Hjemrejsen, der var værre end udrejsen

October 18, 2017 at 20:15

Træt type

Du kommer til at tro, at det er løgn. I går skulle vi hjem fra Beograd. Altså selvsamme tur, hvor vi endte med at tilbringe en nat på et lufthavnshotel i Amsterdam og hvor vi mistede vores ene kuffert, den tur. Vi havde joket med at noget naturligvis også måtte gå galt på vejen hjem. Forsinkelser er heldigvis ikke lige så slemme, når man skal hjem og ikke mister rejsetid, der er den mere ubelejlig.

 

Vi havde en skøn sidste halv dag i Beograd. Vi stod tidligt op, særligt mig, der vågnede inden kl. 7, fordi min krop kogte og min hals var ru og snottet. Et forvarsel om min kropstilstand i dag. Vi spiste den sidste portion vafler med verdens bedste creme fra det lille morgenbord på husbåden og et stykke hjemmebragt rugbrød med ost og pølse, og begav os ellers ud for at prøve kræfter med Serbiens bussystem. Igennem Beograds gader kører busser fra tilsyneladende vidt forskellige tidsperioder, den bus vi endte i lignede noget fra en periodefilm fra 60’erne; den var rød, rusten med old-school træsæder, forruden var smadret og tapet sammen med brunt gaffatape (seriøst) og hele bussen larmede som vejarbejde, da vi buldrede over broen og ind mod buspladsen i centrum. Folk maste sig ind og ud af bussen ved ‘indgangen’, hvor jeg stod og desperat forsøgte at holde fast i et gelænder, da hele bussen pludselig var fyldt med støv og sand. Lettede og grinende sprang vi ud af bussen, så snart dørene åbnede sig, med endnu en oplevelse til bogen.

 

Dagens program lød på Nikola Tesla-museet (ham der har opfundet vekselstrøm, åbenbart) og frokost, som bestod af lækker rucolasalat til den ene og risotto til den anden. Vi nåede endda også en is og espresso, inden vi skulle tilbage til flodbåden efter vores ting og i en taxa mod lufthavnen kl. 14.30. Vi ankommer i lufthavnen kl. 14.55 og roser lige os selv for excellent timing. Vi går over til tavlen for at finde vores check-in skranke, men den er ikke til at se. Vi kigger igen. Der er kun én afgang til Amsterdam og den er kl. 15, altså om 2 min. Jeg tager vores billetter hjem op ad tasken og ser rigtigt nok, at vores første fly afgår kl. 15. Alt blod forsvinder fra min krop. Vi har misset vores fly og det er min skyld.

 

Jeg er i chok. Sådan noget sker ikke for mig. Jeg misser ikke mit fly. Hvordan kunne jeg have troet, at vi skulle være der kl. 15, når vi skulle flyve kl. 15? Jeg vidste endda, at vi landede kl. 17.30 i Amsterdam. Turen fra Beograd til Amsterdam tager jo ikke 30 min. Hvordan i alverden kunne det ske? Jeg skal lige samle mig selv.

 

Den næste halve time går hurtigt. Vi løber først ned for at finde en servicemedarbejder vi kan snakke med, han kan ikke hjælpe, han sælger slet ikke billetter. Vi ender på Momondo for at søge efter nye afgange hjem til København. LOT Polish Airways kommer op, som ‘Bedste’ til ca. 4500 kr. for to med flyet over Warszawa kl. 16.55. Jeg gav 2700 kr. for vores returbilletter, så her skal jeg lige synke igen. Vi er trætte, vi er klar til at komme hjem, vi er allerede i lufthavnen, taskerne er pakkede og stemningen er ikke helt til en spontan ekstra nat i Beograd, selvom vi mistede den første. Vi vil gerne hjem. Expedia ville i midlertid ikke sælge mig billetterne, da der var under 6 timer til afgang, så vi finder LOTs skranke og forhører os der. De kan godt få os på flyet til København om lige under to timer, da kostede bare 700-og-nogle-euro, altså ca. 5250 kr og knap 1000 kr. mere end dem jeg selv havde fundet på nettet. Der var ikke noget at gøre, vi måtte tage en hurtig beslutning, så jeg kører kortet igennem og ærgrer mig mere end ord.

