Om at passe på sig selv

October 12, 2017 at 19:53

Kimono

For tiden føler jeg et behov for at passe ekstra godt på mig selv; omgive mig blandt søde, positive mennesker, grine højt, spise godt (både sundt og syndigt), nyde øjeblikket og prioritere mig selv. Jeg har en tendens til at gerne ville være alt for alle, tilbyde min hjælp og overstrække mig selv, min tid og mine ressourcer for at kunne være der for andre. Jeg har i alle tider haft svært ved at sige, hvad jeg selv har behov for, uden at føle, at det lyder enormt egoistisk. Jeg forsøger at blive bedre til det; at lære, at det er okay at takke nej til invitationer, som simpelthen ikke passer af gud ved, hvilken grund, og ikke efterfølgende havde dårlig samvittighed ‘nu jeg jo ved, at nogen rigtig gerne ville have at jeg kom’ og ikke kunne ses med folk eller tilbyde at være den der ‘giver mig’ (tager toget til provinsen/cykler til en anden bydel/mødes sent eller tidligt/er på hold til nogen ved om de faktisk kan den dag osv.) for at kabalen går op og en aftale kan komme på plads.

 

Det er noget, der har slået mig efter jeg er blevet single og bor alene; Der er ikke nogen, der passer på mig. Der er ingen, der holder hånden over mig, beskytter mig mod hverdagsstress, (mere eller mindre) automatisk tager mit parti, lytter til mine bekymringer, letter min hverdag ved at tage en del af det praktiske læs eller er der med et kram efter en lang dag. Der er kun mig til at passe på mig selv. Dermed ikke sagt, at folk om mig er nogle gedigne røvhuller, der bare kører over mig og gør, hvad de vil, men hvis jeg har brug for noget, får jeg det sjældent foræret.

 

Af samme årsag kan jeg mærke, at der er ekstra vigtigt, at jeg lytter til min krop og hoved, og gør mit bedste for at begge er i balance. Jeg har skrevet flere gange om, hvordan regelmæssig træning ikke kun gøre mig stærkere, men også giver mig mentalt overskud. Mit velbefindende afhænger også i høj grad af, at jeg får spist rigtigt, hovedsageligt sundt og varieret, men med plads til hverdagslækkerier. Det er også vigtigt, at jeg passer min sengetid, jeg er en meget bedre version af mig selv efter 8 timers søvn. Balancen mellem selskab og være alene er også essentiel for, hvordan jeg har det. Jeg elsker selskab, prioriterer kvalitetstid med dem jeg godt kan lide, men jeg holder også af, og lader op, i mit eget selskab. Det er en svær balance for mig, jeg har før skrevet om min ulogiske frygt for en weekend uden planer. På den anden side kan en weekend med back-to-back aftaler også få mig til at miste livsmodet på forhånd.

 

Derfor er de alle sammen ting jeg prioriterer og er opmærksom på i min hverdag for at passe bedst muligt for mig selv. Jeg træner regelmæssigt, spiser sundt, prioriterer min nattesøvn, spenderer tid med søde mennesker, der giver mig god energi og tid til at lade op og koble af i selskab med min yndlings hårede ven. Og samtidig jeg bliver heldigvis også bedre og bedre til at give slip på den dårlige samvittighed og mit pleaser-gen, og konkludere, at hvis det er løsningen, der passer mig selv, så er det den rigtige.

Best of Baby Julian og livet som anpartsholder

October 4, 2017 at 11:28

Baby Julian

I går fyldte min anpartsbaby 1 år. Det er jo helt vanvittigt at tænke på, jeg synes, at det var tidligere på året han stadig lå inde i maven og ingen vidste, at han overhovedet var en ‘han’. Jeg holdte jo hårdt på en pige, ha! Tiden flyver afsted og et sted man kan se det er virkelig er på små børn. Et år betyder alverdens. På et år sker der vanvittigt meget med sådan nogle små størrelser, de går fra at kunne intet andet end at spise og sove til at spise (næsten) selv og (næsten) kunne gå. Og underholde 14 voksne mennesker til sin første fødselsdagsfest.

 

I anledning af hans 1 års fødselsdag har jeg samlet lidt ‘Best of Baby Julian’ og livet som anpartsholder fra bloggens arkiv.

