Små ting

september 25, 2017 at 18:35

Septembersol

{Septemberblå himmel, det er en favorit efter flere grå uger}

 

Det er mandag igen og jeg befinder mig i skrivende stund under tæppet på sofaen, med Frank i fodenden, computeren i skødet og en omgang chili sin carne simrende ude på komfuret. Jeg har måske fået givet den rigeligt gas med cayennepeber og chili for jeg nyser i et væk. Typisk mig! Men nu skal det ikke handle om min manglende evne til at dossere chili, men ugen der gik.

 

Sidste uge var proppet med gøremål, logistik og arbejde, men heldigvis tilsvarende mængde små rare ting til at veje det hele op. Det er jo det det handler om, balance.  Ugen bød blandt andet på hjemmelavede burgere på Slottet, fælles træning med den mindste, et vigtigt beboermøde i min andelsforening, hverdagsmorgenmadsdate og besøg fra Aarhus af en meget savnet veninde. Det var en af de uger jeg har gruet lidt for på grund af de førnævnte logiske udfordringer, jeg hader logisk, men alt gik op og nu har jeg helt glemt, at problemet overhovedet var.

 

Tilbage er kun de små hverdagsglimt fra min kamerarulle på telefonen. Jeg synes, at jeg har været ekstra flittig til at dokumentere dem i denne omgang eller måske var der særligt mange. Uanset hvad er det kun de små fine ting fra ugen, der gik der går videre i glemmebogen, og det synes jeg egentlig er ret fint. Der skal så sandelig være plads til tankeskrald og hverdagsbrok her på domænet, men i sidste ende er det de gode ting der er flest af. Både herude i virkeligheden og herinde.

 

Rigtig dejlig mandag aften til dig!

Vietnamesisk salat og suppe

{Vietnamesisk frokost på jobbet}

Lift til provinsen, glad type

{Et styks begejstret type, der fik et super tilfældigt lift af sin mor fra København til provinsen}

Min Franko, mops, pug

{Et styks mindre begejstret type, der hellere ville have siddet foran med sin moar}

Hjemmelavet burger

{Mandag aften kom jeg hjem på Slottet i tide til hjemmelavede burgere. Ret god timing!}

Pænt gulvtæppe

{Et pænt gulvtæppe i fine lyserøde nuancer. Jeg drømmer lidt om at få gulvtæppe herhjemme, det ser jo rart ud}

Lithauens Plads, Vesterbro, septembersol

{En tidlig morgen på Lithauens Plads med høj sol og blå himmel. Amen altså september, jeg vidste du ikke ville skuffe mig!}

Bolig Magasinet og P-tærter med karamel og peanuts

{Torsdagssættet – pænt boligmagasin, vino og p-tærter med karamel og peanuts}

Morgenmad på Repos

{Hverdagsmorgenmadsdate med en af mine favoritpiger, der desværre flytter til SF i morgen. Heldigvis har hun lovet at komme hjem igen}

Glad type, rose, Guldsmeden Hotels

{Lørdag havde jeg det sådan her, fordi en savnet veninde var på besøg fra Aarhus og vi havde masser af kvalitetstid, blandt andet her i den romantiske stråhytte for to på hendes hotel}

Pænt gulv, fliser, badeværelse, Guldsmeden Hotels Vesterbrogade

{Sygt pænt gulv på min venindes badeværelse på Guldsmeden Hotels på Vesterbrogade}

Vietnamesisk på Pho Saigon

{Efter at have vadet rundt efter et sted med bord til os en lørdag aften endte vi på Pho Saigon, som laver dejlig, uprætentiøs vietnamesisk mad. Og deres lemonade er virkelig lækker}

Rosé, Guldsmeden Hotels

{Jeg var virkelig begejstret for hotellet lille bar og tilhørende terrasse. Der gad jeg gerne drikke vin igen snart. Copy/paste den aften, tak!}

Saxogade, Vesterbro, lyserød væg

{Et sted på Saxogade mødte jeg denne skønne plante og ditto lyserøde væg}

Morgenmad på Repos

{Repeat offender! Søndag morgen spiste jeg igen morgenmad på mit nye yndlingsmorgenmadssted, Repos, inden jeg krammede min yndlings-Panni farvel og hun gik mod toget}

