Gensyn og mere forskudssavn

juni 14, 2019 at 08:00

Jeg kan ikke engang se på det her billede uden at få tårer i øjnene. Jeg kan se i mine øjne, hvor ked af det jeg er i det øjeblik, da jeg tager det sidste billede af Frank og jeg aftenen inden min afrejse. Jeg kan ikke bare se det, jeg kan huske præcist, hvor ondt mit hjerte gjorde. Forskudssavnet og den akutte seperationsangst var på sit højeste.

 

Jeg savner ham stadig væk hver dag, men jeg græder ikke over savnet dagligt. Kun dage som i dag, hvor jeg genser det her billeder og savner ham ekstra meget. Det er fjollet for jeg skal se ham om præcis en uge.

 

Jeg skal hjem til min søsters bryllup og har i den forbindelse tre dages kvalitetstid med min yndlingsvæsen. Det er en hurtig tur hjem, ud torsdag aften sent og tilbage til Portugal mandag morgen. Det var det eneste der rigtig gav mening med flytider, -priser og ingen feriedage. Men hvis jeg skal være ærlig, har jeg slet ikke lyst til at tage hjem. Jeg har selvfølgelig lyst til at fejre min søster og hendes kommende mand, og ikke mindst nusse med Frank, måske endnu særligt nusse med ham, men jeg har virkelig virkelig virkelig ikke lyst til at sige farvel til ham igen.

 

Bare tanken gør mig grådkvalt. Jeg er nødt til at fysisk fjerne strømmen af tårer for at kunne se tastaturet. Jeg kan tilstadighed blive overrasket over, hvor højt jeg elsker den plesklump og hvor stort et stykke af ens hjerte en hund kan optage. Jeg ved jo, at jeg ikke får lov at have ham for altid, så det føles forkert ikke at være hjemme hos ham i mange måneder. Omvendt har han det 100% som blommen i et æg hos mine forældre. Han har sin doodle-storebror, have og gåture i skoven. Han savner ikke mig den lille skiderik, men hold op, hvor jeg kan savne ham.

 

I dag er jeg ramt af forskudssavn, fordi jeg ved at efter jeg har set ham og tilbragt flere dage med ham, vil det blive sværere at vende tilbage til Portugal. Jeg kan allerede forudse, at jeg vil være ked og trist i dagene efter jeg er tilbage. Jeg orker ikke det sværeste farvel igen.

Det sværeste farvel

marts 25, 2019 at 21:53

Jeg blev aldrig færdig med det her indlæg inden min afrejse. Jeg kunne simpelthen ikke få ordene ud. Tiden var ikke til det og tårerne pressede sig på (og flød over) hver gang jeg forsøgte. Nu prøver jeg igen.

 

Jeg kunne skrive om mange ting i dag af alle dage, men jeg vil skrive om det der har fyldt allermest de sidste mange uger. Det sværeste farvel.

 

Efter ugers optakt, nej rettere måneders, for forskudssavnet startede, da jeg lukkede døren til min lejlighed på Vesterbro og drog til Nordsjælland med Frank under armen. I dagene op til lejligheden skulle overdrages, trillede tårerne ned ad mine kinder, fordi det føltes som om jeg allerede der mistede min hverdag med Frank. Det gjorde jeg på sin vis også, han er blevet luftet mest af mine forældre sammen med deres hund, mens jeg har pendlet med tog frem og tilbage hver dag. Han har fulgt trofast efter min stedmor, fordi hun ved, hvor maden OG gufferne er og lufter ham dagligt, så jeg er blevet sekundær i hans liv. Jeg har savnet ham i de sidste to måneder. Men ikke så meget som jeg gør lige nu.

 

I dag var dagen jeg har gruet for. Mit farvel til Frank, det sværeste farvel af dem alle. Jeg har naturligvis også glædet mig og været spændt på alle de rigtige måder, men hold nu op, hvor har der bare vokset en knude i min mave. Frank, der normalt sover i mine forældres soveværelse sammen med deres hund for nattefredensskyld, sov i nat hos mig. I min seng endda. Han var eksemplarisk. Han vidste, at der var noget i gære. Han sov sødt og roligt og uden at skulle hen og krase på døren, fordi han skulle se, hvad Ludwig mon lavede kl. 2.17 om natten. I nat var han naturligvis en sand engel, bare for at vise mig, hvad jeg går glip af, mens jeg er i Portugal.

