Gensyn og mere forskudssavn

juni 14, 2019 at 08:00

Jeg kan ikke engang se på det her billede uden at få tårer i øjnene. Jeg kan se i mine øjne, hvor ked af det jeg er i det øjeblik, da jeg tager det sidste billede af Frank og jeg aftenen inden min afrejse. Jeg kan ikke bare se det, jeg kan huske præcist, hvor ondt mit hjerte gjorde. Forskudssavnet og den akutte seperationsangst var på sit højeste.

 

Jeg savner ham stadig væk hver dag, men jeg græder ikke over savnet dagligt. Kun dage som i dag, hvor jeg genser det her billeder og savner ham ekstra meget. Det er fjollet for jeg skal se ham om præcis en uge.

 

Jeg skal hjem til min søsters bryllup og har i den forbindelse tre dages kvalitetstid med min yndlingsvæsen. Det er en hurtig tur hjem, ud torsdag aften sent og tilbage til Portugal mandag morgen. Det var det eneste der rigtig gav mening med flytider, -priser og ingen feriedage. Men hvis jeg skal være ærlig, har jeg slet ikke lyst til at tage hjem. Jeg har selvfølgelig lyst til at fejre min søster og hendes kommende mand, og ikke mindst nusse med Frank, måske endnu særligt nusse med ham, men jeg har virkelig virkelig virkelig ikke lyst til at sige farvel til ham igen.

 

Bare tanken gør mig grådkvalt. Jeg er nødt til at fysisk fjerne strømmen af tårer for at kunne se tastaturet. Jeg kan tilstadighed blive overrasket over, hvor højt jeg elsker den plesklump og hvor stort et stykke af ens hjerte en hund kan optage. Jeg ved jo, at jeg ikke får lov at have ham for altid, så det føles forkert ikke at være hjemme hos ham i mange måneder. Omvendt har han det 100% som blommen i et æg hos mine forældre. Han har sin doodle-storebror, have og gåture i skoven. Han savner ikke mig den lille skiderik, men hold op, hvor jeg kan savne ham.

 

I dag er jeg ramt af forskudssavn, fordi jeg ved at efter jeg har set ham og tilbragt flere dage med ham, vil det blive sværere at vende tilbage til Portugal. Jeg kan allerede forudse, at jeg vil være ked og trist i dagene efter jeg er tilbage. Jeg orker ikke det sværeste farvel igen.

D. 15. maj 2019: En drøm der blev til virkelighed

maj 24, 2019 at 22:08

D. 15. maj tikkede et screendump ind via WhatsApp fyldt med streger, et stort hjerte og en kæmpemæssig emoji med hjerter i øjnene. Det var et screendump af en kalenderpåmindelse fra en kær ven med teksten ‘Ask Kathrine where she is living now’.

 

Da jeg så den blev jeg ramt af tusindvis af følelser på en og samme tid; nostalgi, savn, kærlighed og ikke mindst stolthed.

 

Forhistorien til kalenderpåmindelsen er et tilfældigt møde med den skønneste argentinske fyr, Manuel, på selvsamme surfcamp, hvor jeg nu bor og arbejder, i august sidste sommer. Fra det øjeblik vi mødte hinanden klikkede vi. Vi endte med at tage en yogatime sammen, og fnise os hele vejen igennem, for bagefter at lade os overtale af samme yogalærer til at tage med til en koncert i en butik/café/skateboardpark mm. ved navn Boardriders Quicksilver.

 

Den aften, som vi nyder vores kolde øl og den smukke solnedgang til tonerne af aftenens band, deler vi vores drømme og håb for fremtiden. Jeg fortæller, at jeg drømmer om at bo et andet sted end i København i det kommende år, Manuel vil finde ud af, hvad han skal satse på professionelt. Han foreslår, at vi hver især vælger en dato og et spørgsmål, som vi kommer i den andens kalender, så vi kan holde hinanden op på vores målsætninger. Uden at have udvekslet telefonnumre, Facebook-kontakter eller Insta-handles, skriver vi den andens spørgsmål og dato i vores kalendre og danser videre.