Bland-selv-slik

{På vej til hotellet lørdag blandede vi slik vi ikke kunne spise, så i stedet havde jeg slik til søndagsfilmen, The Accountant}

Små ting

september 19, 2017 at 08:27

Glad fødselsdagspige

{Ok begejstret (og kun lidt overtræt) fødselsdagspige}

 

Sidste uge var min fødselsdagsuge, jep, sådan ting eksisterer. Også når man fylder 32. I år faldt min fødselsdag på en mandag, og tilmed efter et kick-off i London, så jeg mente, at jeg som kompensation måtte blive fejret i en hel uge. Nuvel blev det måske ikke til fødselsdagsfejring hver dag i ugen, men næsten!

 

Mandag morgen kørte jeg forbi bageren med en jetlagslignende træthed i hele kroppen og tømte hylderne for alt der lød lækkert, så ankom jeg til et kontor oppyntet med min. 15 flag omkring min plads, skrivebord, skærm og stol (mine kolleger ved vist efterhånden, at jeg er kæmpe fødselsdagsfan, ha!). Så spiste vi morgenmad og havde en (velfortjent) stille start på morgenen, hvor alle var mærkede efter et fuldt weekendprogram og en sen hjemkomst søndag. På mit skrivebord lå den bedste gave til mig fra en sød kollega!

 

Mandag aften kom mine forældre og brødre ind med dyret, som havde været passet hos dem i weekenden, og vi gik ud og spiste på den koreanske restaurant SSAM i Colbjørnsgade, som var på min to-eat-liste. Deres buns er virkelig, virkelig gode (!!), deres bibimbap var også god, men for mange ris til min smag, og selvom jeg var for mæt til at bestille dessert spiste jeg halvdelen af min far og brors lavakage alligevel.

 

Tirsdag morgen mødtes jeg til fødselsdagsmorgenmad med min yndlings Stephiiiniiie på Granola (sygt god Croque Madame, virkelig dårlig service) og fine gaver, og lørdag kom min veninde Julie hjem til en lille (fødselsdags)efterårsmenu bestående af pizza med græskar, salat med friske figner og æbler og æblekage til dessert. Og lidt vino og cocktails. Så jeg synes, at jeg er blevet fejret flot på trods af, at jeg har været ret så irriteret over, at jeg ikke kunne samle mine yndlingspiger en eneste weekend i september (eller start-oktober). Så fejringerne er blevet lidt spredt ud over måneden i stedet. Sidst på måneden har jeg inviteret min familie på tapas og vino, så måske skulle jeg kalde det fødselsdagsmåned?

Fødselsdag, morgenbrød, tebirkes

{Fødselsdagsmorgenmad på kontoret med boller, tebirkes, kanelsnegle, ost, marmelade, pålægschokolade og juice. Og kaffe fra Sonny!}

Lille gave

{En sød gave fra en sød kollega}

Enhjørningslipglass, unicorn lipgloss

{Gavens indhold – en enhjørning-lipgloss! Min fødselsdag peakede lige der}

SSAM, koreansk mad, Bibimbap

{Koreanske fødselsdagsmiddag på SSAM. De buns der, amen altså, jeg siger, at de er gode!}

Lavakage, lava cake, SSAM

{Lavakage og kaffe (godt nok min fars, men jeg spiste nok halvdelen)}

Risvin, SSAM

{Til festmåltidet mente min stedmor, at vi skulle prøve risvin, det bliver åbenbart serveret i skåle og smagte faktisk en del bedre end det ser ud}

Fødselsdagsgaver

{Når ens veninde ved, at man elsker lyserød og flot indpakkede gaver}

Fødselsdagsmorgenmad på Granola, Croque Madame

{Fødselsdagsmorgenmad vol. 2 på med en yndlings}

Min Franko, pug, mops

{Frank var helt færdig ovenpå en weekend på Slottet – og jeg var færdig af grin over ham}

Belgisk vaffel

{Hverdagsvafler er mit nye yndlingsbegreb. Konceptet er nemt; lav en stor portion vafler, frys dem ned og tag en op en hverdag og nyd den med, hvad du kan finde i køleskabet}

