Nej tak til julegaver

november 8, 2018 at 09:25

Jul i den gamle station i Ulbølle, juletræ, julepynt

Jeg føler mig lidt som The Grinch Who Stole Christmas, men jeg har bestemt mig. Jeg vil gerne holde en jul helt uden at give eller modtage julegaver. Ingen undtagelser.

 

Idéen blev placeret i mit hoved sidste år, da jeg læste et blogindlæg på Fredes Blog om selvsamme beslutning hun tog for nogle år siden. Sidste juleaften blev sømmet i den kiste for mig. Vi var otte voksne, tre hunde og ingen børn, men der var så mange pakker, at de næsten ikke kunne være under træet. Det var et gaveorgie uden lige. Det var for meget, alt for meget.

 

Som skilsmissebarn har jeg alle år fået – og givet – utrolig mange julegaver. Dertil kommer jeg fra en familie, der elsker at give og modtage pakker. Der har alle dage været gaveregn uanset, hvilken del af familien jeg har fejret jul med. Min liste over folk jeg har skulle give julegaver til tæller forældre, stedforældre, søskende, søskendes kærester, bedsteforældre, stedbedsteforældre, onkler, tanter, fætre, kusiner og enkelte veninder + disses babyer. Og i de år, hvor jeg også har del af en svigerfamilie tog listen nye rekorder. Det bliver til rigtig, rigtig, rigtig mange gaver. Og penge.

 

Forstå mig ret – jeg elsker faktisk at give gaver. Personlige, fine gaver som jeg nøje har udvalg for at glæde modtageren til en særlig anledning eller små, hyggelige ‘bare fordi gaver’, men julens mange gaver føles hurtigt som et bestillingsarbejde. Indsamle alles ønsker, udvælg en ting eller flere fra ønskesedlen, fordel indkøb mellem søskende (vi har trods alt været kvikke nok til at lette arbejdet ved at slå os sammen som søskende), indkøb julegaver i fysiske butikker og på nettet, pak gaverne ind og sørg for uddeling af pakkerne inden jul (igen skilmissebarn, så jeg har jo ikke holdt jul med 70% af mine julegavemodtagere).

 

Selvom jeg holder af min familie, så giver det mig rundt regnet 0% glæde at styre rundt i Magasin for at finde det rigtige mærke boksershorts til min onkel sammen med resten af Storkøbenhavn eller æske Lego i BR til mine små fætre, mens stressede forældre bakser med hysteriske børn midt i ulvetimen, der ikke kan forstå, hvorfor den bamse de skal købe er til lille Viola og ikke til dem selv. Lige præcis 0% glæde.

 

Julegaveindkøbet er med andre ord blevet et stressmoment og på ingen måder hyggeligt. Jeg kunne godt tænke mig en decembermåned, hvor jeg ikke skal løbe rundt for at nå at få fat i alles gaver og tilmed stå tilbage flere tusind kroner fattigere. Det kan godt være, at jeg ender med at synes, at det er trist juleaften, når alle andre skal åbne pakker og se folks reaktioner på deres gaver. Men jeg tvivler. Alle i min familie er voksne nu og der er dermed langt mellem folk får en gave, der ægte får dem fuldstændig til at ringe af begejstret. Det er bare som om, at en ny termokande eller en sweater fra H&M ikke rigtig frembringer de lykkereaktioner, som en æske Harry Potter-lego eller en ny Barbie kunne engang hos børnene i familien. De utrolig mange pakker betyder også, at folk enten er nødt til at åbne dem samtidigt, så du ikke ser, hvad andre åbner eller at hele seancen tager hele natten.

 

I stedet for endnu et julegaveræs vil jeg gerne have, at min december og juleaften skal handle om noget andet. Jeg vil langt hellere have masser af hyggestunder med dem jeg holder af. Jeg vil gerne flette julestjerner, pynte op i mine lille lejlighed, bage julesmåkager, lave hjemmelavet glögg, gå på julemarked, se de smukke julelys i Tivoli og se julefilm på sofaen.

 

Måske jeg hader det og vil tilbage i julegaveræset til næste år. Nu får vi se.

Om et hysterianfald og særligt søde piger

november 7, 2018 at 18:14

Te, Peace of mind comes piece by piece

Jeg føler lidt, at bloggen er blevet en samling af ‘Nu rejser jeg igen!’ og ‘Retur til hverdagen’-slags indlæg. Er det bare mig? Men altså, som jeg har nævnt før, er bloggen jo trods alt også verdens dårligste betalte job (aka udelukkende en hobby), så det er fjollet at have dårlig samvittighed over frekvensen af indlæg og deres tematik. For det der er mig mest på sinde i de her måneder er mit nye kærlighedsforhold med Portugal og surfing.

