Surfcamplivet: Min første uge i Portugal

marts 31, 2019 at 21:50

Jeg blinkede med øjene og så var den første uge gået. Kæmpe kliché, men ikke desto mindre, sandt. Det har været dejligt, sjovt, overvældende og følelsesbetonet at vende tilbage til Ericeira, denne gang som ansat, ikke gæst. Meget er det samme, men meget er også anderledes.

 

Som jeg skrev mandag aften, træt, udkørt og følelsesmæssigt udmattet, så var det hårdt at tage afsked med særligt Frank. Hold op nu, hvor havde jeg ondt i hjertet de første dage, men som jeg fik indhentet ugers søvnunderskud og fik fundet lidt rutiner i mit nye liv her i Portugal, er savnet kommet lidt på afstand. Heldigvis.

 

Allerede mandag blev jeg modtaget af høj sol og omkring 25 grader. Jeg måtte knibe mig selv lidt i armen. Sommer i marts?! Vejret har faktisk holdt siden da, men eftersigende skulle en storm ramme område på onsdag så uvejr og store bølger er på vej. Det gør mig endnu mere taknemmelig for min varme velkomst. Det samme kan siges om velkomsten fra mine nye kollegaer på surfcampen. Jeg er blevet taget så varmt imod af både dem jeg kendte i forvejen og nye ansigter. Det føltes rigtigt med det samme.

 

Planen var egentlig ikke, at jeg skulle starte med at arbejde før d. 1. april, men fordi alting hele tiden ændrer sig her i Portugal, så har jeg allerede haft mine første vagter i receptionen, er blevet introduceret til bookingsystemet (som er på portugisisk!) og alt muligt andet, der hører til livet på surfcampen. Billedet er i øvrigt fra mit nye kontor, eller rettere receptionen på surfcampen, som min søde veninde Jenni fra sidste sæson, kom forbi og tog for at dokumentere min første dag på nyt job.

 

På grund af vagter i receptionen og/eller surflektioner, der var helt fyldte, så jeg ikke kunne komme med ud og surfe før i går. Jeg var nået at blive helt nervøs. Jeg har en drøm om fire surfs per uge, så udsigten til potentielt ingen i min første uge slog mig ud. Når vind, vejr, arbejdstimer og fyldte surflektioner alt sammen skal gå op i en højere enhed førend jeg kan komme med ud, så føltes det pludselig lidt for svært. Heldigvis vendte mit surfheld i går – og jeg kom ud på min første surflektion i seks måneder. Og i morges fik jeg endnu en mulighed for at komme ud og pladske rundt. At sige, at jeg var begejstret, er en underdrivelse. Den lykkefølelse jeg får, når jeg kæmper mod elementerne og mig selv ironisk nok, men alligevel sejrer og fange bølgen helt selv, er ubeskrivelig. Den største lykkerus.

 

Jeg ved, at min tid her vil byde på (endnu flere) op- og nedture, men hvor føles det bare rigtigt. Jeg er så ufattelig glad for min beslutning om at sige mit job op og tilbringe en hel sæson i smukke Ericeria. Jeg er så taknemmelig for, at min far og stedmor har ladet mig bo derhjemme for at spare flere penge sammen til mine måneder i Portugal og ikke mindst tager sig kærligt af min lille hårbolle.

 

Nu er min plan at komme endnu mere ud og surfe, så jeg kan blive god nok til at øve mig på egen hånd. Hvem ved måske jeg skal investere i et surfbræt inden sæsonen er ovre? Indtil da øver jeg mig glædelig på mit lånte softtop.

Et tiltrængt sceneskift og en tilbagevendende frygt

oktober 24, 2018 at 21:08

Foz do Lizandro, solnedgang, Ericeira, Portugal

Jeg har sjældent trængt til en ferie, som jeg trænger til denne. I morgen tidlig flyver jeg til Portugal. Det er nu ikke en ferie/ferie, men rettere nogle dage fri og nogle dage med arbejde fra surfcampen. Jeg har sådan et job, hvor man ikke må tage ferie i bestemte måneder på året, så det var kompromiset, hvis jeg skulle nå afsted en sidste gang inden sæsonen ender.