Jomfru og Stenbuk, venskaber, veninder

{Tingene giver så meget mening, når man læser om, hvorfor ens stjernetegn passer særlig godt med ens BFFs og babybrors tegn}

Septembersol, solskinsvejr

{Efter en uge med overskyet og regn var lørdagens vejr til at nive sig i armen over}

Glad type, selfie

{Typen der lige præcis nåede i bad, skifte til en kjole og tage læbestift på (og tage en selfie), inden det ringede på døren}

Fuldkornspizza med græskar

{Efterårsmenu vol. 1: Min go-to fuldkornspizza med græskar og salat med friske figner og æbler}

Æblekage med crumble

{Efterårsmenu vol. 2: Æblekage med æbler fra mine forældres fællesareal}

Min Franko, mops, pug

{Træt søndag på sofaen efter en pakket weekend}

Septembersol, solskinsvejr

{Jeg undgik mega uvejret søndag med regn og hagl, men kom til gengæld ud til det her vejr, og sad i en time uden jakke, mens Frank tullede rundt med de andre hunde. WIN!}

Græskarsuppe

{Søndags(græskar)suppe(rester) på sofaen. Nu er det efterår!}

10 aktiviteter til at gøre din sommer lidt sjovere

juli 19, 2017 at 09:00

Tag-selv-hotdog-bord

Nu har jeg snart sommerferie, og mange er allerede i gang med at nyde deres, og i den anledning har jeg samlet 10 bud på, hvad du kan lave denne sommer i København og omegn for at gøre den ekstra rar og sjov.

 

Der er lidt til, når vejret arter sig og den danske sommer viser sig fra sit allerbedste og til de klassiske regnvejrsdage. Altså de der regnvejrsdage må gerne stoppe helt, men det er tilsyneladende ikke helt så realistisk, og så må man jo hellere bare få det bedste ud af det.

Tag-selv-hotdog-bord

Hjemmelavede hotdogs

Vaffelis

Hjemmelavet vaffelis

{ARRANGER EN HOTDOG- OG VAFFELISFEST}

 

Inviter dem du godt kan lide på en hotdog- og vaffelisfest i din gård eller have, hvis du er så heldig at have sådan en. Detaljerne kan justeres efter ambitionsniveau og tid, men du kan nemt gøre det hele lidt ekstra lækkert med hjemmelavede elementer.

 

Find min opskrift på hjemmebagte pølsebrød og syltede løg her.

H&M Conscious Collection jumpsuit med palmeprint

{TAG PÅ EVENTYR I BOTANISK HAVE}

 

Botanisk Have er en fin perle i centrum af København, som jeg har for vane at glemme alt om. Det er dumt, for det virkeligt hyggeligt at gå tur i selve haven og Palmehuset er genialt til dig, der trænger til et skud varme, men ikke har udsigt til en tur syd på.

 

Botanisk Have, Øster Farimagsgade 2C, 1353 København K

Pandekager, peanut butter, chokolade, vaniljeis

Pandekager, regnvejrshygge

{BAG PANDEKAGER I REGNVEJR}

 

Hvis sommervejret svigter, så er der næppe noget hyggeligere end at trække indendørs og lave en ordentlig stak pandekager og nyde dem med f.eks. god vaniljeis, mørk chokolade, banan, peanut butter og jordbær/hyldeblomst-sirup. Nåh ja, og en kop kaffe.

 

Her finder på min opskrift på klassiske (regnvejrs)pandekager. Du kan også vælge at udskifte pandekager med vafler, det vil helt sikkert være lige så hyggeligt, og mindst lige så lækkert.

Havnebadet Islands Brygge

{BAD I HAVNEBADET PÅ ISLANDS BRYGGE}

 

Når solen skinner i København findes der næppe noget mere oplagt end at hoppe på cyklen og cykle ud til Islands Brygge. Tag et tæppe og et håndklæde med, hent en iskaffe eller en is (eller begge), og køl af i havnebadet efter behov. Vovehalse (aka ikke mig) kan springe i vandet fra hhv. 1, 3 og 5 meter tårnene.