 

Med frygt for at gentage mig selv, så er jeg netop hjemvendt fra Ericeira og min lille kombitur af ferie og arbejde – og surf, naturligvis. Det er ikke helt det samme af være afsted og skulle arbejde. Men det vidste jeg jo godt, og eftersom alternativet var slet ikke at komme afsted en sidste gang i år, så synes jeg, at det var det værd.

 

Jeg nåede ikke noget indlæg i mellem mit ‘Hej hej – jeg tager tilbage til Portugal‘-indlæg og dette. Dagene har det med at løbe ud mellem fingrene på mig, når jeg er i Ericeira. Egentlig havde jeg nok bare ikke det mentale (eller fysiske) overskud til at sætte mig ned og skrive noget sammenhængende eller forholde mig til mine følelser.

 

Denne tur var en ekstrastor emotionel rutchebane for mig. En kombination af det følelsesmæssige tumult jeg følte inden turen, flere storme i området, der betød at flere surflektioner måtte aflyses, dårlig samvittighed over ikke at gide/skulle arbejde, tidligere positive, sjove bekendtskaber, der skuffede mig, en dum tvivl på mine surfevner og fremskridt, ultimativ udmattelse efter mange dage i streg med fysisk krævende surfing i dårlige forhold, sene nattetimer, mangelfuld søvn og lidt for meget (læs alt, alt for meget) alkohol fik mig i knæ.

 

I slutningen af en ellers god surflektion (dog med tredagstømmermænd og den sjette dag med surfing i streg), hvor jeg fik masser af ros, mistede jeg en bølge efter at have kæmpe mig ud mod strømmen i hvad der føltes som evigheder. Da jeg ryger af, bliver jeg så arrig, at jeg råber, sparker i vandet og slår ud efter mit surfbræt. Præcis som en 3-årigs hysterianfald i supermarkedet. Bestemt ikke mit stolteste øjeblik. ‘Katharin, it’s okay’ hører jeg den ene instruktør råbe, men jeg vender mig vredt og begynder at kæmpe mig ud igen, mens jeg holder tårerne tilbage.

 

Tilbage på stranden, ser jeg nogle af mine surfveninder sidde på strandcaféen og går over for at sige hej, men idet en af mine yndlingspiger vender sig mod mig for at tilbyde mig et kram og en tår af sin varme kakao, kan jeg mærke tårerne presse mod og jeg vender mig straks om, løber om bag omklædningsrummene og falder hulkende sammen. Lydia kommer kort tid efter, putter sit store, vamsede halstørklæde om mig og forsøger at få nok ord ud ad mig til at forstå, hvad der er sket. Problemet er bare, at intet ægte stort er sket. Bare masser af små ting. Jeg er helt færdig og er fuldstændig forladt for energi, enhver form for overskud og tydeligvis den mentale kapacitet til at tale mig selv til fornuft. Jeg begynder at grine, mens tårerne stadig vælter ud af øjnene på mig. Jeg bliver fyldt op med varm kakao og en kærlig tilkendegivelse om, at mine mange (i det her øjeblik modstridende) følelser er ‘why we love you’.

 

Lige præcis alle de søde, sjove og seje piger jeg har mødt (og genmødt) i Ericeira er én af grundene til at jeg elsker det sted. Jeg er helt på røven over, hvor mange nye venskaber jeg har fået igennem mine tre besøg og ikke mindst på min sidste tur nu her. De er grunden til, at Ericeira er helt særlig for mig. Uden dem ville det slet ikke være det samme. Dejlige damer der omfavner hinandens forskelligheder, temperament, baggrunde, livsstil, interesser og vælger at åbne sig selv op til nye mennesker og forhåbentlig livslange venskaber. Alle de mange sjove, skøre og svære øjeblikke jeg har fået lov til at dele med mine nye surfveninder får mig til at boble lidt over af lykke. Jeg har virkelig mødt nogle gode piger. Jeg har også mødt adskillige skønne fyre, faktisk en hel del, som jeg bestemt også håber at gense igen til næste år. For ja, jeg skal selvfølgelig tilbage igen. Selvfølgelig skal jeg det.

