Déjà vu

november 14, 2017 at 22:48

Timehop, Instagram

Min Timehop-app fik min skærmen til at lyse op kort før frokost med endnu en notifikation, den ville have mig til at klikke og se, hvad der skete i dag for 9 år siden. Jeg trykkede på den og straks kom ind i en tidslomme med brudstykker fra virkeligheden, som den gjorde sig ud på mine sociale medier igennem de sidste 10 år.

 

Et år gjorde størst indtryk. For 3 år siden havde jeg lagt et billede på Instagram med teksten; ‘Nyt dagens og lidt om præ-vintertræthed og drømme om Marokko’. Jeg smilede for mig selv og tænkte, at det alligevel var pudsigt, at jeg lige er kommet hjem fra Marokko (og elskede det), og desuden her 3 år senere igen lider af en form for præ-vintertræthed, som jeg skrev om den anden dag.

 

Først her til aften slog det mig pludseligt. Jeg kan huske det præcise indlæg på bloggen, som billedet på Instagram er fra. Det er det her. Jeg har lagt billedet op kl. 18.34. Ikke mange timer efter opløste mit 6-årige lange forhold sig og min verden forandres med et. Lige pludselig handlede det ikke om marokkanske feriedrømme eller finde kuren på træthed, men om at starte forfra. Finde fred med beslutningen, flytte ud, lede efter en ny lejlighed og langsom forsøge at stykke stykkerne af mit iturevne hjerte og drømme sammen.

 

Det er 3 år siden her til aften. Nogle af mine drømme er præcis de samme, nogle er glemt, andre er nye, men mit hjerte er heldigvist helt igen. Et punkt har ændret sig mest, i stedet for at bruge tid og energi på, hvordan andre kan opfylde de drømme, ligger mit fokus på, hvordan jeg selv kan gøre det. Det viser sig, at jeg er langt bedre til det end mit 29-årige jeg gik og troede.

 

Jeg er spændt på, hvad de næste 3 år vil bringe med sig.

Om at have lyst til at være forelsket

februar 24, 2017 at 09:00

Pont de Arts - Lovelock bridge

Jeg har tænkt meget over det, og jeg har lyst til at være forelsket igen. Det er efterhånden rigtig (rigtig) lang tid siden jeg har været rigtig forelsket i et andet menneske, ja, årevis. Men jeg er kommet til et sted, hvor jeg har lyst til at opleve den helt særlige sensation af at synes nogen er søde og lidt spændende. Inden man kender hinanden ind og ud og forelskelse for længst er overhalet af kærlighed. Den der jeg vil bare gerne være tæt på dig, lære alt om dig og danne vores eget lille rum. Den bobblefornemmelse vil jeg gerne.

 

I lang tid følte jeg mig tom. Som om der ikke var noget af give af, det der engang var, alt det overskud og kærlighed jeg indeholdte, var løbet ud på gulvet og tørret bort. Som en stor lerkrukke, der revner og alt vandet langsomt løber ud. Jeg havde ikke noget at tilbyde nogen og jeg var ikke villig til at prøve. Jeg var bange for at miste og igen føle at stå tilbage uden noget.

 

For måske første gang siden to blev til en, føler jeg, at jeg har noget at dele ud af, noget at give, bringe til bordet og ikke bare et stort rod af modstridende følelser og tanker. Og jeg er klar til at tage imod. Til at rumme, at nogen putter deres følelser og forventninger over til mig og jeg skal tage vare på dem. Jeg har lyst til at tage (med)ansvar for en andens glæde og være et plus (og nogle dage et minus) i nogens liv.

 

Men jeg er også stadig bange. Jeg er bange for at give helt slip og lade strømmen tage over. Jeg er kontrolmenneske til fingerspidserne og hvis jeg kunne lægge en plan og vide, at sådan ville mit kærlighedsliv udspille sig, så passede det mig nok ganske strålende. Men det kan jeg selvsagt ikke, og det er der nok også noget smukt i den uforudsigelighed. Det er muligvis en kæmpe kliche, men det er vel ikke for sjov, at man siger, at det er på usikker grund, at der er mest at vinde.

 

Så med bævrende knæ og bankende hjerte gør jeg mig klar til at gå ud der, hvor grunden ikke længere er helt sikker, men den boblende fornemmelse jeg ønsker mig findes.

Den type jeg (åbenbart) altid falder for

februar 22, 2017 at 08:34

Sort buksedragt

Hvis man stillede de fyre op på række, som jeg har syntes har været søde i årenes løb (skræmmende tanke i øvrigt) vil du nok ikke være i stand til at identificere en type. I hvert fald ikke på udseende. Jeg har ikke en type-type. Eller det vil sige, jeg kunne nemt opremse en lang liste adjektiver, som jeg vil synes var enormt lækkert, hvis en fyr levede op til dem, men det er måske mere ‘den perfekte mand’-kind of list end faktiske kravspecifikationer og/eller nogle der nogensinde er blevet opfyldt til fulde, haha!

 

Selvom de ikke ville ligne hinanden udseendemæssigt, så er det gået op for mig, at der alligevel er et gennemgående træk, som jeg (åbenbart) falder for igen og igen. Og det er altså på trods af, at jeg ville putte selvsamme træk på en minusliste. Altså hvis jeg var typen der havde sådan en.

 

Det er som sådan ikke engang et personlighedstræk, men deres placering i søskendeflokken; De er lillebrødre. De er lidt kække, tilsyneladende ret så glade for dem selv, flabede og en smule øretæveindbydende.

 

Det er min type. Åh altså.

 

Hvad er sandsynligheden for, at det først går op for mig som 31-årig?