Et bryllup, et postkort og en øl

september 27, 2016 at 08:25

Bryllup, vielsesring, forlovelsesring

Du har måske hørt, at jeg skal giftes. Eller – fornyligt mødte jeg en helt vildt sød fyr, og han blev (udfra indrømmet et noget tynd grundlagt) vurderet som potentielt gifteværdig. Altså bare ikke spild af min tid og tankevirksomhed, men måske én hvor det faktisk kunne udvikle sig til mere.

 

Jeg bliver tit forelsket i en idé om et forhold, og langt sjældnere i folk før meget senere, og bruger i det hele taget meget hjernekapacitet på at dagdrømme og fantasere om, hvordan vores børn ville være eller en drømmeferie sammen. Derfor er det også meget naturligt for min hjerne at springe direkte til brylluppet end faktisk at indlede et forhold.

 

Et par dage efter mødet, lå jeg på min sofa med Frank på maven, og prøvede at tale mig selv fra liiige at google ham. Jeg vidste fornavn og adresse, så regnede ikke med, at jeg ville have noget held. 20 minutter senere havde jeg kapituleret til min egen nysgerrighed og googlet ham. Det var langt nemmere ned forventet og jeg endte direkte inde på hans (åbne!) Facebook-profil. Der var det sørme, et lille hjerte og det magiske ord ‘single’ bagved. Jeg skyndte mig at lukke fanen ned, som om nogen kunne se, hvad jeg lige havde søgt på, og tænkte ikke mere over den sag før næste dag.

 

Selvsamme veninde, som havde modtaget min P.S. Jeg har mødt ham jeg skal giftes med-besked, var på besøg og spurgte som det første: ‘Hvad har du tænkt dig at gøre?’. Jeg var fuldstændig uforberedt, og stadig ufattelig træt efter weekendens strabasser, så jeg havde ingen tanker gjort mig. Udover at jeg havde udvalgt vores bryllupslokation og min kjole, naturligvis.

 

Hun rystede på hovedet og gav mig en opsang, som lød noglenlunde sådan her: ‘Du er 31’. ‘Jeg er 30’ protesterede jeg. ‘Du er 31 om under to uger, og du er mere skruk end nogen anden jeg kender’. ‘Det passer i hvert fald ikke’ forsøgte jeg igen, men uden held. ‘Du kan ikke spilde din tid, du er nødt til at tage action, når du endelig møder en fyr, du rent faktisk synes er sød og du har muligheden’. Hun sagde det strengt og med udspilede øjne, men mener det altid godt, og hun tvinger mig jævnligt til at sluge kameler jeg ellers ville have gået udenom.

 

Som i de fleste andre foregående situationer, hvor jeg altid starter med at modsætte mig, fik hun mig overbevist. Selvfølgelig ville jeg ikke tabe noget på at stikke en føler ud og give det et skud.

 

Vi (og der er tale om et vi, for det meste jeg gør er hun indeover og omvendt) besluttede, at det ville være en forfriskende forandring, at alt ikke foregår over dating apps eller Facebook. Jeg vidste jo, hvor han boede, så efter nøje overvejelser (og en diskussion over frokost på arbejdet, haha!), skrev jeg noget a la ‘jeg ved ikke med dig, men det var ikke meget øl jeg fik drukket i lørdags, måske det kunne være hyggeligt at drikke en sammen?’ et bagsiden af et GoCard fra min lokale kaffebar og smed det i hans postkasse.

 

Fortsættelse følger….