A Home

januar 17, 2014 at 16:30

Red tulips

Candles in a glass bowl

Copper lantern

Lamp with purple lamp shade

Candles in a glass bowl

Candles in a glass bowl

Lamp

Copper lantern

Copper vase from Skjalm P

Kähler vase

Wooden tray

Da drengen og jeg, for efterhånden en del år siden, skulle flytte sammen, gav indretningen af vores nye fælles hjem anledning til flere diskussioner (læs. skænderier). For at gøre en lang historie kort (som stadig er lang), boede drengen i en anden lejlighed i en anden opgang, men i samme andelsforening, før vi flyttede sammen. Samtidig med jeg skulle på udveksling til Sydney, fik min daværende roommate tilbudt job i England, så det naturlige valg blev at flytte helt ud af vores hyggelige treværelseslejlighed i det mindre hyggelige Nordvest. Jeg var så heldig, at drengens søsters lejlighed stod tom, så jeg fik lov at opbevare mine ting der, til jeg kom hjem og fandt et nyt sted at bo. Det endte med, at jeg aldrig flyttede mine ting ud igen, for da jeg kom hjem, besluttede vi os for at flytte sammen. Drengen købte sin søsters (en del større) lejlighed i opgangen ved siden af, og der har vi boet i snart tre år.

 

Vores nuværende lejlighed er mit rundt regnet 13. hjem (eller 16., alt efter om jeg regner med fast adresse eller et sted, hvor jeg havde en seng), og det er selvfølgelig en del for en pige på 28. Det lyder også helt sindssygt i mine egne ører. Drengen derimod er nu på sit 3. hjem: Hjemme hos mor og far, første lejlighed og vores nuværende lejlighed. Vores opvækst er selvsagt ret forskellige, men det var ikke indtil vi skulle indrette vores fælles hjem, at jeg mærkede, hvor meget jeg havde behov for et sted at kalde mit eget og sætte mit personlige præg på. Da jeg flyttede hjemmefra var det direkte til USA, hvor jeg boede i 2 år hos to forskellige familier. Da jeg kom hjem kort inden studiestart på CBS, var jeg så heldig at få tilbudt den bedste lejlighed til ingen penge. Jeg fik malet hele lejligheden, købt møbler og fik mit første sted jeg kunne kalde mit eget. Desværre gik der ikke længe inden jeg blev smidt ud (ulovlig fremlejning), og jeg måtte hjem på mit gamle værelse hos min far og stedmor. Øv med øv på.

 

Jeg måtte hurtigt indse at gode lejligheder til billige penge bestemt ikke hænger på træerne i København, så jeg endte (noget modvilligt) med at leje et værelse i Nordvest hos en pige jeg slet ikke kendte. Det viste sig at blive et sted jeg ville tilbringe tre rigtig gode år sammen med en nu god veninde. Efterfølgende boede jeg et semester i fantastiske Darlinghurst i Sydney i et rækkehus sammen med to drenge. Og det bringer mig så til mit nuværende hjem – en skøn treværelseslejlighed på Nørrebro.

 

En lejlighed vis indretning har en lang sej proces. Mest for mig, fordi det var så vigtigt for mig at jeg endelig kunne få lov at indrette mig hjem og ikke bare bo i andres, hvor jeg ikke rigtig havde noget at sige. Jeg stod flere gange arrigt og stampede i gulvet, fordi drengen ikke kunne se, hvorfor det er super fedt med en gammel afskallet kommode eller ikke kunne forstå, hvorfor jeg absolut ikke ville leve med hvide vægge i mit hjem. Kompromiser blev indgået, tårer blev fældet, executive beslutninger blev truffet og møbler blev indkøbt. Vi er efterhånden begge blevet rigtig glade for vores fælles hjem. Jeg har stadig nogle ting jeg gerne vil have anderledes, drengen har nogle ting han gerne vil af med, men alt i alt er vi kommet frem til et sted vi begge kan kalde hjem.

 

English: When the boy and I, some time ago, were moving in together, decorating our new joint home became the source of several discussions (read. fights). To make a long story short (which still is pretty long), the boy lived in another apartment in another building, but in the same property before we moved in together. At the same time as I was leaving to go on exchange in Sydney my then roommate got offered a job in the UK, so the natural choice was to move out our cozy apartment in the less cozy Northwest part of Copenhagen permanently. I was so lucky that the boy’s sister’s apartment was empty, so I got to move all my stuff into her apartment until I was back and could find a new place to live. It turned out I’d never move my stuff out again, because when I got back we decided to move in together. The boy bought his sister’s (considerably larger) apartment in the other building and we’ve lived here for almost three years.  

 

Our current apartment is roughly my 13. home (or 16. depending on if I only permanent addresses or places I’ve had a bed), and that’s obviously quite a lot for a 28 year old girl. It sounds insane in my ears. The boy, on the other hand, is now living in his third home: Home with mom and dad, first apartment and the current apartment. Our upbringings have evidently been quite different, but it wasn’t until we were decorating our joint home I felt just how much it meant to be to be able to call something my own and give it my personal touch. When I home out of my parents’ home it was directly to the States, where I lived for two years with two different families. When I got back, shortly before starting business school, I was so lucky to get offered the best apartment for almost no money. I painted the whole place, bought furniture and got my first place to call my own. Unfortunately, it wouldn’t be long before I was kicked out (illegal sublet), and I had to move back into my old room at my dad and step mom’s. 

 

I quickly had to realized that good apartments with a cheap rent is hard to get by in Copenhagen, so I (unwillingly) ended up renting a room in the northwest part of Copenhagen at from a girl I didn’t know at all. It turned out to be a place I’d spend three really good years together with a now good girlfriend. Then I lived at semester in amazing Darlinghurst in Sydney in a terrace house with two boys. And that brings me to my current home – a lovely apartment in Nørrebro. 

 

An apartment which decoration was a long difficult process. Mostly for me, because it was so important for me to finally be able to decorate my home, and not just live in others’, where I didn’t have a say. Several times I would stand angrily, stomping my foot in the ground, because the boy couldn’t see how amazing an old dresser with chipped paint was or understand why I absolutely couldn’t live with purely white walls in my home. Compromises were made, tears were shed, executive decisions happened along the way and furniture was bought. Through time we have both grown fond of our joint home. I still have some things I’d like to bring into our home, the boy has some things he’d like to get rid of, but all in all we’ve created a space we both can call home.