Julehilsen og savn

december 13, 2015 at 22:04

Julekort fra mormor

Julekort fra mormor

Forleden lå der et brev i min postkasse med sirlig skråskrift. En julehilsen fra min mormor. Et stort smil bredte sig over mine læber, da jeg så indledningen: ‘Kære Kathrine og Frank’. Kun i en hundefamilie bliver hundene tituleret i årets julekort. Hilsnen var sød og kort, en opdatering på livet og juleplanerne.

 

Da mine øjne kom til afrundningen mærkede jeg et lille stik – ‘Mange kærlige hilsner fra mormor’. Ikke noget morfar. Det er stadig underligt, at han ikke er her længere.

 

Det er faktisk allerede den anden jul min mormor skal tilbringe uden min morfar og den første jul for min farmor uden min farfar. Indenfor få måneder mistede jeg først min morfar og så min farfar. Jeg har været heldig at have alle mine bedsteforældre til slutningen af 20’erne, men det gør ikke savnet mindre.

 

Jeg har en stor familie og det betyder også, at jeg ikke ser dem alle så ofte som jeg gerne vil. Særlig dem der ikke bor på Sjælland. At miste nogen er en underlig størrelse, uanset hvor tit man så dem. Julen har altid været et samlingpunkt i min familie, som i så mange andres, og i år tænker jeg tilbage på nogle af de rare juleminder jeg har delt med min morfar og farfar.

 

Et af mine yndlingsjuleminder er fra mange år tilbage, hvor min mormor og morfar havde kælderen fyldt med bokserhvalpe juleaften. Mine søskende, fætre og kusiner og jeg tilbragte mindst halvdelen af aftenen nede blandt de små hvalpe med hundemøs og leg. Aftenens højdepunkt var da min morfar, bokserelskeren over dem alle, kom op med den mest bedårende hvalp med en rød sløjfe om halsen og forærede den til min onkel A i julegave. Busse Rosita Katharina Båtnakke blev hun senere døbt.

 

Et andet juleminde som står stærkt i min erinding er fra en helt særlig juleaften hjemme hos min farmor og farfar som barn. Jeg var det eneste barn faktisk. Julemanden kom og bankede på døren. Jeg var estatisk! Med sig havde ham en kæmpemæssig sækkepude til mig, som jeg elskede i årevis. Jeg var en af de børn der troede på Julemanden, fuldt og fast (og længe), så da jeg som voksen så billedet af, hvordan jeg sidder på Julemandens skød i min farfars lænestol, kom jeg til at grine højt. Det var tydeligvis min onkel H i en ringe forklædning som julemand (hans eget brune hår stikker tydeligt ud under huen og han har sine egne flotte 80’er briller på), men det ænsede jeg slet ikke.

 

Som den traditionsfan jeg er, vil jeg i år huske på en fast tradition til juleaften med min farfar; at læse juleevangeliet højt. Jeg kan tydeligt huske min farfar læse det højt og senere, da jeg blev større, blev jeg spurgt om jeg ikke ville læse det. Jeg har aldrig kunne fordrage at læse højt, særligt hvis jeg skulle komme til at lave en fejl foran min farfar, som jeg så gerne ville gøre stolt. Jeg husker, hvordan jeg stansede ved et ukendt ord, hvilket kan jeg dog ikke huske, forsøgte mig frem og min farfar forsigtigt rettede mig. Jeg syntes, det var så pinligt, men jeg er sikker på, at min farfar knapt nok bemærkede det. Så i hans minde vil jeg videreføre traditionen til vores juleaften i år – og dem fremover.

 

Til alle dem der savner nogen ekstra meget ved juletid sender jeg mine allerkærligste tanker♡

Julekort fra mormor

Min fine farfar

februar 6, 2015 at 20:23

Farfar og farmor

Som I ved mistede jeg min fine farfar i sidste uge, og selvom det på mange måder havde været ventet, han var gammel og syg, så er det aldrig sjovt at sige farvel til en man holder af. Af alle mine mange sæt bedsteforældre har min farmor og farfar altid været dem jeg har været tættest med.

 

Jeg er blevet passet oppe hos min farmor og farfar et utal af gange som barn. Jeg har tilbragt utallige timer ude i deres have, rode i bed og spise bær og tumle rundt med mine kusiner. Min ældste kusine og jeg har haft masser af hyggeweekender deroppe sammen. Side om side på sovesofaen i gæsteværelset. Jeg har været på tur til Jagt- og Skovbrugsmuseet sammen med dem, pakket picnic og kørt på stranden, badet i havet og gået ture med deres border collie Lasse. Jeg fået serveret rigtig mange ostemadder til aftenskaffen, som måske er en af de små fjollede ting jeg husker min farfar for. Han var meget glad for et stykke franskbrød med Gamle Ole, og som barn sagde jeg aldrig nej til selv den mest krasbørstige fætter for at imponere min farfar.