 

Det sidste dage har han fulgt mig ekstra tæt og set observerende til, som jeg har hevet kufferterne op fra kælderen. Han har ligget med hovedet på mine bunker af tøj og kigget på pakkeprocessen med sine store sorgmodige øjne. Han har sprunget op på mit skød og seng, så snart chancen har budt sig og i det hele taget været ekstra nuttet.

 

Det virker uden tvivl helt kakkelak, hvis du ikke selv er hundeejer, men jeg elsker Frank mere end nogen anden. Den lille hårbolle er mit et og alt. Han er min tro følgesvend og kommer til at mangle hans vilde velkomst, våde mopsemøs og hyggelige snorkelyde hver dag.

 

Hvis han bare vidste, hvor hård en beslutning det har været at rejse fra ham. Jeg håber savnet bliver mindre intens, som jeg vender mig til min nye hverdag og liv her. For lige nu har jeg mest af alt lyst til at flyve hjem og hente ham.

Op og ned

marts 12, 2019 at 11:24

Der er stille her på domænet for tiden, I know. Jeg har for mange ting i hovedet og for lidt tid til at få dem ud ad fingrene. Men efter flere dage, hvor overskuddet har været ikke eksisterende til at skrive noget sammenhængende her, blev jeg pludselig overvældet af et behov til at skrive lidt om, hvad der er sket her i den virkelige verden siden sidst.

 

Et af mine yndlings-mantraer er: ‘Alt er en fase’. Gode dage, dårlige dage, sjove stunder, sygdom, træthed, sure miner, overskud, underskud. Alt. Alt sammen er en fase. Derfor har jeg lavet en lille liste over de gode ting og de mindre gode ting, der er sket på det sidste.

 

OP

Gallapremiere på Selvhenter som Frank har en lille bitte ubetydelig rolle i, som reklamehund, men som forsagede en uforholdsmæssig reaktion af ekstase og umanerlig stolthed hos hundemoren her. Kun overgået af, da jeg så hans navn i rulleteksterne. Sjældent har jeg været så begejstret!

 

Selve filmen Selvhenter, som var virkelig sjov. Faktisk en del sjovere end kun klippene vist i traileren. Det er altid er min frygt med den type film, at de har vist alt det sjove i traileren og filmen i sin helhed er so-so. Det synes jeg bestemt ikke Selvhenter var.

 

Den mindste som gang på gang tilbyder at hjælpe mig med mine elektronisk udfordringer og villigt agere sparringpartner i min nye hobby som aspirerende YouTube-stjerne.

 

Over 170 har set min allerførste YouTube-video. Jeg havde en drøm om 100 visninger, så jeg er mere end glad og stolt.

 

Jeg har fået så meget blod på tanden, at jeg har lavet endnu en lille video.

 

Vi formåede at overraske og lave en sjov og hyggelig polterabend for min søster, der skal giftes til juni. Fordi jeg som bekendt snart rejser til Portugal i en ubestemt periode, så valgte vi at placere den tidligt, hvilket var lidt et sats med en ammende kvinde, men med god hjælp fra hendes kommende mand, lykkedes det os at få alt det at spille.

 

Lokumsræs. Verdens sjoveste aktivitet.

 

En sød veninde der var der til at trøste, heppe og tilbyde perspektiv, da tårerne pludseligt væltede ud ad hovedet.

 

Hyggelig legetid med min 2-årige andels-knap-så-meget-baby.

 

En spontan invitation til at tage med ind og se Askepot som ballet på Det Kgl. Teater. En virkelig flot og hyggelig forestilling.

 

NED

En løbende to-do liste, som synes umulig at komme i bund med, trods gode intentioner og overraskende god planlægning fra min side.

 

Et par sammenstød med familiemedlemmer, som jeg synes var ubegrundede og ekstra træls i en svært presset periode i mit liv.

 

Forskud savn og hjertesorg over at vide, at jeg ingen længe skal forlade Frank.

 

En overvældende følelse af træthed og udkørthed, som ikke overraskende går udover mit humør og energiniveau.

 

Indsigten at jeg savner en, der også passer på mig, hjælper til, når der er rigeligt, og sørger for, at jeg har det godt, så den ikke hænger udelukkende på mig, når tiden og overskuddet til at passe på mig selv mangler.

 

Min nye iPhone 10XS kom i en grim beige-agtig farve med en smule guld, og slet ikke i den fine rose gold, som min sidste iPhone havde. Øv! Jaja, det er first world problems, men helt ærligt, hvorfor laver man en dyr telefon i verdens grimmeste farve?!