Når man venter på den rette lejlighed til en gif

marts 14, 2017 at 19:54

Noora Skam gif

Den første af de 25 mentale kladder har taget form. Jeg har sovet en hel del bedre i nat og den ene gang jeg registrerede, at jeg var vågen, nåede jeg at minde mig selv om, at jeg ikke skulle tænke på noget, men derimod sove videre. Og det lykkedes sørme!

 

Jeg faldt over denne her gif i weekenden og jeg elsker Noora fra SKAM, så jeg gemte den på min desktop. Jeg havde på fornemmelsen, at den ville blive handy til et blogindlæg i nærmeste fremtid, så jeg trykkede save og ventede på den rette anledning. Den kom tikkende ind søndag aften efter over en uges radiostilhed noget a la: ‘Sorry, det kommer ikke til at gå med dig og mig, jeg er ikke et sted, hvor jeg er klar til noget seriøst, jeg ved ikke hvad jeg vil, vil ikke holde dig hen…blah blah’. Selve besked var (heldigvis) en del længere og måske en smule mere nuanceret end jeg er villig til at anerkende på nuværende tidspunkt, men subteksten af den tekst er klar: Jeg føler den ikke.

 

Jeg blev langt fra overrasket, jeg havde set den komme. Det havde ikke lykkedes os at oparbejde en form for momentum, så vi kunne se hinanden relativt jævnligt, og derved haft en fair chance for at vurdere, hvad det var vi havde gang i. Jeg havde luftet min frustration over vores kalendersituation (læs. særligt på hans side), at der kunne gå uger mellem vi havde muligheden for at ses og følt mig nødsaget til at spørge direkte om han havde en forestilling om, at vi skulle se hinanden igen. Det havde han da, og det virkede som om vi igen var på samme side. Det var exceptionelt travlt, det ville blive bedre efter ferien og han var enig i, at vi nok skulle tilbringe mere tid i fysisk samme rum end som pennevenner for at kunne få afdækket hinandens potentiale.

 

Og så ventede jeg på en noget fra ham – et tegn, en gestus, søde ord, en bekræftelse af en eller anden art og til sidst bare en besked. Men nej, der var stille. Så jeg ventede i stedet på, at han selv ville komme til en konklusion og fortælle mig den, imens jeg alligevel ikke kunne afholde min hjerne fra at formulere adskillige varianter af ‘du er sød, men jeg føler ikke, at jeg kan komme til at føle den med det jeg har at arbejde med’. Jeg skrev dem aldrig ned for jeg ville helst, at han ville det, så jeg også kunne føle, at jeg ville det. Det ville han så ikke.

 

Nuvel var jeg langt fra chokeret over beskedens indhold, men mest af alt ærgerlig. Ærgerlig over at føle mig valgt fra. Ærgerlig over ikke at have haft muligheden for udforske vores fælles potentiale. Ærgerlig over følelsen af at stå på bar bund igen. Min kvindelige soulmate konkluderede sødt: ‘Det er his loss – du bliver jo som bekendt kun mere charmerende ved nærmere bekendtskab’ krydret med en masse lorte-emojis og stygge eder i hans retning – og hjerter og enhjørninge i min.

 

Jeg er helt okay, men ja, ærgerlig. Men hey – jeg overholdte min målsætning om at komme udenfor min comfort zone og synes faktisk, at jeg har rykket mig. Self five til mig, sgu! Jeg har både overkommet min date-spise-fobi OG ladet nogen se mig miste overblikket i mit køkken.