Çanakkale Photo Diary

oktober 7, 2014 at 09:32

DSC06153

{Glade piger // Happy girls}

DSC06176

{Den smukkeste gravsten // The most beautiful gravestone}

DSC06178

{Lone Pine Memorial and Cemetery}

Sunset

{Solnedgang over Canakkale // Sunset over Canakkale}

Cat

Meze

{Vegetarisk meze // Vegetarian meze}

Ice cream

{Drengen fik job i en lokal isbod // The boy got a job in a local ice cream parlor}

Bakery

Bakery

{Det lækreste lille bageri // The most delicious little bakery}

Puppy

{Ny ven // New friend}

Canakkale

Sardalye

{Hyggelig fiskerestaurant // Delicious fish restaurant}

Mosaik

Canakkale

Canakkale

Turen til Çanakkale gik ikke helt som planlagt, skal vi sige det sådan? Efter meget lang bustur og stop ved et utal af mindesteder for de faldne tyrkiske og australske soldater under 1. verdenskrig på Gallipoli-halvøen, som vores turgruppe bestående udelukkende af australiere (og mig selv) havde arrangeret, så ankom vi til vores hotel i Çanakkale.

 

Drengen havde checket ind dagen forinden, men ifølge det meget ubehjælpsomme hotelpersonale på hotel Akol havde han tjekket ud/havde aldrig tjekket ind/havde været der/havde han måske aldrig tjekket ind. Jeg var træt og sur, og ville bare op til mit værelse og se min kæreste, som ingen kunne sige hvor var. Og han svarede selvfølgelig ikke sin telefon. Her lærte jeg udtrykket: ‘Not happy, Jan!’ (indsæt løftet pegefinger) af en af mine australske medrejsende, som åbenbart stammer fra en gammel australsk tv-reklame, men som virkede utrolig passende på det tidspunkt. (Og mange gange siden). Han dukkede selvfølgelig op efter en times tid, efter mit humør havde taget springet fra det røde felt til det violette. Han havde været på stranden uden sin telefon og de havde givet ham et nyt værelse, som var anledningen til den komplette forvirring.

 

Çanakkale var en lille (med streg under lille), men bestemt hyggelig kystby. Udover et strøg med nogle butikker, en håndfuld restauranter og en stenet strand havde byen ikke meget at byde på, og efter netop at have tilbragt fire dage i Istanbul var det et helt andet tempo og atmosfære. Vi fandt dog det lækreste lille bageri og en sportsbutik med billigt Nike tøj og det sødeste personale.

 

Grunden til vi overhovedet befandt os i den lille tyrkiske by var svømmeløbet både drengen, Sam, Sams far og omkring 10 af sine venner skulle deltage i. Men aftenen inden løbet blev det aflyst på grund af vejret. Det ville simpelthen være for farligt at svømme i åbent hav i høje bølger mellem den asiatiske del og den europæiske del af Tyrkiet. Der var mange slukørede mænd i hotellet bar den aften. Alle deltagerne fik tilbudt et alternativt 3,5 kilometers løb, som bare foregik langs kysten i stedet for tværs over havet, som alle i vores gruppe svømmede, inden vi forlod Çanakkale en dag tidligere end planlagt og tog tilbage til Istanbul.

 

Hvis du nogensinde skulle finde sig selv i Çanakkale, så køb en af hver i bageren Tarihi Yali Firini og spis det hele i solen på torvet med en tyrkisk kop te, shop amok i sportstøj i Barçin Spor og scor dig en plads ved den lille hyggelige fiskerestaurant Sardalye, hvor du sidder udenfor på siden af selve restauranten, mens du kan se din mad blive tilberedt.

 

English: Our trip to Çanakkale didn’t go exactly as planned, let’s put it like that. After a very long bus trip and countless stops at various memorials for fallen Turkish and Australian soldiers under World War I at the Gallipoli peninsula, our tour group consisting solely of Australians (and me) had arranged, we finally arrived at our hotel in Çanakkale. 

 

The boy had checked in the day before, but according to the wildly unhelpful staff at the Akol hotel he had checked out/ never checked in/been there/perhaps never checked in. I was tired and annoyed and just wanted to go to my room and see my boyfriend, whom nobody seemed to know where had disappeared to. And he obviously didn’t answer his phone. Here I learned the phrase ‘Not happy, Jan!’ (insert raised index finger) from one of my Australian co-travelers, which apparently come of an old Australian TV add, but seemed ever to fitting at that exact time. (And a bunch of times since). He showed up after about an hour at which point my mood chart had moved from red to dark purple. He’d gone to the beach without his phone and he’d been moved to a new room, which had cost the utter confusion. 

 

Çanakkale was a small (underlining small), but definitely cozy little coastal town. Besides a main street with some shops, a handful of restaurants and a stony beach the city didn’t have much to offer, and after having just spent four days in Istanbul it was a very different pace and atmosphere. We did, however, find the most amazing little bakery and a sports store with cheap Nike cloths and the sweetest staff ever.  

 

The reason why we even happened to be in the little Turkish town was the swim race both the boy, Sam, San’s dad and about 10 of his friends were swimming. But the night before the race it was cancelled because of the weather. It would simply be too dangerous to swim across the open sea in massive waves between the Asian and the European part of the country. There were a lot of disappointed looking people at the hotel’s bar that night. All the contestants were offered an alternative 3.5 kilometer swim along the shore instead of straight across the ocean, which everyone in our group swam before we left Çanakkale and headed back to Istanbul a day early. 

 

If you ever find yourself in Çanakkale, then buy one of each at the Tarihi Yali Firini bakery and eat it all in the sun at the town square along with a cup of Turkish tea, shop till you drop in sports gear in Barçin Spor and snatch a seat at the little cozy fish restaurant Sardalye, where you sit out on the side of the restaurant building, while you watch your food getting prepared.