Kathrine vs. Katherine

september 13, 2018 at 16:09

Ericeira, Portugal

På min seneste ferie i Portugal lagde jeg mærke til noget, som jeg måske har bemærket i det små tidligere, men først på denne tur gik det op for mig, hvor udpræget det er. Min personlighed ændres i kraft af, hvilket sprog jeg taler. Hvad jeg siger og hvordan jeg opfører mig skifter alt efter om jeg er Kathrine eller Katherine.

 

Det er ikke to modsætninger, men der er alligevel en tydelig forskel. Jeg reagerer lige naturligt på Kathrine som på Katherine efter at have boet i både USA og Australien. Jeg føler, at begge navne er mine. Men når jeg taler dansk og er Kathrine, er jeg (om ikke andet lidt) mere ordentlig, velovervejet og tilbageholden i min kommunikation og væremåde, når jeg taler engelsk og er Katherine, er jeg en del mere bramfri, ligefrem og åben.

 

Jeg er sarkastisk af natur og joker altid, jeg er også hurtig med en rap bemærkning – uanset hvilket sprog det foregår på. Jeg er også altid hurtig med en kæk, småuartig bemærkning. Men særlig på engelsk er jeg en kæmpe flirt. Det er som om det at tale et fremmedsprog distancerer mig fra indholdet af hvad jeg siger, hvis det giver mening? Jeg er modigere på engelsk, jeg siger ting jeg normalt ikke ville sige eller i hvert fald slet ikke udtrykke på samme bramfrie måde. Flere gange tog jeg mig selv i at sige ting jeg aldrig ville sige til en fyr i byen i København, men på engelsk har jeg tilsyneladende intet problem med at smide komplimenterende gloser omkring mig eller flirte skamløst til modtagerens øre bliver røde.

 

Nu jeg tænker over det, gælder det ikke kun i flirtende sammenhænge, men også i platoniske, venskablige relationer. For eksempel siger jeg stort set aldrig ‘jeg elsker dig’, men på engelsk har jeg absolut ingen betænkligheder ved at sige ‘I love you’ til mennesker jeg har kendt i få dage og føle, at jeg mener det. Det er vist et helt indlæg for sig selv. Hvorom alting er, så taler Katherine mere lige ud ad posen og meget direkte – og jeg er egentlig ret pjattet med det. I det hele taget er jeg pjattet med Katherine, hun er sjovere end Kathrine (no offense til mig selv). Hun griner mere, danser mere, er mere social, går mere ud, har mere energi, giver flere komplimenter, er mere spontan, siger ja fremfor nej, smiler mere og fjoller mere.

 

Det er egentlig ikke sådan, at jeg tænker, at jeg er mere den ene fremfor den anden, jeg er begge Kath(e)rines lige meget. I virkeligheden er det nok næppe kun sprogdelen, der har betydning for, hvordan min opførelse og generelle energi ændrer sig, men ligeså meget mit miljø. Når jeg er på ferie, er jeg (ikke overraskende) mere afslappet og ubekymret, og mit mål er at have det sjovt. Med lektionen fra min første tur til Portugal i mente, gik jeg meget bevidst til endnu en surfcamp-soloferie med mantraet ‘Du får, hvad du giver’. Jeg ville gerne have søde, sjove mennesker med en glad, positiv og åben indstilling omkring mig, så det var det jeg selv var bevidst om at udstråle. Og det virkede sørme!

 

Uanset om det er sproget, stedet eller menneskene omkring mig, der gjorde mig til en sjovere variant af mig selv, så vil jeg gerne være meget mere Katherine – også på dansk jord.

Årets næste solotur

april 8, 2018 at 12:22

Surfferie, Rip Curl, Bali, surfing, surf school

Jeg ved ikke om jeg nogensinde fik ordentlig fulgt op på min første rigtige soloferie til Bali tidligere på året. Det gik godt, rigtig godt faktisk. Jeg havde 14 dage i alt, hvoraf syv var afsat til surfcamp, hvor jeg naturligvis vidste, at der ville være andre mennesker og deraf en form for netværk.

 

Inden afrejse var jeg nervøs bare for de to nætter jeg havde booket helt alene i Seminyak, men de endte med at gå så hurtigt, at alle mine bekymringer om at kede mig, blive trist over at være alene på den anden side af kloden eller ikke have lyst til at sidde alene på en restaurant eller café, blev gjort til skamme. Det var simpelthen sådan nogle rare dage. Efter surfcampen havde jeg igen en lille uge uden planer eller selskab.

 

Skæbnen ville, at jeg mødte en anden solorejsende pige, der også ville til Ubud samme dag som mig, så vi endte med at tage derop sammen og blev sammen til jeg skulle hjem igen. Det er netop det der er det allerfineste ved at rejse alene, du møder helt sikkert andre. Jeg ville slet ikke have mødt så mange mennesker, delt så mange sjove oplevelser eller god samtaler med fremmede, hvis jeg havde rejst med en anden. Det var for mig det allerfineste ved at rejse solo.

 

Jeg endte med ikke at have forfærdelig meget tid alene/alene, og selvom det ikke ville have gjort mig noget, var det naturligvis også rart med en rejsemakker til at dele oplevelserne med (og udgifterne, hvilket klart er det store minus ved at rejse alene; et værelse, en taxa koster det samme om du er en person eller to).

 

Nu skal jeg snart afsted igen. Jeg har nemlig booket min næste solotur. Ja sgu, nu har jeg fået smag for den type rejser. Denne gang går turen til Portugal. Planen er et par dage alene til at udforske Lissabon, hvor jeg aldrig har været, faktisk har jeg aldrig været i Portugal, og derefter en uges surfferie i Ericeira.

 

Bali føles allerede som tusind år siden og jeg glæder mig helt vildt til at forsøge mig med surf igen. Det kan sgu være, at jeg ender med at blive semianstænding til det, haha. Men det er ikke mange nætter siden, at jeg havde mit seneste kæmpe bølge-mareridt, så det er noget interessant, at det nu er blevet min yndlingsferietype. Surfferie er super udfordrende og virkelig hårdt, men det er også en vildt god måde at rejse alene på. Jeg er alene, men ikke alene. Jeg har booket mig ind på, hvad der ligner den hyggeligste surfcamp ca. 45 min. udenfor Lissabon. Det bliver helt sikkert et hit. Jeg glæder mig usigeligt til sol og strand hver dag. Og til alenetid i udlandet og nye bekendskaber.

Surfferie, Rip Curl, Bali, surfing, surf school