Søndag på sofaen: Good Girls

juli 8, 2018 at 16:22

Good Girls Netflix

Efter en periode, hvor jeg ikke rigtig har følt, at der var jeg sådan rigtig behøvede at se på Netflix, synes jeg pludselig, at der er kommet masser af godt nyt.

 

Forleden dukkede den nye Netflix-serie ‘Good Girls’ op under mine anbefalede, så jeg læste lige introen, noget med tre kvinder, der er trætte af ikke at kunne betale deres regninger og beslutter sig for at røve et supermarket, og trykkede noget skeptisk ‘afspil’. Jeg vidste ikke helt om den historie ville blive for letbenet og fjollet til mig, men man skal som bekendt ikke dumme en bog ud fra sit omslag eller en Netflix-serie ud fra de (altid) dårligt skrevede teaser-tekster.

 

Det er jeg glad for, at jeg ikke gjorde. ‘Good Girls’ er nemlig særdeles glimrende underholdning. Jeg er allerede igennem første sæsons 10 afsnit og ville ønske der var flere. Serien minder lidt om et kryds mellem ‘The Ozark’ og ‘Orange is the New Black’. Nok mest ‘The Ozark’, fordi det er tre tilsyneladende ganske almindelige kvinder, der bliver rodet ud i bandekriminalitet og hvidvaskning af penge ved et uheld. ‘Good Girls’ handler, foruden de problemer kvinderne kommer ud i, også om venskab, parforhold og børneopdragelse. Den er både sjov og hjertevarm, en varm anbefaling herfra!

 

Hvis du allerede har set den, kan du så sige mig om ham bandelederen er lidt lækker? Jeg skal spørge fra en ven.

 

Se den hvis du kan lide: The Ozark (og Orange is the New Black)

Hvor du kan se den: Netflix

Antal sæsoner: 1 sæson – 10 afsnit (ca. 45 min.)

Søndag på sofaen: Gypsy

september 17, 2017 at 07:41

Gypsy Netflix

Stop alt, hvad du laver! Jeg har set den b-e-d-s-t-e serie længe, og det er ikke fordi der mangler gode serier derude. Gypsy er en af Netflixs nyeste serieskud på stammen, og egentlig fristede den mig slet ikke baseret på titlen. Jeg tænkte det lyder underligt, hvad skal den handler om og jeg var for doven/uinteresseret til at klikke mig ind på den og læse den lille teaser (som i øvrigt ofte er enormt dårligt skrevet, men det er en anden snak).

 

Hvordan jeg endte med at trykke afspil til første afsnit husker jeg faktisk ikke, for kort derefter var jeg tryllebundet og havde glemt alt jeg lavede forinden.

 

Naomi Watts spiller Jean Holloway, der arbejder som terapeut på Manhattan og med mand og barn i forstaderne. Hun virker sød, dygtig og som en kærlig hustru og mor. Men hurtigt får man indtrykket af, at hun ikke helt overholder reglerne for, hvad du må og ikke må som terapeut, da hun opsøger sine patienters pårørende under et dæknavn. Hverken hendes chef, mand eller patienter aner uråd, men som hun lader sig rive mere og mere med i sine egne løgne bliver det svært for seeren og Jean at adskille virkelighed fra løgn.

 

Den er vanvittig spændende, super sexet (jeg er forelsket i hendes mand!) og bliver ved med at give dig lyst til at se et afsnit til uden at afsløre alt. Det er nok den bedste nye serie jeg har set i flere år.

 

Se den hvis du kan lide: The Affair

Hvor du kan se den: Netflix

Antal sæsoner: 1 sæson – 10 afsnit (ca. 60 min.)

Søndag på sofaen: Suits

april 23, 2017 at 07:00

Suits, Netflix

Suits er en af de serier jeg altid anbefaler til folk, hvis de efterspørger en god serie, fordi den tiltaler både kvinder og mænd, og er en alletiders serie at se sammen som et par. Det er ikke en ny serie, men hvis du ikke allerede har set den, så er det altså virkelig på tide! Til jer andre, så er sæson 5 nu endelig ude på Netflix, så din søndag på sofaen er reddet.

 

Efter en hashhandel er røget i vasken og med politiet i hælene, ender Mike Ross tilfældigvis til en jobsamtale hos en af New Yorks bedste advokater Harvey Spector. Han får jobbet og begynder sin karriere som advokatfuldmægtig hos Pearson Hardman. Udfordringen er dog, at foruden sin tidligere småkriminelle karriere, har den ellers ultra-kvikke Mike Ross aldrig fået sin juraeksamen.

 

Jeg elsker kombinationen af sagerne de arbejder på, magtspillet i advokatfirmaet, Harvey og Mikes partnerskab og interne ping-pong, den evige kamp for at beskytte Mikes hemmelighed og de forskellige romantiske kærlighedaffærer både på og udenfor kontoret.

 

Flere piger jeg kender synes, at Harvey er mega læks, men jeg er selv på Team Mike. Også er jeg kæmpe fan af Donna!

 

Se den hvis du kunne lide: The Good Wife

Hvor du kan se den: Netflix

Antal sæsoner: 5 sæsoner ligger på Netflix, sæson 6 er lige blevet sendt i fjernsynet i USA. (12-16 episoder per sæson á ca. 50 min.)