Jeg er forelsket…

september 18, 2018 at 20:01

Ericeira, Portugal

Det forholder sig sådan, at jeg nok er gået hen og blevet en smule forelsket. Eller rettere, jeg er helt sikkert forelsket, den følelse af bare forbundet med en form for mild angst hos mig, så det kan være svært at sige højt. Du ved, tabe kontrol, ansigt, risikere at blive skuffet og såret. Men sommerfuglene i min mave basker på højeste niveau og der er vist ingen vej udenom det, jeg har tabt mit hjerte.

 

Men modsat, hvad mine forældre, øvrige familie og veninder ville foretrække, har jeg ikke forelsket mig i en fyr, men en lille havneby i Portugal. Nogle af jer husker måske, at jeg ikke var 100% overbevist om Portugals charme under mit første besøg. 17 grader og regnvejr på min sommerferie vol. 1 i juni gjorde mig småsur og irriteret, men alligevel var der noget der dragede mig tilbage til lige netop Ericeira. Selv i nærmest konstant tåge og dis, havde jeg set byens potentiale. Der var noget uudforsket, som gjorde, at jeg måtte tilbage.

 

Det gjorde jeg som bekendt og Ericeira skuffede ikke. Tværtimod. Den tog mig med storm. Jeg blev forført af dens portguisiske tilbagelænethed og charme. Smukke, smukke Ericeira klædt i hvid og blå. Jeg er vild med byens små krogede gader, hyggelige pladser, utallige bagerier med friskbagte pastel de natas, massevis af restauranter og caféer, det gode udvalg af muligheder for en sjov aften ude og lokale tjenere som genkender dig hjerteligt selv to måneder efter dit besøg.

 

Derudover er jeg helt tosset med surfcampen, Chill In Ericeira, hvor de ansatte og frivillige på campen får stedet til at føles som en stor familie og de altid underholdende og dygtige surfinstruktører. Og naturligvis de mange strande og dertilhørende bølger at øve min yndlingssport på.

 

Mit smil breder sig fra øre til øre og jeg bliver gennemglad bare jeg sidder her og skriver om Ericeira og mindes på alle de gode ting jeg har oplevet der. Jeg er ikke til at skyde igennem for tiden. Jeg var ellers en smule bekymret for, hvor øv-agtigt jeg ville synes København var, når jeg kom hjem igen og sommeren tilmed havde forladt landet, mens jeg havde øvet mig i at padle ud. Men på trods af våde øjne i Lissabon lufthavn, så har de famøse post-ferie-blues ikke ramt mig som de plejer.

 

Det kunne muligvis godt have noget at gøre med, at jeg ved, hvornår jeg skal retur til min nye yndlingsby…Jeg har nemlig allerede købt en flybillet tilbage i slutningen af oktober. Jeg landede i København tirsdag og fredag bestilte jeg mine billetter. Hjertet vil have, hvad hjertet vil have.

 

Ericeira, vi ses om under halvanden måned!

Om at have lyst til at være forelsket

februar 24, 2017 at 09:00

Pont de Arts - Lovelock bridge

Jeg har tænkt meget over det, og jeg har lyst til at være forelsket igen. Det er efterhånden rigtig (rigtig) lang tid siden jeg har været rigtig forelsket i et andet menneske, ja, årevis. Men jeg er kommet til et sted, hvor jeg har lyst til at opleve den helt særlige sensation af at synes nogen er søde og lidt spændende. Inden man kender hinanden ind og ud og forelskelse for længst er overhalet af kærlighed. Den der jeg vil bare gerne være tæt på dig, lære alt om dig og danne vores eget lille rum. Den bobblefornemmelse vil jeg gerne.

 

I lang tid følte jeg mig tom. Som om der ikke var noget af give af, det der engang var, alt det overskud og kærlighed jeg indeholdte, var løbet ud på gulvet og tørret bort. Som en stor lerkrukke, der revner og alt vandet langsomt løber ud. Jeg havde ikke noget at tilbyde nogen og jeg var ikke villig til at prøve. Jeg var bange for at miste og igen føle at stå tilbage uden noget.

 

For måske første gang siden to blev til en, føler jeg, at jeg har noget at dele ud af, noget at give, bringe til bordet og ikke bare et stort rod af modstridende følelser og tanker. Og jeg er klar til at tage imod. Til at rumme, at nogen putter deres følelser og forventninger over til mig og jeg skal tage vare på dem. Jeg har lyst til at tage (med)ansvar for en andens glæde og være et plus (og nogle dage et minus) i nogens liv.

 

Men jeg er også stadig bange. Jeg er bange for at give helt slip og lade strømmen tage over. Jeg er kontrolmenneske til fingerspidserne og hvis jeg kunne lægge en plan og vide, at sådan ville mit kærlighedsliv udspille sig, så passede det mig nok ganske strålende. Men det kan jeg selvsagt ikke, og det er der nok også noget smukt i den uforudsigelighed. Det er muligvis en kæmpe kliche, men det er vel ikke for sjov, at man siger, at det er på usikker grund, at der er mest at vinde.

 

Så med bævrende knæ og bankende hjerte gør jeg mig klar til at gå ud der, hvor grunden ikke længere er helt sikker, men den boblende fornemmelse jeg ønsker mig findes.