Post-surfferie-blues

juni 10, 2018 at 19:51

Fliser, Portugal

Jeg er retur fra Portugal og surfcamp, jeg har fået hentet Frank og tømt min kuffert ud over hele mit stuegulv (så dumt et træk, men omvendt klassisk Kathrine). Jeg er hjemme, der hvor badeværelset altid er frit, ingen larmer på gangen om natten og min seng er stor og blød (modsat lille og hård forstås), men jeg føler mig post-ferie-blue. Jeg er den der unikke kombination af gennembanket, træt og alligevel helt summende inden i. Jeg føler, at jeg burde tage ud og løbe 12 km, men samtidig, at jeg dårlig nok har energi til at gå op af de fire trin til min stuelejlighed.

 

Sensationen er kun forværret af, at jeg fredag besluttede mig for at tage med de andre ud direkte efter aftensurf og spise, videre på bar (og en til bar og en klub) og dermed blive ude til min taxa kom kl. 4.30 for at tage mig til lufthavnen. Jeg har sjældent lavet et så rock’n’roll-move (post 30 i hvert fald). Pludselig sad jeg i Lissabon lufthavn kl. 5.30 stadig fuld og med en lang dag foran mig. Jeg fik blundet lidt på flyet, men da jeg endelig var hjemme i lejligheden, kunne jeg ikke finde ro til at få sovet, så til sidst valgte jeg at tage op til Slottet for at hente Franko. Klokken blev naturligvis over 23, inden jeg kunne overtale min overtrætte hjerne til at give mig lidt tiltrængt fred for tankemylderet. I morges var det så op og til barnedåb hele dagen, som jeg først lige er kommet hjem fra, så jeg er mildest talt noget smadret.

 

Og så er jeg trist. Det bliver jeg altid efter en ferie. Det er hårdt for mig at tage afsked – med mennesker og steder. Det har det været siden jeg var barn. Jeg ville græde stille på bagsædet, som vi kørte hjem efter en sommerferie i Sydfrankrig, fordi jeg ikke ville sige farvel. I dag er jeg trist, fordi jeg er træt, fordi Portugal var en hård, men også vildt lærerig ferie, fordi jeg endte med at forelske mig i Ericeira på trods af vejret, fordi jeg mødte nogle virkelig sjove og dejlige mennesker jeg gerne ville have haft mere tid sammen med, fordi jeg mødte en fyr som viste sig at være en idiot, men hvis opmærksomhed jeg alligevel søgte, så jeg føler mig lidt øv og dum, og ikke mindst fordi jeg ikke ved, hvornår jeg vil komme til at surfe igen.

 

Den sidste er særlig svær. Jeg har det helt underligt med ikke at have tilbragt min. to timer i vandet, faktisk slet ikke at have været kropsligt aktiv. Jeg bliver vemodig ved at tænke på, at jeg ikke ved, hvornår jeg får det der næste surf high. Den der følelse af at være mega sej, når det lykkedes at fange en bølge selv (eller med god instruktion og hjælp). Det er den bedste og vildeste følelse. Jeg vil have mere! Anden sidste er bare nederen, jeg er træt af, at en uskyldig ferieflirt skal give sådan en dum øv-fornemmelse, når det bare skulle have været sjov, positiv mandlig opmærksomhed.

 

Jeg har simpelthen så mange tanker, oplevelser og ikke mindst billeder at dele, men jeg har svært ved at få fanget dem alle lige nu. Forhåbentlig som min træthed aftager, så kan jeg samle tankerne og ordene både i virkeligheden og herinde.

Så kom mørket

november 12, 2017 at 18:00

Vindueskarm, mørket, vintetid

Det har ramt mig og det har ramt mig hårdt. Mørket. Jeg troede, at ferie til sol og varme ville lade mine batterier op, fylde mig med D-vitamin og gøre mig modstandsdygtig mod vinterens riv og rusk. Den ældste og jeg delte flere indforståede bemærkninger i løbet af turen; ‘Hvor er det godt givet ud at tage på ferie på det her tidspunkt’, ‘Hvor er det lækkert med 30 grader i november’, ‘Man føler sig bare helt ladt op og klar til vinter’.

 

Nu har jeg været hjemme en uge og jeg føler mig slået tilbage til nul. Jeg føler intet overskud, det er som om mine skønne, skønne ferie er slettet fra harddisken. Kun fregnerne over min næse vidner om, at den ret faktisk var der fornyligt.

 

Det er mørket, der er synderen. Skiftet til vintertid kom mens vi var i Marokko, og der lavede surfcampen blot om på dagens program, så i stedet for morgenmad fra kl. 8.30-10, blev den rykket en time frem – og ditto afgang til stranden, morgen- og aftenyoga og aftensmad. Så hele dagen blev bare rykket frem og jeg mærkede ikke ændringen. Men da jeg kom hjem til København og temperaturen var faldet betydeligt og det pludselig var ufuldkommen mørkt kl. 17 slog det mig hårdt.