 

Turen hjem var slem denne gang; at vide at jeg ikke skal tilbage før om flere måneder (sæsonen løber fra marts/april til oktober/november) gjorde mig helt ulykkelig og jeg havde ingen chance for at holde tårerne tilbage, som jeg sad og sms’ede med en savnet veninde derhjemme om turen. De flød bare i en lind strøm. Jeg følte mig helt knust og tom inden i.

 

Heldigvis føltes det rart og trygt at træde ind ad døren til min lille lejlighed på Vesterbro. Jeg måtte sukke en lettelsen suk. Hjemme er nu også rart. Jeg varmede en karryret fyldt med tiltrængte grønsager fra fryseren og puttede mig på sofaen med ‘Friends’, mens jeg flittigt korresponderede med min pigegruppe fra denne tur. Jeg har været hjemme i to døgn nu, men jeg er stadig i underskud af vitaminer og kvalitetssøvn, men jeg føler mig mere som mig selv igen. Og hver gang savnet tager over, er min Whatsapp altid glødende med evigt aktive grupper og samtaler med andre, der lider af samme omvendte form for hjemve som mig.

Et tiltrængt sceneskift og en tilbagevendende frygt

oktober 24, 2018 at 21:08

Foz do Lizandro, solnedgang, Ericeira, Portugal

Jeg har sjældent trængt til en ferie, som jeg trænger til denne. I morgen tidlig flyver jeg til Portugal. Det er nu ikke en ferie/ferie, men rettere nogle dage fri og nogle dage med arbejde fra surfcampen. Jeg har sådan et job, hvor man ikke må tage ferie i bestemte måneder på året, så det var kompromiset, hvis jeg skulle nå afsted en sidste gang inden sæsonen ender.

 

Jeg glæder mig til sceneskiftet, komme lidt ud af København, væk fra mine bekymringer og have tid til at dyrke min yndlingssport og gense nogle søde mennesker. Det bliver et reunion med tre af pigerne, der også var på campen tilbage i august plus de piger, som bor fast i Ericeira. Det bliver et hit! Surfveninder kan man aldrig få nok af.

 

Som alle de andre gange er jeg en smule bekymret for min grundform og min frygt for bølger. Jeg kan efterhånden kun ryste let på hovedet og smile af mig selv. Det skal jo nok gå, så hvorfor bekymret sig på forhånd. Fjollede hjerne. Jeg håber, at der kommer en dag, hvor jeg kun er spændt og glad ved udsigten til surf og ikke længere nerver over ikke at være god nok, stærk nok, hurtig nok.

 

Jeg havde en episode med en af mine ellers yndlingsinstruktører på et intermediate hold dagen inden jeg skulle hjem, hvor han blev irriteret på mig og konstant irettesatte mig og sagde, at jeg var nødt til at være hurtigere. Den oplevelse har rystet min selvtillid mere end jeg indså i øjeblikket. Jeg gjorde mit bedste og jeg følte slet ikke, at han respekterede mit niveau eller kæmpemæssige fremskridt i de forgangne uger. Jeg gik op ad vandet vred og ked af det over hans unødvendige hårde tone ‘I don’t want to be wasting good waves on you’ og ‘This isn’t good for me’, hvortil jeg vredt udbrød: ‘This isn’t good for you?! Well, this isn’t very good for me either!’.

 

Heldigvis fik vi snakket om det dagen efter, og jeg fik sagt, at jeg ikke synes, at det var i orden og at jeg gjorde mit bedste. Hvis jeg ikke gjorde præcis, som han sagde, når han sagde det, var det ikke et tegn på, at jeg ikke ville, men at min krop ikke ville lystre, når jeg skulle lave mit pop-up ekstra hurtigt på den stadig (for mig) nye grønne bølge.

 

Selvom vi skiltes som venner igen, så har hans kritik sat sig som en dum rille i mit hoved. Jeg er bange for ikke at være god nok. Jeg er, i hvert fald, med al sandsynlighed ikke blevet hurtigere efter to måneder uden surf og problemet er, at jeg er ikke et sted i mit liv, hvor jeg har lyst til kritik. Jeg er i et uvant skrøbeligt humør. Jeg har brug for opmuntrende ord, skulderklap og gode fif til at blive bedre. Ikke nogen der fokuserer på, alt hvad jeg gør forkert.

 

I forsøget på at få min hjerne til at være sødere ved mig lytter jeg ivrigt til min meditationsapp og fokuserer på at trække vejret helt ned i maven. Det bliver skide godt. Det gør det jo altid. Jeg skal bare lukke øjnene og tænke på mine kommende sunset surfs, min alleryndlings slags surfsessioner.