er en følelse og det er nok den bedste følelse i verden.

Surfing, Ericeira, Portugal

Ericeira tur/retur

juni 15, 2018 at 08:23

Surfcamp, Chill in Ericeira, Portugal

Jeg elsker måske lister og klare aftaler, men jeg værdsætter også enormt meget spontanitet og frie rammer. Sidstnævnte er virkelig noget der er gået op for mig det sidste 1,5 års tid. Jeg elsker, at jeg stort set kan gøre, hvad jeg vil, når jeg vil. Især når det kommer til rejser. Jovist er penge og pasning af Frank praktikaliteter jeg skal have styr på, inden jeg trykker bestil, men mine muligheder for at stikke syd på (eller vest på for den sags skyld) er rimelig frie. Det benytter jeg mig af for tiden. I et helt andet omgang og på en helt anden måde end tidligere.

 

Nogle af jer husker måske, hvordan jeg sidste forår fik et godt råd af min kollega, som altid giver mig velmenende kærlige skub ud i livet. Hun sagde: ‘Man fortryder kun de ting man ikke gjorde‘ – og så bookede jeg den billet til New York og fløj afsted en uge senere.

 

Det er måske ikke den dybe tallerken hun har opfundet og/eller videregivet til mig, men hendes ord er blevet et form for rettesnor i mit liv. Hun spørger mig tit: ‘Har du lyst til det?’, hvis svaret er ja, bliver det fulgt op med ‘Så skal du gøre det!’.

 

Da jeg kom hjem fra Portugal, havde jeg endnu ikke planlagt, hvad jeg skulle bruge mine fastlagte og ikke flytbare 14 feriedage i slut august og pludselig var svaret åbenlyst. Jeg havde lyst til mere surf, mere Portugal og mere af samme camp (og virkelig ikke overskud til at researche nye lokationer og/eller surfcamps). Jeg kiggede på flybilletter og lavede en bookingreservation hos Chill in Ericeira – og volia, jeg rejser tilbage og fortsætter med at øve mine (begrænsede) surfing skills i 2,5 uge. Ja, jeg bad lige om et par ekstra dage fri også nu jeg var igang, haha!

 

På min tur fandt jeg nemlig frem til, at jeg simpelthen ikke rykker mig nok, hvis jeg ikke får mere tid til at øve mig end blot 5-6 gange i vandet. Surfing er så afhængigt af forholdene (vind og vejr), så hvis jeg nogensinde skal turde at tage med de letøvede længere ud og fange grønne bølger, så skal jeg have mere tid i streg. Lidt surfing i januar og så igen i juni er bare ikke nok. Særligt ikke, når man ikke er udpræget kropsligt begavet og tilmed noget af en bangebuks.

 

Det bliver i alt til 18 dage i Ericeira, hvor af en stor del nok kommer til at gå med surfing, men forhåbentlig får jeg også mulighed for at komme ud og opleve Sintra, dase på stranden, møde nye sjove mennesker, gå lidt ud (omend ikke natten inden min afrejse, ahem), spise god mad og helt sikkert også lære noget nyt om mig selv.

 

Sommerfuglene i min mave er allerede kæmpe store og jeg glæder mig (og er lidt bange, som altid). Nu kan jeg i hvert fald ikke komme til at fortryde, at jeg ikke gjorde det.