 

Jeg glæder mig til sceneskiftet, komme lidt ud af København, væk fra mine bekymringer og have tid til at dyrke min yndlingssport og gense nogle søde mennesker. Det bliver et reunion med tre af pigerne, der også var på campen tilbage i august plus de piger, som bor fast i Ericeira. Det bliver et hit! Surfveninder kan man aldrig få nok af.

 

Som alle de andre gange er jeg en smule bekymret for min grundform og min frygt for bølger. Jeg kan efterhånden kun ryste let på hovedet og smile af mig selv. Det skal jo nok gå, så hvorfor bekymret sig på forhånd. Fjollede hjerne. Jeg håber, at der kommer en dag, hvor jeg kun er spændt og glad ved udsigten til surf og ikke længere nerver over ikke at være god nok, stærk nok, hurtig nok.

 

Jeg havde en episode med en af mine ellers yndlingsinstruktører på et intermediate hold dagen inden jeg skulle hjem, hvor han blev irriteret på mig og konstant irettesatte mig og sagde, at jeg var nødt til at være hurtigere. Den oplevelse har rystet min selvtillid mere end jeg indså i øjeblikket. Jeg gjorde mit bedste og jeg følte slet ikke, at han respekterede mit niveau eller kæmpemæssige fremskridt i de forgangne uger. Jeg gik op ad vandet vred og ked af det over hans unødvendige hårde tone ‘I don’t want to be wasting good waves on you’ og ‘This isn’t good for me’, hvortil jeg vredt udbrød: ‘This isn’t good for you?! Well, this isn’t very good for me either!’.

 

Heldigvis fik vi snakket om det dagen efter, og jeg fik sagt, at jeg ikke synes, at det var i orden og at jeg gjorde mit bedste. Hvis jeg ikke gjorde præcis, som han sagde, når han sagde det, var det ikke et tegn på, at jeg ikke ville, men at min krop ikke ville lystre, når jeg skulle lave mit pop-up ekstra hurtigt på den stadig (for mig) nye grønne bølge.

 

Selvom vi skiltes som venner igen, så har hans kritik sat sig som en dum rille i mit hoved. Jeg er bange for ikke at være god nok. Jeg er, i hvert fald, med al sandsynlighed ikke blevet hurtigere efter to måneder uden surf og problemet er, at jeg er ikke et sted i mit liv, hvor jeg har lyst til kritik. Jeg er i et uvant skrøbeligt humør. Jeg har brug for opmuntrende ord, skulderklap og gode fif til at blive bedre. Ikke nogen der fokuserer på, alt hvad jeg gør forkert.

 

I forsøget på at få min hjerne til at være sødere ved mig lytter jeg ivrigt til min meditationsapp og fokuserer på at trække vejret helt ned i maven. Det bliver skide godt. Det gør det jo altid. Jeg skal bare lukke øjnene og tænke på mine kommende sunset surfs, min alleryndlings slags surfsessioner.

