Ting der irriterer mig

januar 16, 2019 at 11:51
  • Når en jeg snakker i telefon med, konstant snakker til en anden. En samtale ad gangen venner!
  • Folk der snøfter, pudser næse i nærheden af mig – eller gud forbyde snotter på gaden. (Indsæt bræk-emoji). 
  • At være forkølet.
  • Faktisk alt snot-relateret.
  • Når folk ikke gør sig umage. 
  • En bog, der ender uforløsende – eller bare ikke som jeg synes, at den burde.
  • Folk der anklagende spørger om det ikke er synd at købe en mops. Luk numsen blev der sagt!*
  • Fodgængere der går skråt over fodgængerfeltet for at krydse ind, hvor cyklerne venter på at dreje.
  • Udtrykket ‘Stop dig selv’. Seriøst stop dig selv.
  • Smaskeri af en hver art.
  • At blive vækket til lyden af Frank, der vasker sig. 
  • Folk der snakker unødvendigt højt. 
  • Typen, der sætter sig ved siden af en der læser i toget og knevrer højt hele vejen. 
  • Folk der nyser uforholdsmæssigt højt. 
  • Larm generelt. Jeg hader larm. 
  • At blive afbrudt, mens jeg synger med på min yndlingssang. 
  • Uhøflighed. Bare hold døren for andre, sig tak, selv tak, undskyld – det gør ikke ondt. 
  • Gode nye serier, der har alt for få afsnit eller sæsoner. 

 

Jeg vil elske at høre, hvad er der på din ‘gør-dig-irriteret-og-eller-sur-liste?

 

P.S. Læs eller genlæs Franks ultimative hadeliste

 

*Mit ansigtsudtryk er i øvrigt præcis som Franks på billedet, når jeg får det spørgsmål (for hundredetusindende gang).

I øvrigt…

januar 14, 2019 at 10:11
  • er jeg officielt rykket ud af København og residerer nu i provinsen.
  • har jeg i dag ugedag med min nye pendlerstatus.
  • tog jeg dog kun tre dage på kontoret. Blød start.
  • blev jeg selvfølgelig en time forsinket på min første pendlerdag.
  • er jeg vitterligt i chok over prisen på et månedskort – 1390 kr.!
  • er det ikke en gang for alle zoner…!
  • har jeg aftalt med mig selv, at togtid er læsetid.
  • blev jeg færdig med første bog ‘Everything I Never Told You’ i sidste uge.
  • er jeg nu gået i gang med en moppedreng ‘A Little Life’ på over 700 sider.
  • regner jeg med at den kommer til at holde længere end en uge. 
  • synes jeg, at Frank lignede en baby sæl, som vi kørte mod Nørreport den anden dag. 
  • fyldte Frank 4 år i fredags.
  • er det 28 år i menneskeår. Til næste år er Frank ældre end mig.
  • forsøger jeg at undgå sukker. 
  • spiste den mellemste og jeg til gengæld tre poser chips i går. Yup, tre! 
  • var en da dem dog den der nye linsechip, så det gælder vel mest som grønsager?
  • har jeg endelig fået set hele BBC-serien Bodyguard (ligger på Netflix). OMG, den er spændende!  

Mareridt der bliver siddende i kroppen

juli 12, 2018 at 08:28

Min Franko, lyserød sweater

Det har taget mig flere dage at få skrevet det her indlæg færdigt. Jeg har simpelthen haft en største klump i halsen og tårer til oppe over øjenkanten hver gang jeg har forsøgt.

 

Jeg vågnede til lyden af min egen stemme, der desperat fik klemt ordene ‘I er nødt til at hjælpe ham’ ud. Jeg ville græde, men jeg kunne ikke, hele min krop var i chok. Både i drømmen og i virkeligheden.

 

Jeg havde det mest forfærdelige mareridt. Den slags der er så livagtige og bunder ens værste vågne mareridt, at hjernen ikke formår at skelne, hvad der er ægte og hvad der var drøm, selv efter du er vågnet. Jeg drømte, at jeg befandt mig i en høj bygning i midten af rummet, da jeg pludselig ser Frank springe op i en vindueskarm. Inden jeg når at reagere, sætter han i endnu et spring videre ud ad vinduet. Selvom jeg ikke kan genkende, hvor vi befandt os i drømmen, så vidste jeg inden jeg nåede hen til vinduet, at vi var oppe på 5. sal. Jeg når kun akkurat at se Frank styrte mod jorden. Jeg holder vejret, mens jeg skriger af mine lungers fulde kraft. Den sensation, der kun kommer, når du er så bange, at du ikke kan få en lyd ud, men inden i dig skriger alle celler.

 

Han rammer jordet hårdt. En gruppe legende børn og forældre vender sig forstrækket om for at se, hvad det var og løber hen mod ham for at hjælpe ham. Hans øjne er åbne.

 

Tanken ‘hans øjne er åbne, så han kan ikke være død’ registerer jeg. Men kan man klare et fald fra 5. sal? Lider han? Er det bare et spørgsmål om tid?

 

Hvordan jeg kommer ned på græsset, husker jeg ikke. En dame har taget ham op i sin klapvogn, hvor han ligger radbrækket og forslået. Han løfter hovedet og ser på mig med sine store mopseøjne, da jeg siger hans navn. Jeg er helt ulykkelig og bliver ved med at gentage, at nogen må hjælpe ham, hjælpe mig, hjælpe os. Jeg føler mig så magtesløs. Tusind tanker flyver gennem mit hoved. Det er som om jeg ved, at han ikke vil kunne overleve det fald, men samtidig finder et spinkelt håb i, at han reagerer på, at jeg er der. Jeg græder og jeg græder.

 

Jeg hører en grådkvalt stemme sige: ‘I er nødt til at hjælpe ham’. Det er mig selv, men det tager noget tid førend jeg indser det. Jeg er ved at vågne, heldigvis. En knude på størrelse med en vandmelon sidder i mit bryst og jeg føler mig gennemulykkelig, selv flere timer efter jeg er helt vågen og min dag er i gang.

 

Frank elsker at springe op på store sten, træstammer etc. og er en rigtig lille parkour-mops. Jeg har flere gange oplevet ham springe op på noget højt for derefter at fortsætte endnu højere op og ud over kanten. Indtil videre har det ‘kun’ være på en parkbænk, hvor han har fejlkalkuret, at han ville kunne lade på det smalle ryglæn, og derfor fortsat ned på den anden side af bænken og jorden. Samme stunt har han lavet på en legeplads, hvor trinene blev højere og højere, og hvor jeg troede, at han ville stoppe på toppen, men hvor han lystigt sprang videre ud fra kanten og var ved at trække mig med i hvert fald 1,5-2 meter ned på jorden. Der er heldigvis ikke sket noget med ham, men han har tydeligvis forstrækket mig med sit overmod og manglende dødsangst.

 

Som mange andre både menneske- og hundeforældre, er jeg så bange for, at min uopmærksomhed eller dumhed vil føre til, at Frank kommer til skade – eller i værste tilfælde dør. At han bliver kørt over eller springer i døden ligger på toppen af min bekymringsliste.

 

Selvom det nu er flere dage siden jeg vågnede op efter mareridtet, sidder følelsen af skyld og sorg stadig i mig. Jeg prøver at gentage for mig selv, at det bare var en dårlig drøm, men det her mareridt sidder fast i kroppen.