En juleaften uden julegaver

december 30, 2018 at 10:46
Julegaveindpakning, inspiration

Jeg tog som bekendt en beslutning om, at jeg gerne ville prøve at fejre juleaften uden at give eller modtage gaver. En kontroversiel beslutning skal jeg hilse at sige, nogle følte nærmest, at jeg havde aflyst julen og mange kom til forslag til, hvordan jeg kunne give (og få) lidt julegaver med forskellige ordninger. Men ingen idéer, som jeg også selv havde overvejet, ville give helt mening i min skilsmissefamilie.

 

Kun søskende? Hvad med deres kærester? Og børn (et barn indtil videre)?

 

Kun forældre og søskende? Det ville være 8 personer, plus kærester og baby, 11 personer. Det er alligevel stadig en del.

 

Kun dem jeg holder jul med? Jamen det ville altid ekskludere min mor, stedfar, bror og søster, som jeg ikke holder jul med, fordi jeg holder normalt juleaften med min far og min stedmors familie. Det ville jeg synes var underligt.

 

Kun til børnene? Jamen det efterlader reelt set tre fætre (som er mellem 12-16 år) og min lille niece på 5 mdr. Det ville heller ikke give mening for mig.

 

Så beslutningen faldt på ingen julegaver. Og det overholdte jeg. Eller det vil sige, det er løgn. Jeg lavede en lille bordkalender med billeder af hundene, som er en fast tradition, til min stedmor og pakkede den ind fra Frank og Ludwig. Derudover købte jeg et styks juletræpynt til min anpartsbaby og niece, som er en tradition. Gaverne blev dog pakket ind i ikke-julepapir og givet inden jul, så det var ikke julegaver, ha!

 

Hvordan gik det så med en juleaften uden julegaver? Overraskende smertefrit kan jeg afsløre. Min onkel og tante havde ikke fået min mail om mit julegaveønske, så de havde en lille gaveæske med og min farmor et sæt håndklæder, men i øvrigt havde alle accepteret min beslutning. Det føltes på ingen måder tomt eller kedeligt, at der ikke var julegaver til mig. Det var nærmere dejligt afslappende, som jeg kunne se, at den mindste i selskabet ikke kunne vente med at fortsætte gaveuddelingen, i håbet på at støde på en til sig selv, og gaverne derfor hobede sig op på de voksnes skød og måtte åbnes hurtigere og hurtigere. Normalt er det mig der sidder med en kæmpe bunke til sidst og febrilsk må åbne dem.

 

Jeg tror, at jeg tager et år til uden gaver. Jeg savnede det ikke spor.

 

Mit håb var, at min december skulle være dejlig afstressende med masser af tid til julerier nu der ikke var 35 plus gaver, der skulle købes og fordeles, men sådan gik det ikke helt. To snarlige flytninger, den ene umiddelbart efter nytår, og derefter en til udlandet, har gjort min to-do liste uendelig lang, så afslappende synes jeg ikke helt måneden har været. Til gengæld håber jeg, at det bliver det hele værd, når jeg kan indløse den største gave jeg nogensinde har givet mig selv; et (næsten helt) voksensabbatår til surfing og eventyr. Se, det er da en julegave, der er til at føle på!

Juleferie-status

december 29, 2018 at 10:56
Julepynt, julestjerner, lyskæde

Det er hverken første eller sidste gang det er sket, men alligevel kommer det altid bagpå mig, når der går mange dage i streg, hvor jeg ikke åbner min computer og dermed heller ikke stikker hovedet frem herinde.

 

Jeg var nødt til at tjekke, hvornår sidste indlæg var dateret – d. 20. december simpelthen. Jeg er røget ind i den der famøse julesump i dagene mellem jul og nytår, hvor du vitterligt ikke har en idé om, hvilken dag det er eller hvornår du sidst vaskede dit hår.