 

Senere på ugen kommer vi i tanke om, at vi ikke har praktisk mulighed for at følge op på vores idé, og griner over vores dumhed, men er samtidig rørende enige om, at vi vil holde kontakten efter vi begge har forladt Ericeira.

 

D. 15. maj sidder jeg, uden nærmere tilknytningen til selve datoen, sammen med en veninde, da en besked popper op på min skærm fra Manuel. Det tager nogle sekunder før jeg forstår, hvad han har sendt mig. Vi er kommet til datoen, hvor jeg havde en drøm om at have bosat mig i udlandet, nærmere bestemt Portugal, og det var lykkedes.

 

Jeg gjorde det! Det lykkedes! Jeg tog alle de fornødne beslutninger, håndterede alle de praktiske ting der går forud for en flytning til udlandet og jeg fulgte mit hjerte. Tårerne strømmede ned ad mine kinder. Lykke, overvældelse og ren og skær stolthed fyldte min krop.

 

Der er gået helt utrolig mange tanker, overvejelser og bekymringer forud for, at jeg opsagde mit job, udlejede min lejlighed og tårevædet kyssede Frank på gensyn. Nu befinder jeg i en lille kystby i Portugal, ejer mit eget surfbræt og bruger hver dag på aktivt at dyrke det der gør mig allermest glad. Jeg er usigelig taknemmelig for min egen tro på, at det hele nok skulle lykkedes, at penge, tryghed, faste rammer og den traditionelle vej, ikke er det eneste mål i livet.

 

D. 15. maj markerer beslutningen om at følge min drøm. Det er op til mig til at definere det liv, der gør mig allermest glad og giver mening for mig, og det liv finder jeg pt i Ericeira. Drømme kan blive til virkelighed.

Kalenderpåmindelse, ask Kathrine where she is living

Surffrustrationer og -successer

maj 9, 2019 at 13:23
Surfing, Ericeira, Portugal

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været noget bekrymret og stresset over mængden af surfing jeg har gjort i løbet af min første halvanden måned her. En kombination af, at jeg ikke kan deltage i lektioner, der ligger for tæt på, eller i løbet af, min receptionsvagt, som starter kl. 17 om aftenen, at der ikke altid er plads til en ansat på holdene pga. plads i bilerne og/eller i forholdet mellem antal elever og instruktører og generelle vejrforhold, som nogle gange betyder, at lektioner bliver aflyst, har betydet, at jeg gennemsnitlig har surfet to gange per uge.

 

Det har været frustrerende, eftersom jeg har sagt mit danske job op, for netop en ting – surfing. Mit mål har været, og er, min. fire gange om ugen, så selv sagt er to gange ikke tilfredsstillende. Jeg har ikke flyttet fra min fine lejlighed, min søde hund, mine gode veninder og vinket farvel til pensionsordning og god indkomst for at blive en professionel receptionist på en surfcamp i Portugal. Jeg synes, at min receptionisttjans er virkelig hyggelig og jeg kan godt lide arbejdet, men når alt kommer til alt, var det ikke for at lave bookinger i en portugisisk bookingsystem, at jeg flyttede til Portugal.

 

Men som med alting, så går det op og ned, og efter et par uger med minimal surfing på grund af stormvejr i området, så vendte mit surfheld i sidste uge. Jeg var med ude på et begynderhold, og pludselig tog jeg mig selv i at lændges efter at prøve kræfter med de grønne bølger igen. Jeg havde på det tidspunkt ikke været på et intermediate-hold siden august, og havde egentlig ikke været på så mange begynderhold, men alligevel føltes jeg, at jeg var ved at være tilbage. Både i forhold til evner og mod.

 

Så næste morgen sendte jeg en besked til en af surfinstruktørerne og sagde, at jeg følte mig (semi) klar til at bestå fra begynderne og prøve et intermediate-hold, når forholdene var gode (læs. små bølger) og han mente, at jeg var klar. To sekunder efter skrev han tilbage: ‘Måske i dag’. Sommerfuglene i min mave baskede. Okay, så måtte jeg jo gøre mig klar og prøve holdet senere samme dag, nu var der ingen vej udenom.

