Jeg har taget en stor beslutning!

november 14, 2018 at 14:17

Surfing, Ericeira, Portugal

Jeg har taget en stor beslutning! Eller rettere – jeg har taget en lang række af store, mellem og små beslutninger, men de startede alle sammen med én beslutning.

 

Da jeg var i Ericeira i sommer hørte jeg pludselig mig selv sige: ‘Jeg vil bo her nogle måneder til næste år’. Jeg må have følt sensationen, idet ordene fløj ud ad munden på mig, men da jeg havde sagt det, vidste jeg, at en beslutning var taget. Jeg vil til Portugal, nærmere bestemt Ericeira, og bo i en længere periode end en ferie. Til at starte med hed idéen fra maj til juli, så blev den til april til august og nu er jeg nærmere et sted, hvor jeg vil være i Ericeira hele surfsæsonen, som løber fra marts til november.

 

Hvad så med dit job, tænker du måske? Det er en længere fortælling. Fordi mit nuværende job egentlig ikke kræver andet end en internetforbindelse og min MacBook, så har min chef og jeg adskillige gange snakket om, at jeg har muligheden for at arbejde fra et andet sted i verden end lige København nogle måneder. Så det var oprindeligt min plan; at tage mit stabile, velkendte job fra Danmark (med dansk løn ikke mindst) med til Portugal, så jeg kunne arbejde i hverdagene og surfe om aftenen og/eller i weekenderne. Men står blev der foretaget nogle ret drastiske ændringer med min stilling og samtlige af mine yndlingsopgaver blev taget fra mig og jeg blev efterladt med en primær arbejdsopgave, der ikke giver mig nogle former for energi, glæde eller udfordring. (Deraf de adskillige indlæg om lige at skulle finde mig selv ovenpå alt for meget tankemylder – her og her).

 

Jeg græd og var helt ulykkelig. Jeg snakkede med min fagforening, mine veninder, min søster, mine forældre, min reformerinstruktør og tætte kollegere. Jeg vendte og drejede situationen. Jeg mærkede efter helt ned i maven og fandt frem til, at mit nuværende job i sin nye form, havde jeg på ingen måder lyst til at fortsætte med at lave, og jeg havde slet ikke lyst til at sidde med arbejdsopgaver, der gør mig træt og umotiveret i Portugal. Portugal-planen skulle være min mulighed for at ryste posen og gøre tingene på en anden måde.

 

Hvorfor arbejde otte uger i København, mens jeg tæller dagene til næste surfeventyr, er afsted i alt mellem 1-3 uger og så hjem og vente yderligere otte uger på næste mulighed for at holde ferie? Jeg vil gerne placere mig tæt på gode bølger og sol, så jeg kan øve mig i min yndlingssport, mens jeg nyder alle de andre goder Portugal har at byde på. Egentlig er det en oplagt mulighed for at prøve en helt anden livsstil. Jeg har derfor besluttet mig og sagt mit job op. Jeg kan mærke, at det er den rigtige beslutning, men det efterlader et nyt spørgsmål, som mange allerede har stillet mig (og som jeg naturligvis også har stillet mig selv). Hvis du har sagt dit job op, hvordan vil du så tjene penge?

 

Her er svaret: Det må jeg finde ud af. Ganske enkelt. Det giver ikke nogen mening at søge et nyt job herhjemme, for der er små chancer for, at jeg ville kunne få lov til at arbejde fra Portugal i en helt ny stilling i en ny virksomhed. Så jeg må finde på noget andet. Planen er pt at skrabe så mange penge sammen som overhovedet muligt, inden afrejse, så jeg har størst mulig frihed, mens jeg er afsted. Derudover har jeg oprettet en virksomhed for at få et CVR-nr., så jeg har mulighed for at lave freelancearbejde fra Portugal, som også ville kunne give en lille B-indkomst. Jeg har allerede fundet på en plan for min lejlighed, så den er der næsten styr på, så den ikke er en udgift, mens jeg er væk. Og sidst men ikke mindst, er min plan at arbejde på en surfcamp eller lignende i receptionen mod logi, i hvert fald dele af tiden. Jeg bliver ikke rig af den plan, det er jeg klar over, men jeg har en (overraskende) god mavefornemmelse.

