Student anno 2004

juli 1, 2014 at 13:39

Student anno 2004

Student anno 2004 Student anno 2004

Student anno 2004

Som den hurtigtregnede nok allerede har regnet ud, er det præcis 10 år siden jeg blev student i år. Jeg er nødt til at starte med at sige, det lyder jo fuldstændig sindssygt, så gammel er jeg jo ikke, men ikke desto mindre taler tallene sit tydelige sprog. Jeg blev sproglig student i 2004 med et 11-tal i huen efter min sidste eksamen i historie. Efterfulgt af røde roser, vogntur, vodka, fester, tømmermænd i en stor pærevælling. For at være helt ærlig, så husker jeg faktisk ikke alle detaljerne længere (måske er jeg faktisk blevet så gammel alligevel?!).

 

Nu er det igen blevet den tid på året, hvor gaderne fyldes med glade, stolte studenter med deres fine huer, og studentervognenes bas og båthorn sætter gang i gaderne. I løbet af den sidste uges tid har jeg flere gange læst, hvordan folk beskriver deres egen studentertid, som ‘den bedste tid nogensinde’ og varianter heraf. Og jo, det var da sjovt. Det var stort at blive student, men det var ikke den bedste tid i mit liv. Fredag aften sad drengen og jeg og ventede på vores burgere udenfor the Bronx Burger, da en vogn fyldt med glade studenter kørte forbi med fuldmusik. Pludselig kom vi til at snakke om vores liv for 10 år siden som studenter.

 

For mit vedkommende var tiden som nyudklækket student måske overskygget af mit ihærdige forsøg på at få det kørekort, jeg ellers aldrig havde været synderligt interesseret i, for den 3. august 2004 skulle jeg flyve til USA og begynde mit første fuldtidsjob som au pair. Så selvom det var stort at blive student og nervepirrende at skulle gennem en lang række eksaminer, som på det tidspunkt syntes livsvigtige, så var det langt mere stressende for mig at skulle til køreprøve og ikke mindst gøre klar til at sige farvel til alt jeg kendte. Alt det der studentersjov og ballade faldt måske lidt i baggrunden på den bekostning.

 

Men jeg ville ikke sige, at jeg fortryder det, eller at jeg har behov for at gøre det igen. Når jeg ser en studentervogn køre forbi, tænker jeg ikke: ‘Åh, bare det var mig’. Jeg tænker på alt det der ligger foran år dem nu. Jeg tænker på den første dag på universitet (eller hvad de nu skal), jeg tænker på rusturen, på min egen tid som vejleder, på hele den uddannelsesinstitution, som i løbet af de næste 5 år kommer til at danne rammen for næsten hele i deres eksistens. Nye venner, nye omgivelser, nye fordybelsesområder. Det er dét jeg bliver nostalgisk over. Det er dér, hvor jeg bliver bare en lille bitte smule misundelig og tænker: ‘Gid det var mig’.

 

Jeg er nysgerrig, er jeres tid som studenter et af (eller det) bedste minde I har?

 

English: As you math geniuses probably already have figured out, it’s exactly 10 years ago I graduated high school this year. I need to start by saying that sounds completely insane, I’m not that old, but nevertheless the numbers speak for themselves. I graduated high school in 2004 with an A in the bottom of my hat in my final exam in history. Followed was red roses, wagon ride, vodka, parties, hangovers in one big hotchpotch. To be honest I don’t remember all the details anymore (perhaps I am that old anyway?!). 

 

Now it’s that time a year, where the streets are filled with happy, proud high school graduate with their pretty hats, and the graduation wagons’ bass and horns bring new life to the streets. During the past week I’ve read several accounts of people describing their own time as high school graduates as ‘the best time ever’ and variants hereof. And yes, it was fun. It was a big deal graduating, but it wasn’t the best time in my life. Friday night the boy and I were sitting waiting for a burgers outside the Bronx Burger, when a wagon filled with excited graduates drove by with the music pumping from the stereo. Suddenly we got to talk about our lives 10 years ago as graduates. 

 

To me the time as a newly high school graduate might have been overshadowed by my eager attempt to get that license I previously never was to keen about, because on August 3 2004 I was flying to the States to start my first full-time job as an au pair for a family in the Boston area. So even though it was a big thing graduating and nerve-racking to go through a long list of exams, which at that time seemed vita, it was far more stressful for me to take my driving test and prepare to say goodbye to everything I knew for a year abroad. All the graduation fun might have taken second place on that account. 

 

But I wouldn’t say that I regret it, or that I have the need to do it again. When I see a wagon with students drive by, I’m not thinking, ‘Oh, I wish it was me’. I think of everything that lies ahead. I think about the first day at uni (or whatever they are doing), I think about the freshmen trip, my own time as tutor, about the educational institution, which will become the center of most of their existence. New friends, new surroundings, new areas of focus. That’s what makes me nostalgic. That’s where I become just a teeny tiny bit jealous and think, ‘I wish that was me’. 

 

I’m curious, was your time as high school graduates one of (or the) best memory you have?