Postkort fra skønne Ericeira

september 28, 2018 at 07:59

Ericeira, Portugal

Ericeira, Portugal

Foz do Lizandro, solnedgang, Ericeira, Portugal

Surfing, Ericeira, Portugal

Ericeira, Portugal

Surfing, Ericeira, Portugal

Chill in Ericeira, Portugal

Ericeira, Portugal, Foz do Lizandro

Ericeira, Portugal

Ericeira, Praia do Sul, Portugal, strand, beach

Ericeira, Portugal, Foz do Lizandro

Ericeira, Portugal, Surf Café

Surfing, Ericeira, Portugal

Ericeira, Portugal

Ericeira, Portugal

Ericeira, Portugal

Ericeira, Portugal

Chill in Ericeira, barbecue, Portugal

Surfing, Ericeira, Portugal

Nalu Bowls, Ericeira, Portugal

Calavera, Ericeira, Portugal,

Chill in Ericeira, barbecue, Portugal

Foz do Lizandro, Ericeira, Portugal,

Lyserødt hus, Ericeira, Portugal,

Praia do Sul

Ericeira, Portugal

Ericeira, Portugal, Foz do Lizandro

Surfing, Ericeira, Portugal

Fisk, Ericeira, Portugal,

Ericeira, Portugal

Ericeira, Portugal

Ericeira, Portugal

Ericeira, Portugal

Ericeira, Portugal

Her er bare nogle af grundene til, at jeg har forelsket mig i den lille fiskerby Ericeira. Der er vist ingen tvivl, jeg er så in lååååve med den by altså. Kom nu oktober, så jeg kan komme tilbage! Men indtil da drømme mig tilbage, som jeg sidder og dimser med de sidste billeder til det her postkort fra min sommerferie.

 

Jeg var utrolig flad og energiforladt i ugerne op til min afrejse, og jeg var alvorligt bekymret for om jeg overhovedet havde energien i mig til at udstå surfdelen hver dag, for slet ikke at tale om aktivt at skulle være social hele tiden for ikke at ende op på mit værelse alene. Men på næsten magisk vis forsvandt al træthed og udbrændthed idet jeg landede i Lissabon. Med et følte jeg mig som mig selv igen, klar på nye eventyr og mange nye mennesker. Jeg lagde mentalt alle bekymringer om at ende med at føle mig alene og trist på min forestående knap 3 ugers soloferie på hylden og mindede mig selv om, at alt nok skulle gå.

 

Og selvfølgelig gik det. Det gik endnu bedre end jeg nogensinde havde turde håbe på.

 

Det var måske den bedste ferie nogensinde. Jeg mødte (og genmødte) nogle af de sødeste og sjoveste mennesker, formede nye venskaber, fik tilpas positiv mandlig opmærksomhed (haha!), havde lange, skøre aftener ude, dansede og dansede, tog på masser af spontane udflugter, spiste massevis af de traditionelle portugisiske cremetærter pastel de natas og blev så meget bedre og modigere til at surfe, at jeg kunne komme ud og fange grønne bølger. Alle mine bekymringer inden afrejsen blev gjort til skamme gange tusind.

 

Jeg er selv sagt blevet kæmpe fan af solorejse-konceptet. Hold nu op, det har åbnet mine øjne for, hvad jeg kan og vil have mere af i mit liv. Jeg er så taknemmelig for at have muligheden for at tage afsted ud i verdenen; opleve og lære. Og ikke mindst, finde steder der er værd at tage tilbage til igen og igen.

 

Skønne, skønne Ericeira, vi ses snart igen!

Ericeira, Praia do Sul, Portugal, strand, beach

Foz do Lizandro, Ericeira, Portugal

Chill in Ericeira, Ericeira, Portugal,

Chill in Ericeira, Ericeira, Portugal,

Surfing, Ericeira, Portugal

Chill in Ericeira, Ericeira, Portugal, barcecue

Solnedgang, Ericeira, Portugal

Chill in Ericeira, surf house, surf camp

Foz do Lizandro, Ericeira, Portugal

Solnedgang, Ericeira, Portugal

Salon Bamboo, Ericeira, Portugal,

Ericeira, Portugal,

Surfing, Ericeira, Portugal

Chill in Ericeira, Ericeira, Portugal

Ericeira, Portugal

Chill in Ericeira, Ericeira, Portugal

Ericeira, Portugal

Ericeira, Portugal

Portugisiske fliser, Ericeira, Portugal

Ericeira, Portugal, Foz do Lizandro

Ericeira, Portugal

The Mill, kaffe, coffee, Ericeira, Portugal

Ericeira, Portugal

Ericeira, Portugal

Nalu Bowls, Ericeira, Portugal