 

Det hele startede, da han kun var en lille blop i sin mors mave og jeg fik tildelt en anpart i babyen. D. 3. oktober 2016 kom han til verden efter en dramatisk fødsel, hvor alt heldigvis endte godt for både mor og baby, men jeg nåede at græde en helt masse forskellige typer tårer da dage.

 

Hurtigt lærte jeg, at det at være på babyvisit er som at træde ind i en babytidslomme, hvor timerne bare forsvinder med utroligt lidt – og så alligevel utrolig meget. Ej, hvor jeg savner den lille størrelse, den synes jeg altså er allerhyggeligst. Jeg bliver helt skruk af at se på det billede af lille bitte Julian i mine arme for første gang.

 

Da Baby Julian kun var 7 uger gammel passede jeg ham alene for første gang og vi spenderede hele 7 timer alene sammen (!), da hans forældre have behov for at være et andet sted. Og vi klarede den, kæmpe high five til os! Jeg skrev efterfølgende det her indlæg, der dokumenterede forløbet med mange tøjskift, både til mig og baby.

 

I slutningen af november drog jeg på landet til 48 timer på pseudobarsel, som babyassistent, mens faren var på weekendtur med drengene. Det gav mig en nyfunden respekt for kvinder på barsel, det var sitme hårdt arbejde.

 

I januar var Frank og jeg fælles om tjansen som babypassere og det ledte til spørgsmålet om Frank var klar til at blive storebror – eller om jeg var klar til vuf og baby? (og en snap-dagbog over forløbet).

 

Som foråret rullede over København, kom mama og baby på visit og jeg nåede til level 100 i min mama-training (læs. det er det niveau, hvor man skal balancere en to-go kaffe i én hånd og manøvrere barnevognen forbi vejarbejde med den anden.

 

Det blev påskeferie inden jeg igen havde fornøjelsen babyen alene i min lille lejlighed på Vesterbro, mens forældrene var på date. Kusine A kom spontant forbi med tærterester og lånte en ekstra hånd, når Frank havde brug for lidt opmærksomhed. Baby Julian var i en fase, hvor han vågnede relativ kort efter han var puttet og var ret ulykkelig, så aftenen endte med, at vi begge lå i min seng med baby mellem os til han igen fandt ro til at sove videre.

 

Over sommeren har jeg været på adskillige ture til landet for at lege med min anpartsbaby, overbringe feriegaver fra New York, gå ture i skoven og udvide vores selfiesamling. Så sent som i søndags var jeg igen på landet for at fejre hans 1 års fødselsdag og tage mig selv i at tænke, at der ikke allerede kan være gået et helt år og samtidig er det helt underligt, at han engang ikke var her.

 

Tillykke med fødselsdagen Baby Julian – lad os arbejde videre på vores hashtag #onkelogjulianhygger! ❣️

Baby Julian

Baby Julian og Frank

På tur i skoven med Baby Julian

Baby Julian

Baby Julian

Rejsegaver, New York, Baby Julian, babysneakers, Puma

Baby Julian

Selfie, Baby Julian

Baby Julian

Baby Julian

Baby Julian

5 x oktober

October 3, 2017 at 10:32

Efterår i Manchester

Sidste måned fyldte bloggen 5 år og i den anledning lavede jeg et fejringsindlæg med fem indlæg fra de sidste fem septembermåneder, i dag er det så oktobers tur. Det er altså lidt hyggeligt at kigge bloggens arkiver igennem, er du svimmer, der dukker mange ting op jeg helt havde glemt. Den kan altså noget denne her form for online dagbog.

 

Værsgo – 5 x oktober.

 

I 2012 var jeg i Manchester for første gang for at besøge min veninde Amrita og udforske den engelske countryside og legede med kridt i håret.

 

I 2013 drog den mellemste og jeg til Rom, som hans 18 års fødselsdagsgave-tur og bagte de lækre kæmpe kanelsnegle med æble og marcipan.

 

I 2014 måtte jeg pludseligt og meget uventet tage afsked med min søde morfar, smeden fra Aarhus og bokserklubbens største fan.

 

I 2015 holdte jeg nogle dejlige efterårsfridage på Sydfyn med alle hundene og fandt den perfekte film til at få en til at græde, hvilket viste sig at være lige det jeg havde behov for.

 

I 2016 erklærede jeg Halloween til pug-o-ween og græd jeg alle typer tårer, da min bedste venindes fødsel tog en uventet og dramatisk drejning.