 

‘Har I bagage?’ spørger servicemedarbejderen. Det har vi jo, og den ene er lige stor nok til carry-on. Han ser lidt bekymret ud, ‘Bagage er ikke med i denne her billet’. Jeg har lyst til at græde, det tror jeg han kan se, så han går med os over til check-in skranken og snakker på polsk eller serbisk med medarbejderen, der sidder der. Han er ikke positiv, vi skal veje den, de er for tunge, kan vi måske pakke noget over i vores rygsække, det gør vi. En stewardesse bliver kaldt over, hun tester kufferternes hjul sammen med servicemedarbejderen vi købte de nye billetter af og ender med at nikke, hvad der skal kun kan tolkes som ‘ja, det går nok’. Vi kan fortsætte til sikkerhedstjekket, hvor vi kommer i tanke om, at den mindstes kuffert stadig indeholder shampoo, bodywash, deo etc. fra turen ned, hvor vi undgik ballade ved at få selvsamme kuffert tjekket ind. De ting ryger ud nu.

 

Under en time efter sidder vi i et fly mod Polen og begge kufferter kom med ind i kabinen. Da vi lander i Warszawa har vi ca. halvanden time til at finde noget aftensmad, inden vi skal på rejsens sidste strækning. Ved gaten spiser vi vores sandwiches, da vi opdager, at tidspunktet for boarding har ændret sig fra kl. 20.30 til forventet boarding kl. 22.20. Flyet er blevet forsinket ud af København, mere ved de ikke lige nu. Vi ser bare på hinanden og deler et underforstået blik. Vi gider ikke mere, men har heller ikke flere kræfter. Jeg udnytter ventetiden på at indsende kompensationanmodning til KLM for vores forsinkelse ud og forsøger også at finde frem til, hvordan kompensationen foregår hos Air Serbia for den forsinkede bagage, men forgæves. De kompensationspenge kan forhåbentlig dække flybilletten hjem, og ikke den ekstra tur i foråret den mindste og jeg allerede gik og fantaserede om.

 

Jeg ringer hjem til den mellemste og informere ham om forsinkelsen, da han havde været så sød at tilbyde at hente os og tage Frank med. Nu forventet landingstidspunkt er kl. 23.50, pludselig virkede endnu en overnatning, som en bedre mulighed, men det skib er sejlet.

 

Lidt over midnat rammer vi dansk jord, vi finder den mellemste og bilen, og kl. 1 er jeg hjemme og klar til at sove efter en lang (og dyr) dag. Frank snorker allerede i kurven ved min side og pludselig er 700 euro ligemeget. København – Amsterdam – Amsterdam igen – Beograd – Beograd igen – Warszawa – København. Jeg er hjemme.

Fredag d. 13, hvor alt gik galt – part II

October 17, 2017 at 20:02

Utilfreds type

Læs første del om fredag d. 13, hvor alt gik galt her.

 

Vi vågnede dagen efter smågroggy og omtumlede på vores hotelværelse uden for Amsterdam. Det tog os lidt tid at vågne helt og pludselig skulle vi skynde os ned og komme ned til morgenbuffeten, inden vi skulle med endnu en lufthavnsbus tilbage til Amsterdam Schiphol.

 

Restauranten blev invaderet med en kæmpe gruppe asiater, som vist var strandet på vej til Shanghai, idet vi kom derned, så det var lidt af en kamp overhovedet at få noget mad, men til sidst lykkes det at få noget på tallerkener, selvom vi egentlig ikke var rigtig sultne ovenpå den sene aftensmad og stressende aften. Men de havde lyserøde mini-donuts og pludselig var alt okay igen. Vi var jo på vej.

 

Vi hoppede ud til bussen, som hurtigt blev proppet til renden og indenfor 15 min. var vi tilbage i lufthavnen. Vi har lettere overstimulerede og sprudlende af grin, da vi køber et postkort med ‘Amsterdam’ stort henover med mesterplanen om at sende det hjem til Slottet og se om nogen opdager det. Den søde kioskmand lod til at være med på den, og råbte opmuntrende: ‘Good luck with the prank’, da vi gik fniserende derfra med postkort og internationalt frimærke.

 

Vi skrev postkortet, fandt en postkasse og gjorde os klar til endelig at komme til Beograd. Selve flyveturen gik smertefrit og vi landede i Beograd kl. ca. 12.30. Nede ved bagagebåndet ramte en bange anelse sig. Min kuffert kom, men den mindstes, som havde overnattet i kælderen i Amsterdam lufthavn, var ingen steder at se. Naturligvis.