 

Men hvad med Frank? Den er straks værre. Fordi jeg ikke længere satser på at kunne leje en lejlighed for hele perioden og skabe et lille hjem, så kan jeg ikke tage Frank med. Jeg vill 100% helst have ham med mig, det skal der ikke herske nogen tvivl om – og der kommer uden tvivl til at vælte mange tårer ud ad mit hoved på den bekostning. Jeg elsker jo den lille pelsklump så helt utroligt meget. Når det er sagt, så ved jeg, at han vil have det bedst hjemme hos mine forældre med have og sin storebror Ludwig. Han skal ikke udsættes for en potentiel farlig flyvetur (for de fladtrynede hunde er det ikke helt risikofrit at flyve), skiftende rammer og ustabilitet, hvis jeg kan skåne ham for det. Jeg må tænke på hans bedste, og fokusere på, at jeg naturligvis også vil blive fri på en anden måde til spontane ture og sene nætter uden at have dårlig samvittighed eller finde pasning i et nyt land.

 

Et andet spørgsmål jeg også har fået en del er varianter af ‘Hvem er han?’, ‘Er der en sød fyr?’ og ‘Er det et surfbræt eller en sød fyr på en surfbræt?’. Til andre nysgerrige sjæle kan jeg sige, at der er rigtig mange søde, pæne og sjove fyre på surfbrætter. Jeg må skuffe romantikerne derude og glæde pessimisterne, men jeg flytter ikke til Portugal for en fyr. Jeg flytter til Portugal for mig selv – for at prøve noget nyt, leve en anden livsstil, udfordre mig selv, øve min surfing, lære et nyt sprog. For at ryste posen og finde ud af, hvad der gør mig glad.

 

Denne her process startede jo egentlig tilbage på Bali, hvor jeg mødte adskillige, der havde valgt at gøre tingene lidt anderledes, sige deres job op, rejse ud i verden og finde mening et andet sted og på en anden måde. Jeg har længe drømt om at rykke til udlandet for en tid, jeg kunne bare ikke bestemme mig for hvor, hvornår og hvordan. Pludselig, og uventet ikke mindst, blev svaret en lille fiskerby i midten af Portugal.

 

Der er stadig løse ender i planen, men jeg tror på, at det hele nok skal løse sig. Jeg er ressourcestærk og viljefast, og når jeg har sat mig noget for plejer det som regel at lykkedes. Hvis jeg pludselig er fattig og ulykkelig i Portugal, så kan jeg altid komme hjem.

Om et hysterianfald og særligt søde piger

november 7, 2018 at 18:14

Te, Peace of mind comes piece by piece

Jeg føler lidt, at bloggen er blevet en samling af ‘Nu rejser jeg igen!’ og ‘Retur til hverdagen’-slags indlæg. Er det bare mig? Men altså, som jeg har nævnt før, er bloggen jo trods alt også verdens dårligste betalte job (aka udelukkende en hobby), så det er fjollet at have dårlig samvittighed over frekvensen af indlæg og deres tematik. For det der er mig mest på sinde i de her måneder er mit nye kærlighedsforhold med Portugal og surfing.

 

Med frygt for at gentage mig selv, så er jeg netop hjemvendt fra Ericeira og min lille kombitur af ferie og arbejde – og surf, naturligvis. Det er ikke helt det samme af være afsted og skulle arbejde. Men det vidste jeg jo godt, og eftersom alternativet var slet ikke at komme afsted en sidste gang i år, så synes jeg, at det var det værd.

 

Jeg nåede ikke noget indlæg i mellem mit ‘Hej hej – jeg tager tilbage til Portugal‘-indlæg og dette. Dagene har det med at løbe ud mellem fingrene på mig, når jeg er i Ericeira. Egentlig havde jeg nok bare ikke det mentale (eller fysiske) overskud til at sætte mig ned og skrive noget sammenhængende eller forholde mig til mine følelser.

