Iværksætterdrømme og Gurubogen

december 13, 2016 at 20:22

Gurubogen

{SPONSORERET GAVE}

 

Næsten så længe jeg kan huske har jeg haft en spirende iværksætterdrøm i maven. Længe inden jeg overhovedet vidste, hvad iværksætteri var, og det blev et buzzword man hører alle vegne sammen med innovation og entrepreneurship. Jeg vidste ikke engang, hvad det ville sige at være selvstændig.

 

Dengang drømte jeg om at skrive en roman. Min onkel tog engang orlov, rejste til Bhutan på et legat og skrev børnebøger, som senere blev udgivet. Det gad jeg også godt. Altså at udgive en bog. Mit teenage-selv satte sig også ned og skrev i hvert fald en halv side af min egen såkaldte roman. Men den endte vist der. Planen, eller måske rettere, drømmen har dog altid været at skrive den bog. Jeg kan ikke huske, hvad min oprindelige teenageroman skulle handle om, men det ved jeg godt nu. Jeg har også en titel i hovedet.

 

Jeg drømmer også om at have min egen butik, den har ændret form gennem årene, men en hyggelig genbrugsforretning (med fine ting forstås), en kaffebar/boghandel, som et særligt sted i Sydney, et lille konditori (særligt når jeg er i Paris blomstrer den drøm) og en blomsterbutik. Eller en skøn forening af dem alle, ha!

 

Jeg kunne også sidde i min kaffebar/boghandel/genbrugsforretning/konditori/blomsterhandel og skrive den bog jeg har i mit hoved og godt kunne tænke mig at skrive ned. Ja, drømme er der i hvert fald nok af.

 

Jeg mangler bare modet.

 

For det at være iværksætter kræver mod – og tid. Masser af tid. Og penge. Enten til startkapital eller til at forsørge dig selv, mens du ikke har en indtjening, og det er der min drøm altid bliver sat på hold.

 

Så da jeg fik tilbuddet om at modtage et eksemplar af den nye iværksætterbibel Gurubogen sprang jeg til. Det kan jo aldrig skade at lade sig inspirere. Bogen indeholder en lang række korte artikler skrevet af 100 førende iværksættere og ledere, som Johan Bülow, stifteren af Airbnb Brian Chesky og mange flere, og er fyldt med gode råd og konkrete tip til spirende iværksættere og dem der allerede driver egen virksomhed.

 

Måske den kunne være en julegaveidé til din bror, der altid finder på skøre forretningsidéer, men mangler at tage springet eller din seje veninde som allerede har åbnet sin egen butik? Tænk hvis du gav nogen modet til at komme videre med deres drøm eller idéerne til at tage den endnu længere i julegave. Køb Gurubogen her.