 

Ovre i hjørnet fandt vi et lille Air Serbia-kontor, som vi var blevet ombooket til, og her indberetter vi den manglende kuffert. ‘Hvis den ikke er her, så kommer den med et fly i morgen’. ‘Okay, men det fly er jo om 24 timer og drengen var ingenting, så hvad gør vi nu?’. ‘Det forstår jeg godt, men det skal I indberette på Air Serbias hjemmeside’.

 

Jeg fremtvang et lille smil, sagde tak for hjælpen og lavede en mental note om mine kommende erstatningssager med KLM og nu også Air Serbia. Fed måde at starte en ferie på, men nu var vi endelig fremme og skulle bare finde vores husbåd og lande i Beograd.

 

Der er formaninger om ikke bare at tage en taxa, så troligt fandt vi en gennem informationen, som bragte os sikker til vores destination. Kun med et enkelt pitstop ved en grillbar, hvor vores snaksaglige taxachauffør spørger om, det er okay, hvis han lige køber en kylling til sin søn, som gør i skole og altid er sulten.

 

Kun små 20 min. efter blev vi sad af på vejen tættest på vores husbåd og vi fortsatte til fods over græsset ned mod Donau. Vi var endelig fremme. Den mindstes kuffert (inkl. min kontaktlinsevæske og makeup) derimod ankom først søndag kl. 18.45. Således blev vores første halve dag i Beograd hovedsagligt brugt i et nærtliggende shoppingscenter, hvor vi måtte købe shirts, boksershorts og strømper til den mindste og kontaktlinsevæske, deo og en ansigtscreme til mig. På Air Serbias regning vel at mærke.

Fredag d. 13, hvor alt gik galt

October 14, 2017 at 21:46

Amsterdam lufthavn, Schiphol airport

I går var som kendt afrejsedag til Beograd, jeg var usædvanligt urolig og stresset i både krop og hoved, og havde virkelig svært ved at sidde ned og arbejde. Jeg vågnede egentlig i god tid, så god tid, at jeg spontant besluttede mig for at tage hurtigt over i fitten og træne selv, for at få lidt af min uro ud af kroppen, inden jeg tog hul på min arbejdsdag, som heldigvis var planlagt til at foregå hjemmefra. Alle arbejdsdage er nemmere, når man ikke behøver være ude af døren kl. 8.

 

Men det havde ikke helt den ønskede effekt, uroen forblev i kroppen, men det var nok bare lige de sidste detaljer, der skulle på plads. Eksempelvis den lille rejsestørrelse kontaktlinsevæske, som jeg troede jeg havde mere af, men ikke kunne finde, så måtte lige cykle ned i Thiele og købe en ny. Senere finder jeg den naturligvis.

 

Over frokost får jeg pludselig en besked fra min stedmor om, at hun ikke kunne komme igennem til min telefon. Lidt emails frem og tilbage med mine kollegaer kunne jeg forstå, at det kun var mit abonnement, der var problemer med. Jeg finder TDC Erhvervs chatsupport og forklarer servicemedarbejderen Jeppe problemet, nummeret er tilsyneladende ude af drift, jeg kan hverken ringe eller modtage opkald. Jeppe beder mig ringe til deres support og fejlmeddele det (?!), hvilket jeg kun kan ringe af på det tidspunkt. Heldigvis arbejdede næstennaboen også hjemmefra, så jeg springer op til hende og låner hendes telefon. Problemet, noget med et nyt abonnement og mit nummer ikke er blevet oprettet, bliver fikset og jeg har igen en funktionsdygtig telefon få timer inden jeg skal mod lufthavnen. Så langt så godt.

 

Herfra skulle man tro, at alt er smooth sailing til Beograd, men nej. Stort nej. Jeg mødes med den mindste og ser, at han ikke havde forstået, at vi kun havde carry-on til rejsen. Både hans kuffert og rygsæk er for stor. Her går det op for mig, at min egen rygsæk, dog noget mindre, også er for stor til at agere som ‘håndtaske’. Vi tjekker ind og finder et hjørne af terminal 2 og finder på en ny taskeløsning; hans computer over i min trolley, hans kæmpe rygsæk i hans kuffert og så forsøge at få checket selvsamme kuffert ind. Det går heldigvis smertefrit, den søde mand ved skranken checker den ind for os uden beregning. Vi fortsætter op igen Security og ud i shoppeområdet. Vi spiser en lille rugbrødsklapper med pesto og avokado jeg havde pakket til os (#mamamaterial) og triller langsomt ud mod gaten.

