Om at være syg langt væk hjemmefra

maj 21, 2019 at 12:37

Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte. Så meget er sket siden sidst, og samtidig ingenting. De nyeste begivenheder inkluderer en grim mavevirus kombineret med ondt i halsen, som fik mig i knæ i 24 timer. Jeg kan rapportere, at kombinationen af konstant kvalme, opkast, dehydrering, hovedpine, ondt i halsen toppet af med hoste er ikke sjov. Jeg troede mit hoved ville eksplorere, som min maven insistererende forsøgte at tømme sig selv igen. Jeg kunne ikke holde noget i mig. Undskyld, min oversharing.

 

Sidst på dagen, mens jeg lå med hoved i toilettet igen, kom jeg til at kalde på min mor. Kender I det, når I er jeres allermest ynkelige, er der kun en der dur, og det er din mor?

 

Pludselig kunne jeg mærke, at jeg er lang væk. Jeg har hele tiden savnet Frank, ham er jeg vant til at have ved min side på alle tidspunkter af dagen, men for første gang i går savnede jeg at have min familie og veninder tæt på mig. At være syg lang væk hjemmefra er bare trist. Du føler dig ekstra lille og sårbar uden dit netværk af mennesker du normalt kan regne med. Heldigvis var min surfveninde og navnesøster fra Marokko, Catherine, her, og hun ventede cola, is og piller mod maveonde til mig. Sjældent har jeg været så taknemmelig.

 

I dag har jeg det heldigvis meget bedre. Min hals er stadig øm og fyldt med kriller og jeg har snot i hovedet og særligt ørene (?!), men min mave accepterer både mad og drikke. Der er ikke noget som at komme ud på den anden side efter et opkasthelvede, der kan gøre dig taknemmelig for små ting, f.eks. blot det faktum at alt tankekraft ikke går til at vurdere på på kvalmeskalaen man befinder sig og hvor hurtigt man skal løbe ud på toilettet.

 

Nu tror jeg, at jeg vil ringe til min mor og fortælle hende, at jeg savner hende.

 

Jeg håber, at du har en dejlig (sygdoms- og opkastfri) dag!

Surffrustrationer og -successer

maj 9, 2019 at 13:23
Surfing, Ericeira, Portugal

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været noget bekrymret og stresset over mængden af surfing jeg har gjort i løbet af min første halvanden måned her. En kombination af, at jeg ikke kan deltage i lektioner, der ligger for tæt på, eller i løbet af, min receptionsvagt, som starter kl. 17 om aftenen, at der ikke altid er plads til en ansat på holdene pga. plads i bilerne og/eller i forholdet mellem antal elever og instruktører og generelle vejrforhold, som nogle gange betyder, at lektioner bliver aflyst, har betydet, at jeg gennemsnitlig har surfet to gange per uge.

 

Det har været frustrerende, eftersom jeg har sagt mit danske job op, for netop en ting – surfing. Mit mål har været, og er, min. fire gange om ugen, så selv sagt er to gange ikke tilfredsstillende. Jeg har ikke flyttet fra min fine lejlighed, min søde hund, mine gode veninder og vinket farvel til pensionsordning og god indkomst for at blive en professionel receptionist på en surfcamp i Portugal. Jeg synes, at min receptionisttjans er virkelig hyggelig og jeg kan godt lide arbejdet, men når alt kommer til alt, var det ikke for at lave bookinger i en portugisisk bookingsystem, at jeg flyttede til Portugal.

 

Men som med alting, så går det op og ned, og efter et par uger med minimal surfing på grund af stormvejr i området, så vendte mit surfheld i sidste uge. Jeg var med ude på et begynderhold, og pludselig tog jeg mig selv i at lændges efter at prøve kræfter med de grønne bølger igen. Jeg havde på det tidspunkt ikke været på et intermediate-hold siden august, og havde egentlig ikke været på så mange begynderhold, men alligevel føltes jeg, at jeg var ved at være tilbage. Både i forhold til evner og mod.

 

Så næste morgen sendte jeg en besked til en af surfinstruktørerne og sagde, at jeg følte mig (semi) klar til at bestå fra begynderne og prøve et intermediate-hold, når forholdene var gode (læs. små bølger) og han mente, at jeg var klar. To sekunder efter skrev han tilbage: ‘Måske i dag’. Sommerfuglene i min mave baskede. Okay, så måtte jeg jo gøre mig klar og prøve holdet senere samme dag, nu var der ingen vej udenom.

 

Vi ankom til Riberia D’ilhas, stranden hvor jeg havde en af mine første intermediate-lektioner sidste sommer, som var lige rigelig vild til mit niveau, men som jeg alligevel klarede. Jeg kunne mærke nervøsiteten stige. Som vi padlede ud, kunne jeg mærke mine ben og arme ryste. Jeg fokuserede på min vejrtrækning, dybe vejrtrækninger helt ned i maven, og gentog for mig selv, at jeg sagtens kunne klare det.

