Tre dates og en donorbaby

januar 26, 2017 at 07:06

Baby shower dekorationer

I mine kladder i WordPress fandt jeg det her indlæg. Eller overskriften rettere.

 

Kladden er tilbage fra d. 9. marts 2016 og jeg tog mig vist aldrig sammen til at få skrevet indlægget. Så her kommer det. 10 måneder senere.

 

I slutningen af februar havde jeg en hyggelig date med min dengang ‘nyligt gravide og stadig i den hemmelige fase’-veninde. Jeg havde netop tilbragt en masse tid med en anden veninde, som arbejdede på selv at få en baby i sin mave, og det hele havde sat en masse tanker igang hos mig selv.

 

Det er bestemt ingen hemmelighed, at jeg meget gerne vil være mor og at det allerede er gået en del langsommere end hvad jeg havde drømt om. Jeg måtte dog indse efter bruddet med min eks, at det ikke gjorde mig lykkeligere at stresse mig selv over kombinationen af min nye singlestatus, og derved ingen oplagt babydaddy-kandidat, og min alder, samtidig med, at jeg var førstegangskøber på et vanvittigt boligmarked og stadig var gennemtrist over mit forliste parforhold og have mistet min bedste ven.

 

Så i tiden der fulgte gjorde jeg mig meget umage for ikke at lade min evige tankestrøm løbe vildt for sig med stressende tanker om hvornår og hvordan (høhø) jeg skulle blive mor.

 

Så spoler vi frem til februar 2016, hvor jeg sad og spiste på LêLê sammen med min gode veninde. Jeg fortalte hende om en anden venindes plan om at gøre det selv og forsøgte at finde frem til, hvordan jeg ville have det med at skulle få en baby selv; lave den selv, gå igennem graviditeten selv, bekymre mig selv, føde selv og opdrage babyen selv.

 

Jeg kom frem til, at det kunne jeg godt. Hvis jeg var nødt til det. Lysten til en baby var større end tanken om at skulle være alene om det.

 

Min veninde foreslog sagligt nok: ‘Hvad med at du går på tre dates, inden du får en donorbaby?’. Vi grinte for hun havde jo ret. Det virkede, trods alt, en smule forhastet at give op på at finde en af dele opgaven med, uden i det mindste at have sonderet markedet lidt.

 

Konkurrencemindet som jeg er tog jeg det som en udfordring, som fik navnet ‘Tre dates og en donorbaby’. Når jeg havde været på tre dates, kunne jeg seriøst overveje at gå i gang med at lave min egen baby.

 

Jeg fuldførte missionen uden at finde ham jeg ville være sammen med, for slet ikke at dele en baby med, men tøvede pludseligt. Jeg var ikke helt klar på at give op på drømmen om den fulde pakke med far, mor og børn. Jeg besluttede mig i stedet for at få undersøgt min fertilitet, så jeg vidste, hvad jeg havde at arbejde med, når tid var, og kunne træffe en informeret beslutning om at vente lidt længere vs. gøre det alene. 

 

Er jeg klar nu, tænker du måske? Nej, ikke helt.