48 timer på pseudo-barsel

november 29, 2016 at 16:59

Baby Julian

Lørdag morgen rystede jeg tre dages feber, ondt i halsen og snot i hovedet af mig og hoppede på et tog mod landet. Jeg skulle nemlig agere babyassistent for min veninde, mens selvsammes husbond var på drengetur weekenden over.

 

Jeg havde som bekendt fået en forsmag på livet med en lille baby weekenden forinden, hvor jeg spontant fik tjansen som babysitter, mens mor og far havde brug for at være et andet sted. 7 timer alene med en baby lære dig en ting eller to om livet! 48 timer på pseudo-barsel bekræftede de lærdomme og lagde ekstra ting til.

 

Barsel (og/eller en weekend med en baby om du vil) er mega hyggeligt, særligt når det er en glad baby, der har lært at smile og holde seriøs øjenkontakt. Og så er det ekstra hyggeligt, når du deler tjansen med babyens mor, som også er din bedste veninde. Mandag eftermiddag kunne vi konstatere, at vi godt kunne have boet sammen og delt en baby, hvis det altså ikke lige var for faren og det der med ikke at være lesbiske.

 

Men barsel er sitme også hårdt arbejde og på meget skiftende vilkår. Du ved aldrig hvornår din arbejdsgiver pludselig begynder at skrige, fordi han vil have mad/tør ble/gås rundt med/heller ikke helt selv ved, hvad han vil have. Du kan få pauser, fordi din boss napper, af meget svingende længder, hvor du så hurtigt skal vurdere om du skal kaste ny energi i hovedet på dig selv, sætte dig ned og lade op til næste rundt, lave damage control fra sidste rundte gylp/bleuheld eller bare generelt husholdning. Det er virkelig time management og risikostyring af allersværeste kaliber. Jeg synes, at kvinder på barsel fortjener mere i løn!

 

I løbet af 48+ timer nåede vi (foruden alt babyrelateret), at bytte gaver i adskillige butikker, købe en sofa, drikke kaffe på en café, pynte op til jul, lave advents- og kalenderlysdekorationer, støvesuge 3-4 gange, støve af, have bedsteforældrene på besøg to gange, slibe vægge inden maleren kom, instruere elektrikeren i opsætning af lamper og ventilator, købe juletræ, kigge på julemarked, gå tur, vaske tøj, lægge tøj sammen og på plads, købe ind, bage boller, tømme opvaskemaskine, have besøg af sundhedsplejersken og se ‘You’ve Got Mail’. Rimelig godt klaret, synes jeg alligevel! Jeg ville have været træt efter det program uden en baby.

 

Der er heldigvis en biologisk drift i en nybagt mor, som gør det muligt fuldstændig at tilsidesætte sine egne behov og bare fortsætte, også selvom hun normalt ville have spist, drukket, sovet eller bare siddet ned flere timer tidligere, hvis det havde været inden babys ankom. Jeg har ikke andet end stor respekt for kvinder med små babyer. Det er det vildeste job nogensinde!