Siden jeg er kommet til Portugal… – del III

juni 15, 2019 at 18:35
  • er min flækkede negl næsten vokset ud igen.
  • ligner resten af min fod et krater af sår og rifter.
  • har jeg slået min tå ved at hoppe af brættet (ja, igen…) så den blev lilla.
  • elsker jeg på underligvis alle mine små surfskader.
  • har jeg endelig fået min surf-mojo tilbage.
  • taget en masse intermediate-hold.
  • haft adskillige gode, lange bøgler og begyndt at tro på mine evner igen.
  • endelig modtaget mit plastikfrie cover og skærmbeskyttelse fra Pela.
  • været utrolig taknemmelig over en venindes omsorg under en grim mavevirus.
  • følt mig stresset over en af mine (utrolig fraværende) chefs kommunikationsevner. Eller manglen på samme.
  • moret mig over, hvor forskellige danskere og portugisere er.
  • bandet over, hvor forskellige danskere og portugisere er.
  • haft min far på visit efter en forretningsrejse til Lissabon.
  • været imponeret over min fars villighed til at prøve kræfter med surfing.
  • grædt af træthed og overvældelse efter en skræmmende surfoplevelse med store bølger.
  • steget op på hesten dagen efter og taget ud igen for at overkomme min frygt.
  • taget på en spontan road trip syd fra Ericeira med sjove mennesker fra surfhuset.
  • været i et (mindre) biluheld.
  • kørte den ene af to biler i road trip-gruppen op i den anden.
  • besøgt den smukkeste strand for enden af en meget stejl skrant.
  • bandet over mit valg af fodtøj.
  • blevet inviteret til spontan bbq hos en nu ny veninde.
  • haft nogle sjove nætter ude med dans og shots.
  • stået tidligt op næste morgen for at surfe.
  • potentielt været stadig fuld, mens jeg surfede.
  • klaret lektionen overraskende godt trods mindre promille.
  • nydt de smukkeste solnedgange.

Gensyn og mere forskudssavn

juni 14, 2019 at 08:00

Jeg kan ikke engang se på det her billede uden at få tårer i øjnene. Jeg kan se i mine øjne, hvor ked af det jeg er i det øjeblik, da jeg tager det sidste billede af Frank og jeg aftenen inden min afrejse. Jeg kan ikke bare se det, jeg kan huske præcist, hvor ondt mit hjerte gjorde. Forskudssavnet og den akutte seperationsangst var på sit højeste.

 

Jeg savner ham stadig væk hver dag, men jeg græder ikke over savnet dagligt. Kun dage som i dag, hvor jeg genser det her billeder og savner ham ekstra meget. Det er fjollet for jeg skal se ham om præcis en uge.

 

Jeg skal hjem til min søsters bryllup og har i den forbindelse tre dages kvalitetstid med min yndlingsvæsen. Det er en hurtig tur hjem, ud torsdag aften sent og tilbage til Portugal mandag morgen. Det var det eneste der rigtig gav mening med flytider, -priser og ingen feriedage. Men hvis jeg skal være ærlig, har jeg slet ikke lyst til at tage hjem. Jeg har selvfølgelig lyst til at fejre min søster og hendes kommende mand, og ikke mindst nusse med Frank, måske endnu særligt nusse med ham, men jeg har virkelig virkelig virkelig ikke lyst til at sige farvel til ham igen.

 

Bare tanken gør mig grådkvalt. Jeg er nødt til at fysisk fjerne strømmen af tårer for at kunne se tastaturet. Jeg kan tilstadighed blive overrasket over, hvor højt jeg elsker den plesklump og hvor stort et stykke af ens hjerte en hund kan optage. Jeg ved jo, at jeg ikke får lov at have ham for altid, så det føles forkert ikke at være hjemme hos ham i mange måneder. Omvendt har han det 100% som blommen i et æg hos mine forældre. Han har sin doodle-storebror, have og gåture i skoven. Han savner ikke mig den lille skiderik, men hold op, hvor jeg kan savne ham.

 

I dag er jeg ramt af forskudssavn, fordi jeg ved at efter jeg har set ham og tilbragt flere dage med ham, vil det blive sværere at vende tilbage til Portugal. Jeg kan allerede forudse, at jeg vil være ked og trist i dagene efter jeg er tilbage. Jeg orker ikke det sværeste farvel igen.

Surfcamplivet: Knap 3 måneder senere

juni 13, 2019 at 12:39

Det er den samme sang I har hørt før, men det gør det ikke mindre sandt. Tiden flyver bare afsted. Jeg har snart været i Portugal i 3 måneder. 3 måneder! Det føles som en uge og samtidig et år. Tid er altså en underlig størrelse.

 

Men jeg savner mit lille virtuelle frirum herinde. Jeg savner at skrive og dele. Vende stort og småt. Jeg har gjort det til et mål for mig selv at skrive mere i juni. Det er allerede d. 13. juni, så der er vist rum for forbedring, haha.

 

Jeg har det godt. Rigtig godt faktisk. Jeg er virkelig grundglad og tilfreds med min situation. Jeg kan ikke klage. Jeg har været inde i en rigtig god surf-steam. Jeg er kommet med på nærmest alle intermediate-lektioner i over to uger og jeg kan langt om længe se, at jeg gør ægte fremskridt med min surfing. Det gør mig usigeligt stolt og glad. Surfinstruktørernes bekræftende og begejstrede ros gør det umuligt ikke at gå rundt med det største smil.

 

Det bekræfter mig i, at jeg tog den rigtige beslutning. Ikke bare at opsige mit job, men at komme netop her og for at surfe. Efter en småsvær start med for lidt surfing efter mit hoved, er det ekstra rart at være landet et sted, hvor jeg kan slappe bedre af og bare være i det. Tiden flyver og jeg må minde mig selv om at nyde hvert et øjeblik jeg har her.

 

Som jeg bliver bedre og mere komfortable med åbent hav, store bølger og alt det der tidligere skræmte mig til tårer, så tænker jeg mere og mere over, hvad jeg skal stille op mod slutningen af året. I skrivende stund ser jeg ikke mig selv sidde indenfor foran en computer i otte timer hver dag, langt væk fra havets bølger. Jeg overvejer mine muligheder og tænker på, hvad der vil give mest mening for mig. Eller rettere, hvad der vil gøre mig gladest. I sidste ende må det være den løsning der giver mest mening.