 

Vi ankom til Riberia D’ilhas, stranden hvor jeg havde en af mine første intermediate-lektioner sidste sommer, som var lige rigelig vild til mit niveau, men som jeg alligevel klarede. Jeg kunne mærke nervøsiteten stige. Som vi padlede ud, kunne jeg mærke mine ben og arme ryste. Jeg fokuserede på min vejrtrækning, dybe vejrtrækninger helt ned i maven, og gentog for mig selv, at jeg sagtens kunne klare det.

 

Da jeg først var kommet ud til line-uppet var synet det hele værd. Omgivet af rå klippevægge på begge sider, udsigten ind til stranden, høj solskin og blå himmel. Jeg følte en sus af lykke og stolthed. Det var lige meget om jeg fangede nogle egentlige bølger, bare det at være kommet ud var nok i sig selv.

 

Det var min hidtil BEDSTE surfsession og jeg fik mine to BEDSTE bølger nogensinde! Jeg red begge længere og mere sikkert end nogensinde før og jeg var ikke til at skyde igennem bagefter. Præcis den følelse er hele grunden til, at jeg flyttede til Ericeira.

 

Dagen efter var forholdene stadig gode, små, rene bølger og næsten ingen vind, men desværre lå intermediate-holdet for sent på dagen til, at jeg kunne komme med, så jeg prøvede at komme på begynder-holdet, men der var ikke plads. Slukøret og trist skrev jeg til en veninde jeg mødte på campen sidste år, som nu bor her fast, og hun svarede fluks tilbage, at hun drak kaffe på en nærtliggende strand og ventede på sin næste surfsession. Jeg klaskede solcreme på og sprang afsted.

 

Da jeg ankom nåede jeg ikke engang at bestille en kaffe, inden hun på uransageligvis fik mig overtalt til at hente mit surfbræt og våddragt og køre ud til Riberia på egen hånd. Hun er en habil surfer og hendes tillid til, at jeg kunne padle ud med hende, gjorde mig så stolt. Jeg lod mig overtal,e og da vi kom ud til stranden, kunne jeg ganske rigtigt se, at forholdene var idelle til en erfaren, trods alt, begynder, som mig selv. Vi hoppede i vores våddragter og hun kiggede på mig og spurgte om jeg var nervøs, og jeg svarede ærligt, at jeg var overraskede lidt nervøs. Gårsdagens succesoplevelse havde gjort vidundere for min surfselvtillid. Jeg følte mig klar til at give det en chance.

 

Det er vel at mærke er noget jeg kun havde tænkt måske kunne være en lille mulighed for, at jeg måske, på en god dag, kunne overveje at måske padle ud med en ven på egen hånd uden en professionel surfinstruktør eller livredder i slutningen af året, når jeg havde fået en hel del mere øvelse og erfaring.

 

Et par uerfarne fyre på hård boards, gjorde mig noget nervøs, da de valgte begge at gå efter en bølger som jeg padlede ud midt imellem dem, men bortset fra min angst over at blive ramt af andre, så var jeg overraskende rolig derude. Jeg fangede endda to bølger selv, det var hverken flot eller overbevisende, da jeg var noget bekymret for at ramme klipperne, som omgiver hele stranden, men jeg gjorde det. Helt selv!

 

Jeg var så glad og uendelig stolt over rent faktisk at have taget ud selv, og så taknemmelig for min venindes tiltro til mig og villighed til at tage mig med ud.

 

De to efterfølgende dage lykkedes det mig at komme på to yderligere intermediate-hold og øve mig endnu mere. Jeg skal stadig øve mig i at komme hurtigere op på mit bræt og ikke tøve, når jeg er på toppen af den grønne bølge, men jeg kan mærke, hvordan jeg langsomt får en bedre og bedre fornemmelse for bøglerne og min selvtillid i vandet vokser.

 

Det er utroligt, hvad fire gode dage i vandet har gjort for ikke bare min glæde ved surfing, men mit liv her i Ericeira. Jeg øver mig i at væbne mig med tålmodighed og have tiltro til, at der er mange flere gode dage i vandet for mig i de kommende måneder.