 

Min farfar var det jeg vil kalde fifi. I stedet for at købe nyt reparerede han det der var gået i stykker eller fandt på en ny og smart løsning selv. Der var intet frås eller spild, således blev det tandbørstehylster halveret og limet på hundens hundesnor, så der var et lille rum til hundeposer, hans gamle morgenkåbe blev til karklude (der hjalp min farmor nok) og metallukkeren på rugbrødspakken blev gemt til senere brug. På min fars side familie bliver nogen kærligt kaldt Hansen, hvis der er noget de ikke kan/vil smide ud. Eller hvis de fortsætter med at hyggespise – også selvom de egentlig er færdige. Sådan var min farfar.

 

Min farfar vidste alt muligt om historie og geografi, og på rigtige mange måder har han altid præget min lyst til viden. Han kunne redegøre i detaljen for eksempelvis Anden Verdenskrig og han var videbegærlig som kun de færreste. Og var han tvivl, så kom atlaset eller leksikonet frem. Han har altid opfordret os børnebørn til at tilegne os ny viden på sin helt egen stilfærdige måde. Der var ingen tvang, kun små usagte skub i form af spørgsmål, fortællinger og forklaringer.

 

Da jeg var barn ville han spørge min kusine og jeg om vi ville læse høj fra bagpå mælkkartonen – uden tvivl så han kunne høre, hvor gode vi har blevet til at læse. Jeg var så nervøs for at læse forkert eller støde på et ord jeg ikke kendte, men hvis det skete hjalp han bare en igennem stavelserne. Der var aldrig nogle sure miner.

 

Når jeg kom på besøg blev jeg altid inviteret med ud i haven. Han ville vise mig rundt og fortælle mig om de forskellige bærsorter og om de grønsager han havde plantet sammen med min farmor. Han elskede sin have og tilbragte mange timer ude i sine bed. Også her lå skjulte læringsmuligheder og han kunne fortælle om højt som lavt.

 

Selvom han ikke er her længere, lever en del af ham videre, for hvert et atlas jeg kigger i eller leksikon jeg slår op i vil jeg huske ham og forsøge at pleje den nysgerrighed han har plantet i mig. En dag vil jeg fortælle mine børn om min farfar og gøre mig umage med at give næring til deres nysgerrighed, lyst til at søge ny viden og dygtiggøre sig, som han så fint har gjort med mig.

 

English: As you know I lost my grandfather last week, and although it in many was excepted, he was old and sick, it’s never fun saying goodbye to someone you love. Out of my many sets of grandparents my grandmother and grandfather on my dad’s side have always been the ones I’ve been closest to. 

 

I’ve been babysat at my grandmother and grandfather’s countless time as a child. I’ve spent many hours in their garden, eating berries and tumbling around with my cousins. My oldest cousin and I have had lots of sleepovers over weekends together. Side by side on the sofa bed in the guest room. I’ve been to museums with them, packed a picnic and driving up to the beach, bathed in the ocean and gone for walks with their border collie Lasse. I’ve eaten lots of bread with cheese as an after dinner snack, which might be one of the little silly things I remember him for. He really liked a slice of bread with his very mature (and extremely pungent) cheese, and as a child I’d never decline even the most stinky cheese to impress my grandfather. 

 

My grandfather knew all kind of things about history and geography, and in may ways he’s always influenced my love of knowledge. He could tell about World War II down to the smallest detail and he had an inquiring mind like few others. And was there something he couldn’t remember then he’d find the atlas or the encyclopedia. He has always encourage us grandchildren to seek out new knowledge in his own quiet fashion. There was no coercion, just unspoken gentle pushes in the shape of questions, stories and explanations. 

 

When I was a child, he’d ask my cousin and me to read from the back of the milk carton, so he could hear how good we’d gotten. I was so nervous getting something wrong or stumbling over a word I didn’t know, but if it happened he’d just help us through the syllables. 

 

When I came to visit he’d always invite me out to the garden. He would show me around and tell me about the different kinds of berries and about the vegetables he’d planted with my grandmother. He loved his garden and spend many hours in his vegetable beds. Here too were many hidden opportunities to past on knowledge and he could tell various facts about high and low. 

 

Even though he isn’t here anymore, a part of him lives on, for every atlas or encyclopedia I look something up in I’ll remember him and try to nurture the thirst for knowledge he’s planted in me. One day I’ll tell my children about my grandfather and try my best to give plenty of nurture to their curiosity and thirst for knowledge, like he did with me.