 

I år er første år i mandsminde (eller noget deromkring), hvor jeg har holdt helt fri mellem jul og nytår. Hold nu op, hvor er det skønt. Jeg har altid ‘sparet’ de fridage til faktiske feriedage i udlandet, men på grund af alt det tumult jeg oplevede på mit job i efteråret, besluttede jeg mig for, at jeg ville holde helt fri og få slappet godt af i julen.

 

Det har vist sig at være ekstra belejligt, da jeg skal være ude af min lejlighed d. 6. januar, så jeg har en del praktiske ærinder og løse ender, inden jeg er (fysisk) klar til det ryk. Den mentale del må følge med. Åh hvor jeg kommer til at savne fine, fine København og mit og Franks lille hjem på Vesterbro. Eyes on the prize, eyes on the prize.

 

Uden at kunne sige med overbevisning, hvilken dato eller dag det er, så ved jeg, at der er under 3 måneder til jeg flytter til Portugal. 2019, du kan bare komme an!

 

Men inden det bliver 2019 vil jeg fortsætte med at hænge ud i mit nattøj til langt op ad dagen, sætte mit småfedtede hår op i en knold og kalde det en acceptable løsning, se de sidste julefilm, læse i min bog og nusse Franks små bløde øre ekstra meget.

 

Rigtig glædelig (bag)jul til dig!

Ord fra gemmerne

december 18, 2018 at 15:55
Julegaveindpakning, inspiration

I forbindelse med min snartligt forestående flytning er jeg i fuld gang med at rydde op i skuffer og skabe, pakke ned og smide ud. Hold nu op, hvor kan der være mange ting på 57 kvm, skræmmende meget skal jeg lige hilse og sige. Og hvor har jeg gemt mange underlige ting. 

 

Men en ting jeg har gemt gennem årene, som jeg ikke kan eller vil skille mig af med, er diverse breve og kort til forskellige anledninger; fødselsdage, studentergilde, nye job, jul og alt derimellem. 

 

Forleden var jeg i gang med at rydde ud i mit tøjskab, da jeg fandt min gamle hatteæske fyldt med gamle hilsner. Jeg kunne naturligvis ikke dy mig for at læse et par stykker, to blev til 10, der blev til 30. Så meget for produktivitet, men noget så hyggeligt altså. 

 

Blandt dem fandt jeg et julekort min tidligere chef skrev til mig for 8 år siden. Nuvel er jeg måske lidt mere grådlabil for tiden end jeg har for vane for, men jeg blev simpelthen så glad og rørt, da jeg læste hans ord. 

 

Julen 2010

 

Kære Kathrine,

 

Samarbejde er mange ting og du har givet DJØF og ikke mindst mig en ny positiv oplevelse af din fortolkning af ordet. Fart over feltet og “frækkere” end de fleste af dine forgængere, styrer du CBS med evner der ligger over niveau for dine lægmænd/kvinder. Jeg har faktisk aldrig troet at finde en kommunikatør med dine talenter og tunge, men det var selvfølgelig også Dave og Mie der fandt og fangede dig :)

 

Du har stadig lidt at lære om DJØF, fx at være medlem, men jeg kan ikke lære dig mere og er glad for at se hvor godt du passer ind i vores blå midte, selvom du indeholder alle regnbuens farver. Brug dem klogt. I ønsket om de allerbedste af juler og et energisk nytår! Tak for samarbejdet so far. 

 

Kh Stefan

 

For typen der har tendens til at være temmelig selvkritisk og hård ved sig selv, så betyder ord som disse særligt meget. Det kort kom selvsagt tilbage i bunken igen. Jeg er sikker på, at næste gang jeg genfinder det, vil det gøre mig lige så glad igen over de fine ord. 

 

Det er desuden en god påmindelse om, hvad det skrevne ord kan. Jeg vil straks komme ‘skrive flere håndskrevne hilsner’ på min nytårsforsætsliste for 2019.