Siden jeg er kommet til Portugal… – del III

juni 15, 2019 at 18:35
  • er min flækkede negl næsten vokset ud igen.
  • ligner resten af min fod et krater af sår og rifter.
  • har jeg slået min tå ved at hoppe af brættet (ja, igen…) så den blev lilla.
  • elsker jeg på underligvis alle mine små surfskader.
  • har jeg endelig fået min surf-mojo tilbage.
  • taget en masse intermediate-hold.
  • haft adskillige gode, lange bøgler og begyndt at tro på mine evner igen.
  • endelig modtaget mit plastikfrie cover og skærmbeskyttelse fra Pela.
  • været utrolig taknemmelig over en venindes omsorg under en grim mavevirus.
  • følt mig stresset over en af mine (utrolig fraværende) chefs kommunikationsevner. Eller manglen på samme.
  • moret mig over, hvor forskellige danskere og portugisere er.
  • bandet over, hvor forskellige danskere og portugisere er.
  • haft min far på visit efter en forretningsrejse til Lissabon.
  • været imponeret over min fars villighed til at prøve kræfter med surfing.
  • grædt af træthed og overvældelse efter en skræmmende surfoplevelse med store bølger.
  • steget op på hesten dagen efter og taget ud igen for at overkomme min frygt.
  • taget på en spontan road trip syd fra Ericeira med sjove mennesker fra surfhuset.
  • været i et (mindre) biluheld.
  • kørte den ene af to biler i road trip-gruppen op i den anden.
  • besøgt den smukkeste strand for enden af en meget stejl skrant.
  • bandet over mit valg af fodtøj.
  • blevet inviteret til spontan bbq hos en nu ny veninde.
  • haft nogle sjove nætter ude med dans og shots.
  • stået tidligt op næste morgen for at surfe.
  • potentielt været stadig fuld, mens jeg surfede.
  • klaret lektionen overraskende godt trods mindre promille.
  • nydt de smukkeste solnedgange.

Surfcamplivet: Knap 3 måneder senere

juni 13, 2019 at 12:39

Det er den samme sang I har hørt før, men det gør det ikke mindre sandt. Tiden flyver bare afsted. Jeg har snart været i Portugal i 3 måneder. 3 måneder! Det føles som en uge og samtidig et år. Tid er altså en underlig størrelse.

 

Men jeg savner mit lille virtuelle frirum herinde. Jeg savner at skrive og dele. Vende stort og småt. Jeg har gjort det til et mål for mig selv at skrive mere i juni. Det er allerede d. 13. juni, så der er vist rum for forbedring, haha.

 

Jeg har det godt. Rigtig godt faktisk. Jeg er virkelig grundglad og tilfreds med min situation. Jeg kan ikke klage. Jeg har været inde i en rigtig god surf-steam. Jeg er kommet med på nærmest alle intermediate-lektioner i over to uger og jeg kan langt om længe se, at jeg gør ægte fremskridt med min surfing. Det gør mig usigeligt stolt og glad. Surfinstruktørernes bekræftende og begejstrede ros gør det umuligt ikke at gå rundt med det største smil.

 

Det bekræfter mig i, at jeg tog den rigtige beslutning. Ikke bare at opsige mit job, men at komme netop her og for at surfe. Efter en småsvær start med for lidt surfing efter mit hoved, er det ekstra rart at være landet et sted, hvor jeg kan slappe bedre af og bare være i det. Tiden flyver og jeg må minde mig selv om at nyde hvert et øjeblik jeg har her.

 

Som jeg bliver bedre og mere komfortable med åbent hav, store bølger og alt det der tidligere skræmte mig til tårer, så tænker jeg mere og mere over, hvad jeg skal stille op mod slutningen af året. I skrivende stund ser jeg ikke mig selv sidde indenfor foran en computer i otte timer hver dag, langt væk fra havets bølger. Jeg overvejer mine muligheder og tænker på, hvad der vil give mest mening for mig. Eller rettere, hvad der vil gøre mig gladest. I sidste ende må det være den løsning der giver mest mening.

Om at være syg langt væk hjemmefra

maj 21, 2019 at 12:37

Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte. Så meget er sket siden sidst, og samtidig ingenting. De nyeste begivenheder inkluderer en grim mavevirus kombineret med ondt i halsen, som fik mig i knæ i 24 timer. Jeg kan rapportere, at kombinationen af konstant kvalme, opkast, dehydrering, hovedpine, ondt i halsen toppet af med hoste er ikke sjov. Jeg troede mit hoved ville eksplorere, som min maven insistererende forsøgte at tømme sig selv igen. Jeg kunne ikke holde noget i mig. Undskyld, min oversharing.

 

Sidst på dagen, mens jeg lå med hoved i toilettet igen, kom jeg til at kalde på min mor. Kender I det, når I er jeres allermest ynkelige, er der kun en der dur, og det er din mor?

 

Pludselig kunne jeg mærke, at jeg er lang væk. Jeg har hele tiden savnet Frank, ham er jeg vant til at have ved min side på alle tidspunkter af dagen, men for første gang i går savnede jeg at have min familie og veninder tæt på mig. At være syg lang væk hjemmefra er bare trist. Du føler dig ekstra lille og sårbar uden dit netværk af mennesker du normalt kan regne med. Heldigvis var min surfveninde og navnesøster fra Marokko, Catherine, her, og hun ventede cola, is og piller mod maveonde til mig. Sjældent har jeg været så taknemmelig.

 

I dag har jeg det heldigvis meget bedre. Min hals er stadig øm og fyldt med kriller og jeg har snot i hovedet og særligt ørene (?!), men min mave accepterer både mad og drikke. Der er ikke noget som at komme ud på den anden side efter et opkasthelvede, der kan gøre dig taknemmelig for små ting, f.eks. blot det faktum at alt tankekraft ikke går til at vurdere på på kvalmeskalaen man befinder sig og hvor hurtigt man skal løbe ud på toilettet.

 

Nu tror jeg, at jeg vil ringe til min mor og fortælle hende, at jeg savner hende.

 

Jeg håber, at du har en dejlig (sygdoms- og opkastfri) dag!