Det sværeste farvel

marts 25, 2019 at 21:53

Jeg blev aldrig færdig med det her indlæg inden min afrejse. Jeg kunne simpelthen ikke få ordene ud. Tiden var ikke til det og tårerne pressede sig på (og flød over) hver gang jeg forsøgte. Nu prøver jeg igen.

 

Jeg kunne skrive om mange ting i dag af alle dage, men jeg vil skrive om det der har fyldt allermest de sidste mange uger. Det sværeste farvel.

 

Efter ugers optakt, nej rettere måneders, for forskudssavnet startede, da jeg lukkede døren til min lejlighed på Vesterbro og drog til Nordsjælland med Frank under armen. I dagene op til lejligheden skulle overdrages, trillede tårerne ned ad mine kinder, fordi det føltes som om jeg allerede der mistede min hverdag med Frank. Det gjorde jeg på sin vis også, han er blevet luftet mest af mine forældre sammen med deres hund, mens jeg har pendlet med tog frem og tilbage hver dag. Han har fulgt trofast efter min stedmor, fordi hun ved, hvor maden OG gufferne er og lufter ham dagligt, så jeg er blevet sekundær i hans liv. Jeg har savnet ham i de sidste to måneder. Men ikke så meget som jeg gør lige nu.

 

I dag var dagen jeg har gruet for. Mit farvel til Frank, det sværeste farvel af dem alle. Jeg har naturligvis også glædet mig og været spændt på alle de rigtige måder, men hold nu op, hvor har der bare vokset en knude i min mave. Frank, der normalt sover i mine forældres soveværelse sammen med deres hund for nattefredensskyld, sov i nat hos mig. I min seng endda. Han var eksemplarisk. Han vidste, at der var noget i gære. Han sov sødt og roligt og uden at skulle hen og krase på døren, fordi han skulle se, hvad Ludwig mon lavede kl. 2.17 om natten. I nat var han naturligvis en sand engel, bare for at vise mig, hvad jeg går glip af, mens jeg er i Portugal.

 

Det sidste dage har han fulgt mig ekstra tæt og set observerende til, som jeg har hevet kufferterne op fra kælderen. Han har ligget med hovedet på mine bunker af tøj og kigget på pakkeprocessen med sine store sorgmodige øjne. Han har sprunget op på mit skød og seng, så snart chancen har budt sig og i det hele taget været ekstra nuttet.

 

Det virker uden tvivl helt kakkelak, hvis du ikke selv er hundeejer, men jeg elsker Frank mere end nogen anden. Den lille hårbolle er mit et og alt. Han er min tro følgesvend og kommer til at mangle hans vilde velkomst, våde mopsemøs og hyggelige snorkelyde hver dag.

 

Hvis han bare vidste, hvor hård en beslutning det har været at rejse fra ham. Jeg håber savnet bliver mindre intens, som jeg vender mig til min nye hverdag og liv her. For lige nu har jeg mest af alt lyst til at flyve hjem og hente ham.

To måneder, helt præcist

januar 25, 2019 at 16:04
Ericeira, Portugal

Der er i dag præcis to måneder til jeg rykker teltpælene og slår lejr i Portugal. Metaforisk ganskevist. Jeg har ikke umiddelbart planer om at spendere størstedelen af 2019 i et telt. Det ville ellers være et kønt syn.

 

Heldigvis har jeg allerede tilbage til starten af december fået styr på et vigtige punkter i Portugal-planen: 1) Finde et job og 2) Finde et sted at bo.

 

Faktisk kan man sige, at jeg har slået to fluer med et smæk der, for jeg skal arbejde og bo samme sted. Jeg har nemlig fået arrangeret det sådan, at jeg skal arbejde på den surfcamp, som jeg også har boet på de tre gange jeg var i Ericeira sidste år, og som del af min løn får jeg også et sted at bo. Mit job vil bestå af at hjælpe til i receptionen med bookinger og tage imod gæster og hjælpe campen med deres markedsføringsaktiviteter. Jeg skal som udgangspunkt arbejde 4 timer om dagen 5-6 dage om ugen, så der skulle gerne være masser af tid til surf. Hvis jeg synes, at jeg mangler penge, så må jeg lave lidt freelancearbejde her og der.