 

Med ét følte jeg mig træt med ugidelig på. Det har været hårdt at komme tilbage i arbejdsmodus, hårdt at trække mig selv til træning, hårdt at gøre almindelige ting, som handle, lave aftensmad, rydde op.

 

I går kom jeg hjem efter en hyggelig morgenmadsdate efterfulgt af tur på Fisketorvet, og havde egentlig planer om at tage ned og træne og få købt ind til søndagens frokostaftale, men jeg gik kold på sofaen efter frokost. Jeg sover normalt ikke i løbet af dagstimerne i weekenden, men jeg var helt flad. Jeg sov næsten 2 timer. Da jeg kom til mig selv igen havde mørket overtaget himlen og alle mine gode intentioner for resten af dagen forsvandt i et dyb af træthed. Jeg kunne ikke trække mig selv i gang.

 

Jeg endte med at lave bananvafler til aftensmad, fordi dejen stod klar i køleskabet fra tidligere, og jeg ikke havde mental eller fysisk energi til at opfinde en anden form for aftensmad. Jeg startede på den nye sæson af Stranger Things, men følte mig ufokuseret. Mit indre ur mente, at klokken måtte være tid til at gå i seng, men klokken var kun 19. Jeg blev ramt af den der stressfølelse jeg kan få, når jeg ikke føler, at jeg bruger min tid godt nok: ‘Åh nej, hvad skal jeg lave indtil jeg skal i seng?! Hvorfor trænede jeg ikke tidligere, så der ikke er så mange timer tilbage af dagen? Hvorfor købte jeg ikke ind tidligere?’.

 

En uhensigtsmæssig blandning af stress, tristhed og frustration overtog min krop og sind. Jeg forsøgte at ryste den af ved at skifte over til ‘Venner’ som baggrundsstøj, mens jeg gik i gang med at søge på surfcamps på Sri Lanka til januar. Det hjalp lidt at føle, at jeg rent faktisk lavede noget.

 

Det var først kl. 21, at det pludselig slog mig, at jeg fuldkommen havde glemt Franks eftermiddagstur. Jeg havde gået med ham kl. 9.30, inden min aftale, og nu var klokken lidt over 21 og jeg havde helt svedt turen ud, der altid ligger omkring kl. 16-17. Som i slet ikke skænket den en tanke. Heldigvis virkede Frank hverken fornærmet eller voldsomt trængende, men jeg skyndte mig alligevel ud med ham i en fart. Frisk luft og mødet med et par andre hundeejere gav lidt fornyet energi. Det kan godt være, at vinteren er den mest kedelige tid at være hundejer på, men hvor jeg dog værdsætter vores ture alligevel. Uden dem var jeg ikke kommet udenfor igen i går og havde aldrig fået den friske luft og sceneskift fra sofaen jeg tydeligvis havde brug for.

 

Jeg er stadig en smule bekymret. Det er ikke engang officielt vinter endnu og jeg er allerede helt vintertræt og trist. Jeg håber, at det bare er post-ferie-blues kombineret med vintertid, og jeg kan ryste denne her følelse af mig. Ellers bliver det en lang vinter.

Siden jeg er kommet hjem fra ferie

november 9, 2017 at 17:01

Lyserød sweater, selfie

  • har jeg forstuet min lilletå på et sengeben på Slottet.
  • taget toget i morgentrafik med hund og kæmpe kuffert.
  • har jeg spist morgenmad med en savnet veninde.
  • været til reformer og blevet rost for at være blevet stærkere.
  • frosset.
  • ledt fibrilsk efter mine tynde vanter.
  • gået på job, fordi min cykel var i udu.
  • hørt mange afsnit af min yndlingspodcast.
  • hentet en pakke fra ASOS jeg havde glemt jeg havde bestil inden min ferie.
  • følt min nye lyserøde sweater fra selvsamme pakke.
  • har jeg været til yoga med en forstuet tå.
  • lavet aftensmad tre gange.
  • vasket op efter aftensmad 0 gange.
  • pakket min kuffert ud, hvilket er en personlig rekord.
  • har jeg catched up på Bagedysten og Herrens veje.
  • beundret mine rejsefund fra Marrakech.
  • kigget på, hvor min næste surfferie skal gå til.
  • tænk over, hvad jeg gerne vil med mit liv.
  • hørt utrolig meget Taylor Swift.
  • tændt stearinlys i vindueskarmen og forsøgt at omfavne efteråret igen.
  • har jeg været på nutella-afvænning.
  • har jeg succesfuldt undgået sukker i 3,5 dag.
  • lavet masser af planer i den kommende weekend.
  • forsøgt at komme tilbage i work-mode.
  • drømt mig tilbage til Marokko ca. 10.000 gange.