 

Islands Brygge havnebad, Islands Brygge 14, 2300 København S

Gilleleje havn

Gilleleje havn

{KØR TIL GILLELEJE OG SPIS FRISK FISK}

 

Hvis du trænger til at komme lidt ud af byen kan du køre til Gilleleje, eller en af de andre skønne danske havnebyer, og slå dig ned på en af de lokale restauranter og spis lækker frisk fisk. Hvis du har plads til en dessert, kan du købe en is i det lokale ishus og sætte dig og kigge udover havnen eller gå en tur langs stranden.

 

Psst – hvis du ikke har en bil, eller kan låne en, går toget også til Gilleleje fra Hillerød station.

Frank, Social Foodies, is

Kæmpe vaffelis fra Social Foodies

{TAG PÅ TOUR DE IS I KØBENHAVN}

 

Jeg er isglad og synes, at solskinsdage skal fejres på behørigvis. Hvis du har det ligesom jeg, kan du tage på en Tour de Is gennem København og spise dig gennem hovedstadens bedste issteder.

 

Jeg kan anbefale Social Foodies på Frederiksberg, Siciliansk Is på Vesterbro og Christianshavn og Olufs Is på Østerbro. På min to-eat-is-liste ligger Istids saltkaramel-is, en af Leckerbaers instagamvenlige sundays, en vegansk ice cream sandwich NiceCream og gourmet soft ice fra Something Frozen.

Morgenmad på Le Kaff

French toast, armeriddere, Fars Dreng

{MØD EN VENINDE TIL MORGENMAD}

 

Hvorfor altid mødes til aftensmad? Jeg er selv kæmpe fan af morgenmadsdates. Ekstra bonus er, at du kan nå det, inden du skal møde på job, så du kan presse lidt kvalitetstid inden arbejde, hvis du ikke længere har sommerferie. København vrimler med gode morgenmadssteder, men hvis du befinder dig i nærheden af centrum, vil jeg virkelig godt anbefale Fars Dreng i Ny Adelgade.

Frank, picnic, sommer, morgenmad

{PAK EN SPONTAN PICNICKURV OG FIND EN GRØN PLET}

 

Findes der noget bedre end at spise udenfor? Lige på nær på stranden, jeg HADER at spise på stranden for jeg har et utroligt stramt forhold med sand i min mad. Men så er det jo godt, at der ikke vrimler med strande og sand i Københaven, men derimod masser af fine parker og grønne pletter.

Pak et picnictæppe, solcreme, en flaske vand, en god bog eller nogle blade og køb lidt lækkert med på vejen, så har du opskriften på en lækker dag i solen. Jeg er selv ret glad for Enghaveparken, men alle grønne pletter kan gøre jobbet.

Louisiana Museum of Modern Art

Louisiana Museum of Modern Art

{TAG TOGET TIL LOUISIANA MUSEUM OF MODERN ART}

 

Louisiana er mit yndlingsmuseum! Det er mega hyggeligt på ruskende regnvejrsdage, hvor du kan bruge timer på at udforske de forskellige udstillinger og købe dig fattig i fine designting i deres butik. Hvis solen skinner, er haven genial til at tulle rundt i og se på de forskellige figurer eller bare sidde på græsset og kigge ud over Øresund. De laver også en dejlig kaffe og har masser af gode kager.

 

Louisiana Museum of Modern Art, Gl. Strandvej 13, 3050 Humlebæk (10 min. på gåben fra Humlebæk station)

Papirøen

Copenhagen Street Food

Papirøen

{SPIS STREET FOOD PÅ PAPIRØEN}

 

Copenhagen Street Food på Papirøen lukker desværre efter denne sæson, så hvis du ikke allerede har været ude og besøge den københavnske perle, så er det altså nu. En eller anden tåbe må have skrevet om stedet i en international guidebog for det vrimler med turister, men hvis du kan se bort fra menneskemængderne og er så heldig at score dig en plads i solstolene ved havnekanten, så er der altså en hyggelig og rar stemning. Og masser af god mad, naturligvis. I weekenderne er der live musik og gode drinks!

 

Copenhagen Street Food, Hal 7 & 8 Papirøen, Trangravsvej 14, 7/8, 1436 København K