På årets sidste dag

december 29, 2017 at 17:16

Frank med butterfly til nytår

Dem der har fulgt med igennem længere tid, husker måske, at jeg har det stramt med nytår. Faktisk vil jeg gå så langt at sige, at jeg hader nytår. Tanken om årsskifte og særligt nytårsaften gør mig simultant trist og træt. Hver år begynder jeg at bekymre mig om nytårsaften fra omkring maj, når tanken første gang popper ind på lystravlen. Åh nej, hvad skal jeg til nytår. Og med hvem? Og hvor? Og de sidste par år, hvad med Frank?

 

Selvom mine forventninger er lave, så er de (desværre) ikke forsvundet. Det var en anelse nemmere, dengang jeg udgjorde den ene halvdel af et parforhold for så vidste jeg ligesom, at der var én der hørte til mig. Jeg var ikke alene om at skulle placeres til en fest. Men heller ikke der glædede jeg mig til nytår. Måske fordi vi/jeg ikke har en vennegruppe, der mere eller mindre fast har holdt nytår sammen, eller bare de samme venner, som i forskellige konstellationer, udgjorde mit nytårshold. Der har aldrig været en kontinuitet, nytår har altid været præget af usikkerhed. Og er der noget jeg hader, så er det da usikkerhed eller manglen på faste planer.

 

For mig er nytårsaften lidt ligesom gymnastiktimerne i folkeskolen, ingen har lyst til at blive valgt til sidst. Eller værre, slet ikke valgt. På en eller anden måde har jeg altid haft samme ondt-i-maven-følelse op til nytår. Hvad hvis ingen vælger mig? På en eller anden vis er nytårsaften altid blevet til noget. Der har altid været nogen, der har holdt en fest, hvor jeg (eller vi) var velkommen, men hvert år bliver jeg ramt af en form for nytårsstress. I år er ikke anderledes. Eller jo faktisk. For første gang er jeg nemlig ikke blevet inviteret til nytårsfest. Ikke en eneste, heller ikke en middag. Og det føles rimelig skidt. Alle har deres nytårsplaner, men ingen har inkluderet mig i deres.

 

Lidt som et eksperiment, har jeg undladt at spørge folk til deres nytårsplaner, men kun svaret, hvis jeg har blevet spurgt til mine, hvortil jeg har svaret, at Frank og jeg havde en date derhjemme. Hvis jeg var blevet inviteret til nytårsfest for en måned siden, så havde jeg arrangeret pasning til Frank hos min mor, selvom det er noget bøvl med at aflevere ham i Nordsjælland om eftermiddagen og hente ham igen d. 1. januar, men eftersom der ingen invitationer er kommet, og han desuden også er mit ansvar, så inkluderer mine planer ham. Her på falderebet har jeg fået en velmenende, men sørgelig nytårsinvitation til at komme hjem til et par til noget ‘meget low key’, og så har jeg hele tiden haft muligheden for at gå op til næstennaboen og baby + veninde. Men nu har jeg nok fundet fred med planerne. Det er ikke for at være unødvendig stædig eller besværlig, men jeg gider heller ikke nogens pity-invite. Desuden har jeg jo også Frank. Han skal på ingen måde være alene nytårsaften.

 

Nu er nytårsfester efter min erfaring overreklamerede, så jeg er med på, at jeg nok ikke går glip af det store. Bevares nogle år har også været sjove, nogle rigtig, rigtig sjove endda, men langt flere har været under medium. Det er som om, at selvom jeg siger til mig selv, at jeg ikke orker det ståhej med den flotteste kjole, lækreste mad og sjoveste fest, så bliver jeg alligevel skuffet, når aftenen ikke udspiller sig efter de standarter. Men der plejer trods alt at være en middag og fest at være en del af.

 

Jeg har før udtalt, at jeg ville ønske, at jeg var sej nok til at sige ‘fuck det’ til en aften og tradition, som altid gør mig trist, og bare melde mig ude, sige, at jeg bliver hjemme, bestiller noget mad, ser en film og i seng når klokken er slået tolv. Eller før, hvis jeg er træt. Det er ikke forbi jeg føler, at jeg selv har taget beslutningen om at være sej og valgt at skabe mit eget nytår, men jeg vælger at føle mig lidt sej, fremfor lidt sørgelig, og forsøge at skabe den hyggeligste og rareste aften for mig selv og min hund.

 

Årets sidste dag falder på en søndag. Ret perfekt egentlig, hvis du spørger mig. Min plan lyder pt på at købe et nyt lækkert, blødt sæt nattøj (jeg mangler lidt et nyt et), gå en lang tur med Frank i Søndermarken om eftermiddagen, så han er træt i krop og hoved, give ham sin nytårsbutterfly på, købe nogle gode snacks, bestille noget sushi og måske købe en mini-flaske bobler og lidt kransekage, og så ellers dømme årets sidste dag den mest ekstravagante søndag i mandsminde.

 

Jo mere, jeg tænker over det, lyder de planer faktisk rigtig rare. Jeg er sej, sgu.

 

Jeg håber, at jeres nytår bliver dejligt. Særligt jer, som også er blevet overset i samtlige venner og bekendtskabers nytårsplaner. Ekstra stort nytårskram og vådt mopsemøs fra mig og Frank til netop jer!