 

Her opstår næste udfordring. Flyet er overbooket og de beder tre om frivilligt at opgive deres plads mod kompensation. Jeg hvisker beroligende til den mindste, at de ikke vil tvinge os til at blive, fordi de kan se, at vi skal videre fra Amsterdam til Beograd. Noget forsinket begynder de så småt at boarde os, der er kaos ved skranken, de beder folk komme op, hvis de har baggage de kan få lov til at tjekke ind.

 

Da det bliver vores tur i køen til selv-boarding bipper den højt og lyser rødt med beskeden ‘Kontakt en servicemedarbejder’. Vi stiller os i kø til skranken og ser vores afgangstidspunkt komme og gå. Vi er allerede forsinkede nu og vi havde oprindeligt kun 45 min. til at komme over til vores næste fly, når vi landede. Da det bliver vores tur forklarer servicemedarbejderen, at de havde os på en liste over dem de potentielt kunne overflytte til et andet fly, men det havde ikke lykkedes dem at få os over på en direkte afgang til Beograd. Pokkers, det kunne ellers have været lækkert tænker vi og kommer endelig ombord. Der er så proppet på flyet, at min trolley ender inden i cockpitet og vi får mast os ned på vores sæder bagerst i flyet.

 

Stewarden meddeler over højtalerne, at de vil give besked, så snart de ved noget om folks connecting flights. Jeg er ok fortrøstningsfuld, vores baggage er checket ind, vi er kun 10-15 min. forsinket, de holder da flyet, så vi kan løbe efter det, når vi lander. Men nej. Ikke langt tid efter får en lang række passagerer besked om, at de ikke når deres næste fly, os inklusiv.

 

Vi får ikke mere at vide end at vi skal finde vores nye check-in skranke, når vi ankommer. Jeg tjekker min mail, så snart vi er på hollandsk jord og der ligger en mail fra KLM: ‘Beklager dit fly er blevet forsinket (no shit Sherlock, jeg var ombord), vi har booket et nyt fly til dig’, jeg scroller ned til de nye flydetaljer – Lørdag d. 14 kl. 10. Argh!

 

Vi beslutter os for at tage én ting ad gangen, først hente den mindstes kuffert og så finde en at snakke med om, hvad vi gør med overnatning. Arrangerer de det eller skal vi finde et sted, lægge ud og sende en reklamation senere? Men kufferten er ikke kommet, da beskeden om, at alt baggage er leveret. Vi forsøger at finde KLMs skranke og finder først en lukket en, men en besked om at gå ned der, hvor vi kom fra. ‘Har I fået en hotelvoucher?’ er beskeden vi bliver mødt med, da vi kommer derned. Det havde vi jo så ikke, og mens to damer snakker hurtigt til hinanden på hollandsk, bliver vi booket ind på et lufthavnshotel og vi får en voucher hoteltransfer. Jeg er en smule irriteret over, at flypersonalet ikke oplyser om proceduren ombord og lader os finde alle informationer det selv. Hvad hvis vi havde været dumme nok til at tro, at det måtte være meningen, at vi skulle blive i lufthavnen i 13 timer? Vi spørger til den manglende kuffert, men den kan vi ikke få, den er i kælderen til flyafgangen i morgen.

 

Heldigvis finder vi rimelig smertefrit vores bus og ankommer til lufthavnshotellet Van der Valk Schiphol. Her bliver vi hurtigt checket ind og får to meals vouchers – en til aftensmad og en til morgenmad dagen efter. Selvom det er et kæmpemæssigt hotel et tilsyneladende gudsforladt sted er deres vegetariske pastaret med tomatsauce og grønsager faktisk dejlig og vi går efterfølgende trætte op på værelset.

 

Det er først her, at jeg kommer i tanke om, at vi havde taget alle mine væsker over i den mindste kuffert, da vi pakkede om i Kastrup og min kontaktlinsevæske, tandpasta, deo og alt min makeup nu befinder sig i Amsterdam lufthavnskælder. Efter en dybt vejrtrækning beslutter jeg mig for, at det nok skal gå. Vi får den jo dagen efter, når vi lander i Beograd kl. 12.15.

 

 

Fortsættelsen kommer (forhåbentlig) i morgen. Stay tuned!