 

Da jeg først var kommet ud til line-uppet var synet det hele værd. Omgivet af rå klippevægge på begge sider, udsigten ind til stranden, høj solskin og blå himmel. Jeg følte en sus af lykke og stolthed. Det var lige meget om jeg fangede nogle egentlige bølger, bare det at være kommet ud var nok i sig selv.

 

Det var min hidtil BEDSTE surfsession og jeg fik mine to BEDSTE bølger nogensinde! Jeg red begge længere og mere sikkert end nogensinde før og jeg var ikke til at skyde igennem bagefter. Præcis den følelse er hele grunden til, at jeg flyttede til Ericeira.

 

Dagen efter var forholdene stadig gode, små, rene bølger og næsten ingen vind, men desværre lå intermediate-holdet for sent på dagen til, at jeg kunne komme med, så jeg prøvede at komme på begynder-holdet, men der var ikke plads. Slukøret og trist skrev jeg til en veninde jeg mødte på campen sidste år, som nu bor her fast, og hun svarede fluks tilbage, at hun drak kaffe på en nærtliggende strand og ventede på sin næste surfsession. Jeg klaskede solcreme på og sprang afsted.

 

Da jeg ankom nåede jeg ikke engang at bestille en kaffe, inden hun på uransageligvis fik mig overtalt til at hente mit surfbræt og våddragt og køre ud til Riberia på egen hånd. Hun er en habil surfer og hendes tillid til, at jeg kunne padle ud med hende, gjorde mig så stolt. Jeg lod mig overtal,e og da vi kom ud til stranden, kunne jeg ganske rigtigt se, at forholdene var idelle til en erfaren, trods alt, begynder, som mig selv. Vi hoppede i vores våddragter og hun kiggede på mig og spurgte om jeg var nervøs, og jeg svarede ærligt, at jeg var overraskede lidt nervøs. Gårsdagens succesoplevelse havde gjort vidundere for min surfselvtillid. Jeg følte mig klar til at give det en chance.

 

Det er vel at mærke er noget jeg kun havde tænkt måske kunne være en lille mulighed for, at jeg måske, på en god dag, kunne overveje at måske padle ud med en ven på egen hånd uden en professionel surfinstruktør eller livredder i slutningen af året, når jeg havde fået en hel del mere øvelse og erfaring.

 

Et par uerfarne fyre på hård boards, gjorde mig noget nervøs, da de valgte begge at gå efter en bølger som jeg padlede ud midt imellem dem, men bortset fra min angst over at blive ramt af andre, så var jeg overraskende rolig derude. Jeg fangede endda to bølger selv, det var hverken flot eller overbevisende, da jeg var noget bekymret for at ramme klipperne, som omgiver hele stranden, men jeg gjorde det. Helt selv!

 

Jeg var så glad og uendelig stolt over rent faktisk at have taget ud selv, og så taknemmelig for min venindes tiltro til mig og villighed til at tage mig med ud.

 

De to efterfølgende dage lykkedes det mig at komme på to yderligere intermediate-hold og øve mig endnu mere. Jeg skal stadig øve mig i at komme hurtigere op på mit bræt og ikke tøve, når jeg er på toppen af den grønne bølge, men jeg kan mærke, hvordan jeg langsomt får en bedre og bedre fornemmelse for bøglerne og min selvtillid i vandet vokser.

 

Det er utroligt, hvad fire gode dage i vandet har gjort for ikke bare min glæde ved surfing, men mit liv her i Ericeira. Jeg øver mig i at væbne mig med tålmodighed og have tiltro til, at der er mange flere gode dage i vandet for mig i de kommende måneder.


Siden jeg er kommet til Portugal… – del II

maj 1, 2019 at 22:50
  • er jeg blevet referet til som blond af en fransk gæst på surfcampen.
  • har jeg klappet virkelig mange søde hunde.
  • skulle sige til mig selv, at jeg ikke skal adoptere en portugisisk gadehund.
  • gentaget det. Flere gange. Meget bestemt.
  • tvivlet på mine surfingevner.
  • været imponeret over egne surfingevner.
  • spist utrolig mange rester fra surfcampens bbqs.
  • fået fiskesuppe til 2,5€ i en lille lokal perle.
  • generelt spist godt. Og meget (!).
  • været skuffet over et venskab jeg troede var bedre og mere betydningsfuldt.
  • slugt litervis af saltvand (læs. ikke med vilje).
  • været forvirret over portugisisk kommunikationsstil.
  • grint over, hvor forskellige typer ejer og arbejder på surfcampen.
  • savnet mine veninder derhjemme.
  • tegnet en del i min Bullet Journal, men forsømt min Youtube-kanal.
  • filmet både april og majs ‘Plan with me’-videoer, men hverken klippet eller speaket dem.
  • været flittig på min Bullet Journal insta-konto.
  • tvivlet på min vellidthed.
  • været overbevidst om min vellidthed.
  • overvejet min karriere i et servicefag, når folk igen stillede dumme spørgsmål.
  • tænkt over alle de indlæg jeg gerne gad skrive herinde, men stadig ikke er nået til.
  • fået et hul på måsen af min våddragt takketvære klipperne der også skadede min ankel.