 

Denne tur var en ekstrastor emotionel rutchebane for mig. En kombination af det følelsesmæssige tumult jeg følte inden turen, flere storme i området, der betød at flere surflektioner måtte aflyses, dårlig samvittighed over ikke at gide/skulle arbejde, tidligere positive, sjove bekendtskaber, der skuffede mig, en dum tvivl på mine surfevner og fremskridt, ultimativ udmattelse efter mange dage i streg med fysisk krævende surfing i dårlige forhold, sene nattetimer, mangelfuld søvn og lidt for meget (læs alt, alt for meget) alkohol fik mig i knæ.

 

I slutningen af en ellers god surflektion (dog med tredagstømmermænd og den sjette dag med surfing i streg), hvor jeg fik masser af ros, mistede jeg en bølge efter at have kæmpe mig ud mod strømmen i hvad der føltes som evigheder. Da jeg ryger af, bliver jeg så arrig, at jeg råber, sparker i vandet og slår ud efter mit surfbræt. Præcis som en 3-årigs hysterianfald i supermarkedet. Bestemt ikke mit stolteste øjeblik. ‘Katharin, it’s okay’ hører jeg den ene instruktør råbe, men jeg vender mig vredt og begynder at kæmpe mig ud igen, mens jeg holder tårerne tilbage.

 

Tilbage på stranden, ser jeg nogle af mine surfveninder sidde på strandcaféen og går over for at sige hej, men idet en af mine yndlingspiger vender sig mod mig for at tilbyde mig et kram og en tår af sin varme kakao, kan jeg mærke tårerne presse mod og jeg vender mig straks om, løber om bag omklædningsrummene og falder hulkende sammen. Lydia kommer kort tid efter, putter sit store, vamsede halstørklæde om mig og forsøger at få nok ord ud ad mig til at forstå, hvad der er sket. Problemet er bare, at intet ægte stort er sket. Bare masser af små ting. Jeg er helt færdig og er fuldstændig forladt for energi, enhver form for overskud og tydeligvis den mentale kapacitet til at tale mig selv til fornuft. Jeg begynder at grine, mens tårerne stadig vælter ud af øjnene på mig. Jeg bliver fyldt op med varm kakao og en kærlig tilkendegivelse om, at mine mange (i det her øjeblik modstridende) følelser er ‘why we love you’.

 

Lige præcis alle de søde, sjove og seje piger jeg har mødt (og genmødt) i Ericeira er én af grundene til at jeg elsker det sted. Jeg er helt på røven over, hvor mange nye venskaber jeg har fået igennem mine tre besøg og ikke mindst på min sidste tur nu her. De er grunden til, at Ericeira er helt særlig for mig. Uden dem ville det slet ikke være det samme. Dejlige damer der omfavner hinandens forskelligheder, temperament, baggrunde, livsstil, interesser og vælger at åbne sig selv op til nye mennesker og forhåbentlig livslange venskaber. Alle de mange sjove, skøre og svære øjeblikke jeg har fået lov til at dele med mine nye surfveninder får mig til at boble lidt over af lykke. Jeg har virkelig mødt nogle gode piger. Jeg har også mødt adskillige skønne fyre, faktisk en hel del, som jeg bestemt også håber at gense igen til næste år. For ja, jeg skal selvfølgelig tilbage igen. Selvfølgelig skal jeg det.

 

Turen hjem var slem denne gang; at vide at jeg ikke skal tilbage før om flere måneder (sæsonen løber fra marts/april til oktober/november) gjorde mig helt ulykkelig og jeg havde ingen chance for at holde tårerne tilbage, som jeg sad og sms’ede med en savnet veninde derhjemme om turen. De flød bare i en lind strøm. Jeg følte mig helt knust og tom inden i.

