Årstiden for knuste legemsdele

september 21, 2016 at 07:54

dsc02479

Da jeg gik i 4. klasse brækkede jeg armen, sådan virkelig grundigt, så min arm var bøjet helt den forkerte vej. Jeg var løbet ind i en mur. Helt seriøst, det var det der skete. Lang historie, men jeg var hjemme hos min veninde Stine om boede nedenunder mig i en årrække, da jeg var barn. Vi havde siddet og set film, og skulle pludselig sådan tisse, men hendes mor var ved at gøre badeværelset rent, så vi ville løbe over i vaskekælderen og bruge det toilet. Jeg hoppede i morens alt for store træsko og satte efter i løb hen over parkeringspladsen i kampen om at komme først. Da jeg så skulle se mig tilbage for at se, hvor Stine var, løb jeg direkte ind i muren og tog fra med min venstre arm.

 

6 uger senere, da jeg skulle have min gips af, husker jeg tydeligt, at min mor fortalte mig i bilen på vej hjem fra hospitalet, at nogen mener, at de kan mærke stedet for bruddet værke og gøre ondt, når det igen bliver den årstid, hvor de fik skaden. Som om ens krop kan huske traumet efter vejret eller sæson. Jeg har dog efterfølgende ikke mærket det store til mine engang brækkede armknogler.

 

Men det er som om, at når efteråret tager over (samme årstid, som min brækkede arm for resten), kan jeg mærke, at det værker og gør lidt ondt i en anden kropsdel jeg også fik knust i efteråret; mit hjerte.

 

Efteråret for snart 2 år siden blev afslutning på et langt forhold, og selvom jeg normalt ville sige, at jeg er helt okay med udfaldet (nu, om ikke andet), synes jeg pludselig mindre okay, som bladene skifter farve og temperaturen tager et dyk ned ad. Med et er det som om mit hjerte gennemlever hele det følelsesmæssige tumult årstiden kickstartede og det føles lidt istykker igen.

 

Måske er det bare post-sommer-blues, måske er det fordi efteråret falder sammen med begges vores fødselsdage og masser af fælles minder, eller også er det virkelig rigtigt, at man kan mærke knuste knogler, eller hjerter for den sags skyld, når det igen bliver den tid på året.