‘Nyyyyyd det nu, mens du kan’

april 9, 2017 at 17:28

Sovemaske

Sådan sagde en veninde tilbage i efteråret. Hendes opfordring gik på at nyde tiden uden baby. Selvom jeg forstod hendes rationale, så følte jeg på det tidspunkt ikke rigtig, at det var et råd jeg kunne bruge til noget. Jeg havde ikke lyst til at nyde ikke at blive vækket 10 gange per nat, lugte af gylp, skændes på min partner, fordi vi begge var i søvnunderskud og hjemmet sejlede. Jeg havde mere lyst til at nyde en nyfødt baby. Jeg har stresset over min situation og værdsatte (et i bagklogskabens klare lys) ikke helt, hvad jeg havde.

 

Men nu er jeg begyndt at se fidusen og tage rådet til mig. Efter en lidt følelsesmæssig kaotisk start med året, er jeg pt landet et sted, hvor jeg har dejlig ro indeni. Jeg har ro til at have tiltro på, at alt kommer til at løse sig. At der findes en pakkeløsning til mig, hvor jeg kan finde alt, hvad jeg gerne vil. Både forelskelse, partnerskab og baby. Jeg trækker vejret dybt i maven, ånder ud og sænker skuldrene. Længe har jeg gået med dem alt for højt oppe og helt anspændte.

 

Jeg er glad og i store træk tilfreds, selvom der er elementer jeg drømmer om i mit liv, så gør det ikke, at mit nuværende setup ikke er tilfredsstillende og dejligt.

 

For tiden minder jeg kærligt mig selv på lige at tage et øjeblik til at nyde eksempelvis en weekend, som den der snart er slut, hvor jeg har kunne stå op og tage til to timers dansehold i fitten, tulle til bageren, spise hjemmebragt bolle og tebirkes under tæppet i sofaen med lørdagens afsnit af Mads og Monopolet på podcast spillende, tage et langt bad, dimse med neglelak, tage ud og spise lækker, ugandisk mad på WestMarked, sidde til sent og snakke om alt og intet i godt selskab, vågne af mig selv, rulle over på siden og tage en time til, kaste bold med Frank og møde nye hundevenner, mødes til spontan morgenmad og kaffe, cykle til Frederiksberg til et yogatime midt på dagen og komme hjem og sætte mig tilrette med kaffe, lune banancookies fra fryseren og en god bog.

 

Måske det er dagens (sygt hårde by the way) yogatime, der har gjort mig lidt irriterende namaste-agtigt, men jeg vil yderst forsigtigt, velmenende og kærligt minde andre piger i en lignende situation som min, om (i hvert fald også) at nyde den tid, der er nu. Uanset om du drømmer om et nyt forhold, en baby, baby nr. 2 eller 3, et større hus eller noget femte. Forsøg ikke at stresse dig selv unødvendigt (et vigtigt råd til mig selv, som jeg ofte gentager), træk vejret dybt og fokuser på det rare du har i dit liv netop nu.

 

Okay, det var sygt frelst og meget yogatype-helligt, haha! Men rådet står jeg ved, brug det i dag eller om et par måneder.

 

Nama-fucking-ste! Over and out!

Venskaber efter babyer

april 6, 2017 at 21:31

Baby Vincent

Baby Julian

{Begge billeder er fra allerførste gang jeg holdte mine to veninders to små babyer}

 

‘Jeg elsker min søn, og jeg elsker, at du elsker min søn, men det er ikke det samme at komme på besøg, når han også er med’. Sådan sagde min veninde til mig forleden, og jeg kunne ikke andet end at grine, nej, det er sitme ikke det samme. Det er helt anderledes. Hvor vi før ville mødes, når det passede os, lave det vi havde lyst til, når vi havde lyst, som f.eks. at spise aftensmad, og snakke uforstyrret som løst og fast i timevis, så mødes vi, når det passer med formiddagslur/spisetid/togplads til barnevognen, vi gør det vi har lyst, men nøje planlagt rundt om det mest forventelige næste behov babyen kunne få og snakken løber stadig i stride strømme, den er bare lidt mindre fokuseret, fordi babyen ser ekstra nuttet ud/lige skal have en ren ble/bliver sur og skal op/etc.