 

Heldigvis føltes det rart og trygt at træde ind ad døren til min lille lejlighed på Vesterbro. Jeg måtte sukke en lettelsen suk. Hjemme er nu også rart. Jeg varmede en karryret fyldt med tiltrængte grønsager fra fryseren og puttede mig på sofaen med ‘Friends’, mens jeg flittigt korresponderede med min pigegruppe fra denne tur. Jeg har været hjemme i to døgn nu, men jeg er stadig i underskud af vitaminer og kvalitetssøvn, men jeg føler mig mere som mig selv igen. Og hver gang savnet tager over, er min Whatsapp altid glødende med evigt aktive grupper og samtaler med andre, der lider af samme omvendte form for hjemve som mig.

Et tiltrængt sceneskift og en tilbagevendende frygt

oktober 24, 2018 at 21:08

Foz do Lizandro, solnedgang, Ericeira, Portugal

Jeg har sjældent trængt til en ferie, som jeg trænger til denne. I morgen tidlig flyver jeg til Portugal. Det er nu ikke en ferie/ferie, men rettere nogle dage fri og nogle dage med arbejde fra surfcampen. Jeg har sådan et job, hvor man ikke må tage ferie i bestemte måneder på året, så det var kompromiset, hvis jeg skulle nå afsted en sidste gang inden sæsonen ender.

 

Jeg glæder mig til sceneskiftet, komme lidt ud af København, væk fra mine bekymringer og have tid til at dyrke min yndlingssport og gense nogle søde mennesker. Det bliver et reunion med tre af pigerne, der også var på campen tilbage i august plus de piger, som bor fast i Ericeira. Det bliver et hit! Surfveninder kan man aldrig få nok af.

 

Som alle de andre gange er jeg en smule bekymret for min grundform og min frygt for bølger. Jeg kan efterhånden kun ryste let på hovedet og smile af mig selv. Det skal jo nok gå, så hvorfor bekymret sig på forhånd. Fjollede hjerne. Jeg håber, at der kommer en dag, hvor jeg kun er spændt og glad ved udsigten til surf og ikke længere nerver over ikke at være god nok, stærk nok, hurtig nok.

 

Jeg havde en episode med en af mine ellers yndlingsinstruktører på et intermediate hold dagen inden jeg skulle hjem, hvor han blev irriteret på mig og konstant irettesatte mig og sagde, at jeg var nødt til at være hurtigere. Den oplevelse har rystet min selvtillid mere end jeg indså i øjeblikket. Jeg gjorde mit bedste og jeg følte slet ikke, at han respekterede mit niveau eller kæmpemæssige fremskridt i de forgangne uger. Jeg gik op ad vandet vred og ked af det over hans unødvendige hårde tone ‘I don’t want to be wasting good waves on you’ og ‘This isn’t good for me’, hvortil jeg vredt udbrød: ‘This isn’t good for you?! Well, this isn’t very good for me either!’.

 

Heldigvis fik vi snakket om det dagen efter, og jeg fik sagt, at jeg ikke synes, at det var i orden og at jeg gjorde mit bedste. Hvis jeg ikke gjorde præcis, som han sagde, når han sagde det, var det ikke et tegn på, at jeg ikke ville, men at min krop ikke ville lystre, når jeg skulle lave mit pop-up ekstra hurtigt på den stadig (for mig) nye grønne bølge.

 

Selvom vi skiltes som venner igen, så har hans kritik sat sig som en dum rille i mit hoved. Jeg er bange for ikke at være god nok. Jeg er, i hvert fald, med al sandsynlighed ikke blevet hurtigere efter to måneder uden surf og problemet er, at jeg er ikke et sted i mit liv, hvor jeg har lyst til kritik. Jeg er i et uvant skrøbeligt humør. Jeg har brug for opmuntrende ord, skulderklap og gode fif til at blive bedre. Ikke nogen der fokuserer på, alt hvad jeg gør forkert.

 

I forsøget på at få min hjerne til at være sødere ved mig lytter jeg ivrigt til min meditationsapp og fokuserer på at trække vejret helt ned i maven. Det bliver skide godt. Det gør det jo altid. Jeg skal bare lukke øjnene og tænke på mine kommende sunset surfs, min alleryndlings slags surfsessioner.