Langdistrance venskaber

juli 2, 2016 at 11:44

Kat og Stephie

Fordelen læste jeg en af de der lidt fjollede artikler på Facebook, fordi overskiften lokkede mig til at klikke mig ind på den; “Why long distance BFFs are actually the best”.

 

Jeg havde ikke nogen egentlig forventninger til artiklen, jeg var bare nysgerrig, men det viste sig, at den faktisk havde nogle rigtig gode pointer. Og var utrolig rammende for særligt et af mine langdistrance venskaber, netop mit venskab med denne her smukke mama-to-be.

 

Der var tre fine pointer jeg tog med mig.

 

Langdistrance venskaber kræver kommunikation, fordi du ikke bare lige ser hinanden til en hurtig kop kaffe, til en fredagscocktail eller i fitness, du er nødt til at ringe, skrive og Facetime om hverdagens store og små ting og det kræver arbejde.

 

Det det kræver for at have gode venner er at være en god ven. Når du ikke bor tæt på din veninde, kræver det dedikation og arbejde at forblive tætte, ikke kun en link til en random artikel (som den pågældende der bestemt blev delt), men tilgengæld giver det faktisk en form for stolthed når det lykkes og fungerer.

 

Belønningen kommer når du så endelig er sammen, og er det næsten månedens højdepunkt og ekstra særligt.

 

Da Stephanie i sin tid annoncerede, at hun ville flytte sammen med sin daværende kæreste, nu mand, i Sorø, sagde jeg noget a la: “Okay, når du flytter, stopper vi med at være veninder”. Det lyder helt sindssygt og var også enormt tarveligt sagt, men jeg sagde nok bare højt, hvad jeg antog ville ske hen ad vejen. Når hun ikke længere var en kort cykeltur væk til onsdagsdates med aftensmad og Desperate Housewives, så ville vores venskab ryge ud i sandet – og hvorfor ikke tage sorgerne på forskud?

 

Heldigvis blev hun ikke fornærmet eller såret nok af min dumme kommentar til, at det faktisk ødelagde vores venskab, i stedet viste hun mig, at vi sagtens kunne være veninder, selvom vi pludselig ikke boede tæt på hinanden og snart ikke skulle læse på samme universitet eller i samme by. Jeg rykkede til KUA, hun til SDU, jeg flyttede til Nørrebro, hun flyttede til Sorø.

 

Med tiden affandt jeg med vores langdistance-status, og selvom det stadig kan ramme mig, at det er dumt og irriterende, at vi ikke er tættere geografisk på hinanden, så kan jeg også se de positive sider.

 

Når vi ses er det nemlig ekstra særligt. Vi kan snakke fra de øjeblik i mødes til vi siger farvel uden problemer, vi mangler aldrig samtalestof. Faktisk kan jeg sidde i toget eller på en cykel på vej hjem og tænkte: “Ej, det glemte jeg helt at spørge om/fortælle!”. Samtidig er det også hende jeg har mest løbende kontakt med i løbet af en uge, om det er en random FB-tråd og alting og ingenting eller et langt telefonopkald med noget vigtigt (eller uvigtigt) der skal vendtes.

 

Oftest involverer vores dates overnatning, enten i min lille lejlighed på Vesterbro eller i huset på landet. Det betyder, at vi får ekstra meget kvalitetstid, når vi så endelig ses. Ikke noget med de der “jeg kan lige ses til en hurtig kop kaffe en lille times tid”-aftale, men oftest er mere stressende end hyggelige. Vi ses oftest hjemme hos os fremfor ude på en café eller restaurant, så på en eller anden møde føles det tættere og mere intimt at være sammen. Fordi vi oftest er hjemme hos hinanden, kender/kendte vi også hinandens partnere bedre end med andre veninders.

 

Langdistrance venskaber er slet ikke så tossede endda♡