 

Det er helt bestemt anderledes post-baby, men ikke dårligt anderledes. Jeg var ret bekymret i fasen op til to af mine tætteste veninder blev gravide, og flere fulgte trop med at prøve, for at alt skulle blive anderledes – på den dårlige måde. Jeg frygtede, at babyerne ville ændre og obstruere nogle af mine bedste venskaber. Fordi prioriterer ændrer sig, tiden bliver mere knap, overskuddet mindre, mindre fleksibilitet og vi pludseligt ville have mindre til fælles.

 

Under graviditeten havde min ene veninde og jeg en dag en snak i hendes køkken, hvor hun gav mig et free-pass til at brænde sammen over alle omkring mig øjensynligt fik noget jeg altid havde vidst, at jeg selv ønskede mig mere end noget andet; børn. Vi vendte sandsynligheden for, at min hjerne (og hjerte) en dag ville kunne brænde helt sammen og blive ked af det/sur/irriterende/frustreret over, at andre fik det jeg selv så gerne ville. Endda dem, der var kommet til indsigten, så meget senere end mig selv. Hun sagde sødt: ‘Jeg håber bare ikke, at du bliver sur på mig’ og vi aftalte, at jeg skulle kunne sige til hende, hvis jeg nåede nær det punkt, hvor jeg ikke syntes, at det var sjovt længere med fokus på andres babyprojekter – og senere babyer.

 

Den samtale, og vide, at hun 100% forstod mine bekymringer og følelser, tror jeg på sin vis gjorde alting meget nemmere for mig. Samtidig gik op for mig, at jeg, modsat hvad jeg havde frygtet, ikke oplevede en jalousi over, at de fik noget jeg også ville. Tværtimod gjorde det mig mere glad på deres vegne.

 

Igennem begges graviditeter, der løb parallelt med kun en uge mellem deres terminer, var jeg glad, spændt og nysgerrig. På intet tidspunkt mærkede jeg bare snerten af, at det var for meget at snakke om kvalme, cravings, baby spark eller barnevognsindkøb. Jeg modtog glædeligt links til babytøj eller fik detaljeret opdateringer fra scanninger og lægebesøg. Og da begge mine veninder fødte hver deres velskabte sønner, kunne jeg næsten ikke være i mig selv af begejstring over de smukke drengebørn de havde produceret.

 

Begge drenge er netop fyldt 6 måneder, og al min bekymring over, at vores venskaber ville lide under babyernes ankomst og min potentielle nedsmeltning er blevet gjort det skamme. Jeg vil faktisk sige, at mit venskab med dem hver i sær er blevet stærkere, bedre og dybere af at se dem blive mødre og hvordan de har delt oplevelsen og omvæltningen med mig.

 

Jeg holder af de drenge, som var det mine egne, og selvom geografi nu kun tillader, at jeg ser den ene tit, så glæder jeg mig til at se dem vokse op og mine veninder vokse med opgaven. Vores venskaber forbliver uanset, hvor mange babyer, der kommer i vores liv. Det er anderledes, men dejligt anderledes.

Januarsnedtur: ‘Det er derfor du ikke er blevet gravid’

februar 25, 2017 at 11:09

Trist, ked af det

Jeg tænker ofte over skillelinjen mellem personligt og privat, når jeg deler ud af tankeskrald og hverdagsliv her på adressen. Jeg har endnu ikke fortrudt et valg, men jeg bruger altid lang tid på at overveje om mine ord, tanker og liv skal udstilles og foreviges på nettet. Det her indlæg er et af dem, der går over i det private, men fordi jeg synes, at det er rigtig ærgerligt, at der langt hen af vejen hovedsageligt bliver delt de nemme og gode historier på diverse sociale medier, vil jeg alligevel dele min private historie, fordi livet er ikke kun morgenmadsskåle, skønne rejser, pænt tøj og sjove aftener med vin og grin. Nogle gange er det hele dumt og langt mere kompliceret end hvad du har lyst til at sige højt, for slet ikke at dele med alle med en internetadgang. 

 

Åh denne der famøse januar. Den var altså vild; Op og ned, op og ned igen, og helt helt anderledes end jeg nogensinde havde kunne forestille mig. Nu er jeg endelig klar til at dele lidt om en af nedturene, for som jeg nævnte, så havde jeg en utrolig dårlig dag i starten af januar. Jeg fik en besked, som jeg ikke lige var forberedt på. Jeg har længe tumlet med tanker om, hvordan/hvornår jeg kan få/får min egen baby, for det er jo ikke nogen hemmelighed, at det vil jeg virkelig, virkelig gerne. Og helst for længe siden.