 

Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at jeg var enormt lettet, da det hele faldt på plads kun kort tid efter jeg havde lagt min opsigelse i mit nuværende job. Det er så rart, at jeg ved, hvad der skal se, når jeg ankommer og jeg har en form for en plan. Jeg har i hvert fald et sted at starte og et godt udgangspunkt. Alt andet må jeg tage som det kommer.

 

Jeg glæder mig naturligvis, Det hele er begyndt at være lidt mere virkeligt efter kalenderen begyndte at sige 2019. Men ærlig talt synes jeg, at tiden går langsomt. Helt utrolig langsomt. Januar har varet i tusind år. Kom nu videre til februar. På den anden side, så kender jeg mig selv godt nok til at vide, at når vi først er i marts kommer tiden til at flyve afsted og jeg vil føle, at jeg mangler tid til praktikaliteter og kramme folk farvel.

 

Pludselig er de to måneder gået og jeg sidder i flyveren på vej mod Lissabon, grådkvalt af forskudssavn, hvis jeg kender mig selv ret (Meget apropos gårsdagensindlæg).

Komplet overvældelse og taknemmelighed

november 22, 2018 at 12:51

Lissabon, Corpus Christi, taknemmelighed, Portugal

H.O.L.D. N.U. O.P.! Jeg er helt på røven over, hvor søde alle har været omkring min beslutning om at sige mit job op og flytte til Portugal. Jeg er fuldstændig overvældet.

 

Alle – og jeg mener ALLE (okay, pånær et enkelt familiemedlem) jeg har fortalt om mine planer for næste år har været vanvittige søde, opbakkende og begejstrede på mine vegne. Også dem som jeg ikke havde regnet med det fra. Jeg havde regnet med at få en del flere kritiske spørgsmål og/eller kommentarer på, hvad en kvinde i min alder burde gøre på det her tidspunkt i sit liv, men jeg overdriver ikke, når folk bare har bakket op om mine planer.

 

Jeg havde regnet med minimum skepsis eller et forsøg på at tale mig fra projektet fra mine forældre, da en del af min plan involverer, at min hund skal bo hos dem i 6 måneder, jeg flytter ind hos dem et par måneder inden afrejse for at spare penge på min utrolig dyre husleje, ikke opsparer min pension i flere måneder, bruger hele min opsparing og ikke har en plan for, når jeg er retur. Men nej, de støtter op; ‘Der er vigtigere ting end penge’ sagde min far fornyligt, da jeg sagde, at jeg jo godt vidste, at min plan ikke ville gøre mig rig (læs. nærmere det modsatte). Han har naturligvis ret, og det skal jeg minde mig selv om, hver gang jeg skælver over den økonomiske del af planen.

 

Det er ikke kun mine forældre, der forstår, hvorfor jeg vil afsted. Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at adskillige har været helt oppe og køre over, hvor god en beslutning det er for mig og givet mig deres uforbeholdne støtte til projektet. Jeg er blevet tilbudt lån af flere, hvis jeg ikke kan få projektet til at løbe rundt uden job (det kommer dog ikke på tale), men altså, hvor jeg synes, at folk er søde. Min ene onkel sagde til mig, at uanset hvad der sker, så støtter han mig 100% og er (om ikke andet) mentalt bag mig og har min ryg. Vi snakker en knap to meter høj, bredskuldret tømrer, så jeg føler, at det er den bedste skytsengel at have med sig. Hans, og andre, søde og støttende kommentarer gør mig endnu mere sikker på mit valg.

 

Jeg har det virkelig godt med min beslutning, men jeg kunne næppe have det så godt, som jeg har det, hvis ikke jeg var omgivet af folk, der støtter mig fuldkomment i mit Portugal-projekt.

 

Tak for hulan, tusindmillioner gange tak❤️