Når der er behov for at sige ‘spejl’

januar 17, 2019 at 10:04
Plaid skirt and crop top, spejl, mirror

Hvad er det med januar, der får den til at føles som om den er tre måneder lang?! Vi er kun lige over halvvejs og jeg føler, at det har været januar i minimum 1,5 måned på nuværende tidspunkt. Er det fordi den ligger lige i røven af den hyggeligste måned, december? Er det fordi, at man er notorisk flad efter december – både økonomisk og overskudsmæssigt? Er det fordi det er kronisk mørkt, vådt og koldt? Nok en kombination af alle tre. Januar er en røv måned, pardon my French.

 

For mit vedkommende er januar måske ekstra blah, fordi jeg i alderen af 33 år er rykket ud ad byen og hjem til mine forældre på Slottet i provinsen for at spare nogle moneter til mit Portugal-projekt. Ikke at det faktisk går overraskende smertefrit her 1,5 uge inde. Men jeg kan mærke, at jeg er ekstra træt.

 

Jeg har en time til halvanden hver vej, fordi jeg vælger at gå til stationen, for at få lidt skridt på kontoen, så min arbejdsdag føles ekstra lang og min fritid ditto kort. Jeg har en aftale med mig selv, at jeg lægger telefonen væk og kun læser, når jeg sidder i toget. Jeg får derfor læst en del og bruger mit pendlertid fornuftigt. Alligevel føler jeg (og sådan er det egentlig også i praksis), at jeg står op og tager på job, arbejder, træner (ikke alle dage dog), tager hjem, spiser aftensmad, ser lidt fjernsyn og går i seng. Dagen efter er det forefra. Det er sgu lidt kedeligt. Jeg orker bare ikke mere.

 

Jeg har hverken lyst eller overskud til at ringe til nogen, transportere mig nogen steder hen eller svare på sms’er. Jeg vil bare gerne slappe lidt af. Sidde i stilhed og lade mig underholde af en serie på Netflix eller noget andet relativt letfordøjeligt i fjernsynet. Nusse Frank bag øret. That’s it.

 

Det her januarmodus gør mig irritabel. Jeg er vitterligt uimponeret over alle jeg kender. Argh okay, måske ikke alle. Min lunte er kort og der skal lidt til, at jeg synes, at folk er irriterende, respektløse, ikke gør sig nok umage eller ligefrem provokerende.

 

En klog kollega, som ikke kun giver de bedste råd, men også har det fineste indsigter til menneskelig adfærd ville sige ‘Spejl’. Ikke på den der provokerende teenage-måde, men som i: Hvis der er nogen der irriterer dig, så kan årsagen tit findes i dig selv.

 

Så i går, da jeg igen havde lyst til at sige til en, jeg normalt rigtig godt kan lide, at vedkommende skulle hoppe i havet, sagde jeg ‘Spejl’ til mig selv. Spejlet sagde, at jeg var træt, havde ondt i hoved og nakke, havde flere ambitioner end faktisk energi til at udføre selvsamme ambitioner og i øvrigt havde fået vendt op og ned på min hverdag, så det var nok ikke vedkommende (og de andre, der havde irriteret mig) var intentionelt provokerende, men at mit overskud til at sige ‘pyt’ eller sortere fra var midlertidigt forsvundet.

 

Ved at kigge ind i det imaginære spejl, kunne jeg konkludere, at jeg må give mig selv ro til at finde mit fysiske og mentale overskud igen og lige trække vejret dybt i maven, når sensationen af at skære folk permanent ud ad mit liv for et fejltrin opstår. Når jeg om nogle dage igen har lyst til at være social, så ville det være rart stadig at have gode mennesker omkring mig.