 

Så jeg besluttede mig for, at i stedet for at spekulere over det, være bekymret for om det overhovedet kunne ske og om enderne vil mødes i sidste ende, fandt jeg frem til, at første skridt var at finde ud af, om jeg havde nogle umiddelbare udfordringer, der ville gøre det vanskeligt at blive gravid. Alene eller med en partner.

 

Jeg fik bestilt en tid hos min egen læge, der tog en klamydiatest og en blodprøve, som åbenbart er første skridt. Blodprøven skulle vise, hvordan min ægreserve ser ud, altså det (cirka) antal æg, der potentielt vil kunne blive til en baby per cyklus. Ingen æg, ingen baby. Nogle uger efter kom svaret tilbage; min ægreserve var fin (dog ikke i den høje ende for min alder og heller ikke imponerende, men, som lægen sagde, ‘fin’). Så langt så godt.

 

Jeg fik samtidigt en henvisning til at få foretaget en HSG-undersøgelse, som er en scanning af æggelederne, for at se om der er passage, så et æg overhovedet kan blive befrugtet. Jeg nølede lidt med at få en tid, det er et lille vindue på 10 dage efter din menstruation du skal ramme og efter mit første resultat var ok betryggende, brugte jeg i stedet månederne på at date lidt, hygge mig, slappe af og forsøge at mærke efter, hvad det var jeg gerne ville.

 

Svaret kom egentlig til mig, da jeg så, hvor overdrevet sød og omsorgsfuld min venindes mand var i hendes graviditet. Han strålede simpelthen af lykke, og jeg kunne mærke, at selvom jeg længe havde tænkt, hvis jeg skal, så kan jeg godt alene, så var jeg forelsket i idéen om at have én, der var bare halvt så investeret i min baby, som min venindes mand. Og ja, som også ville hjælpe til med alt det praktiske efter baby var kommet til verden – og måske endda sige til mig, at jeg var pæn, selvom jeg havde taget 20 kg på og ikke havde taget mascara på i 6 måneder. Du ved, hele pakken.

 

Men pludselig kunne jeg mærke stressen komme snigende igen og tanker om ‘hvad nu hvis det bliver svært for mig?’, fik mig alligevel til at få bestilt den tid, og d. 4. januar cyklede jeg i stiv kuling til Frederiksstadens Klinik i Bredgade for at få scannet mine æggeledere.

 

Jeg var pludselig virkelig nervøs og blev helt utilpas ude i venterummet. Det var som om jeg skulle besvime. En sød sygeplejerske bød mig indenfor, gav mig instrukser i, hvordan undersøgelsen ville foregå, jeg kom op på briksen og så kom lægen ind. ‘Ej, du er flot slank!’ siger lægen glad, ‘det er godt, det går det nemmere at blive gravid’. Så langt, så godt, tænkte jeg og var pludselig mere rolig. Selvfølgelig er alt i orden.

 

‘Den højre er fin, se kontrastvæsken kommer op der?’ sagde lægen. ‘Jaaah…’ svarede jeg lidt tøvende, jeg kunne ikke helt se, hvad der foregik på skærmen. ‘Men den venstre…ja, der kommer det ikke igennem, den er helt lukket. Den er klumpet’. KLUMPET? Helt lukket?! Blodet forsvandt fra mit hoved og tårerne pressede sig på. Ordene ‘Så jeg vil kun kunne blive gravid hver anden måned?’ kom ud af min mund og hang i lokalet. ‘Ja, så det forklarer, hvorfor du ikke er blevet gravid’ fortsatte lægen. Hun havde tydeligvis ikke forstået, at jeg ikke prøvede, men pludselig lød det som om, at det skulle jeg igang med.

 

Og så cyklede jeg hjem i minus en milliard grader med tårerne væltende ud af hovedet på mig og ingen mulighed for at stoppe dem igen. Jeg var blevet chokeret, ganske enkelt. Jeg havde antaget, at alt ville se fint ud. Selvfølgelig ville det det. Men det gjorde det så ikke.