D. 15. maj 2019: En drøm der blev til virkelighed

maj 24, 2019 at 22:08

D. 15. maj tikkede et screendump ind via WhatsApp fyldt med streger, et stort hjerte og en kæmpemæssig emoji med hjerter i øjnene. Det var et screendump af en kalenderpåmindelse fra en kær ven med teksten ‘Ask Kathrine where she is living now’.

 

Da jeg så den blev jeg ramt af tusindvis af følelser på en og samme tid; nostalgi, savn, kærlighed og ikke mindst stolthed.

 

Forhistorien til kalenderpåmindelsen er et tilfældigt møde med den skønneste argentinske fyr, Manuel, på selvsamme surfcamp, hvor jeg nu bor og arbejder, i august sidste sommer. Fra det øjeblik vi mødte hinanden klikkede vi. Vi endte med at tage en yogatime sammen, og fnise os hele vejen igennem, for bagefter at lade os overtale af samme yogalærer til at tage med til en koncert i en butik/café/skateboardpark mm. ved navn Boardriders Quicksilver.

 

Den aften, som vi nyder vores kolde øl og den smukke solnedgang til tonerne af aftenens band, deler vi vores drømme og håb for fremtiden. Jeg fortæller, at jeg drømmer om at bo et andet sted end i København i det kommende år, Manuel vil finde ud af, hvad han skal satse på professionelt. Han foreslår, at vi hver især vælger en dato og et spørgsmål, som vi kommer i den andens kalender, så vi kan holde hinanden op på vores målsætninger. Uden at have udvekslet telefonnumre, Facebook-kontakter eller Insta-handles, skriver vi den andens spørgsmål og dato i vores kalendre og danser videre.

 

Senere på ugen kommer vi i tanke om, at vi ikke har praktisk mulighed for at følge op på vores idé, og griner over vores dumhed, men er samtidig rørende enige om, at vi vil holde kontakten efter vi begge har forladt Ericeira.

 

D. 15. maj sidder jeg, uden nærmere tilknytningen til selve datoen, sammen med en veninde, da en besked popper op på min skærm fra Manuel. Det tager nogle sekunder før jeg forstår, hvad han har sendt mig. Vi er kommet til datoen, hvor jeg havde en drøm om at have bosat mig i udlandet, nærmere bestemt Portugal, og det var lykkedes.

 

Jeg gjorde det! Det lykkedes! Jeg tog alle de fornødne beslutninger, håndterede alle de praktiske ting der går forud for en flytning til udlandet og jeg fulgte mit hjerte. Tårerne strømmede ned ad mine kinder. Lykke, overvældelse og ren og skær stolthed fyldte min krop.

 

Der er gået helt utrolig mange tanker, overvejelser og bekymringer forud for, at jeg opsagde mit job, udlejede min lejlighed og tårevædet kyssede Frank på gensyn. Nu befinder jeg i en lille kystby i Portugal, ejer mit eget surfbræt og bruger hver dag på aktivt at dyrke det der gør mig allermest glad. Jeg er usigelig taknemmelig for min egen tro på, at det hele nok skulle lykkedes, at penge, tryghed, faste rammer og den traditionelle vej, ikke er det eneste mål i livet.

 

D. 15. maj markerer beslutningen om at følge min drøm. Det er op til mig til at definere det liv, der gør mig allermest glad og giver mening for mig, og det liv finder jeg pt i Ericeira. Drømme kan blive til virkelighed.

Kalenderpåmindelse, ask Kathrine where she is living

Surffrustrationer og -successer

maj 9, 2019 at 13:23
Surfing, Ericeira, Portugal

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været noget bekrymret og stresset over mængden af surfing jeg har gjort i løbet af min første halvanden måned her. En kombination af, at jeg ikke kan deltage i lektioner, der ligger for tæt på, eller i løbet af, min receptionsvagt, som starter kl. 17 om aftenen, at der ikke altid er plads til en ansat på holdene pga. plads i bilerne og/eller i forholdet mellem antal elever og instruktører og generelle vejrforhold, som nogle gange betyder, at lektioner bliver aflyst, har betydet, at jeg gennemsnitlig har surfet to gange per uge.

 

Det har været frustrerende, eftersom jeg har sagt mit danske job op, for netop en ting – surfing. Mit mål har været, og er, min. fire gange om ugen, så selv sagt er to gange ikke tilfredsstillende. Jeg har ikke flyttet fra min fine lejlighed, min søde hund, mine gode veninder og vinket farvel til pensionsordning og god indkomst for at blive en professionel receptionist på en surfcamp i Portugal. Jeg synes, at min receptionisttjans er virkelig hyggelig og jeg kan godt lide arbejdet, men når alt kommer til alt, var det ikke for at lave bookinger i en portugisisk bookingsystem, at jeg flyttede til Portugal.

 

Men som med alting, så går det op og ned, og efter et par uger med minimal surfing på grund af stormvejr i området, så vendte mit surfheld i sidste uge. Jeg var med ude på et begynderhold, og pludselig tog jeg mig selv i at lændges efter at prøve kræfter med de grønne bølger igen. Jeg havde på det tidspunkt ikke været på et intermediate-hold siden august, og havde egentlig ikke været på så mange begynderhold, men alligevel føltes jeg, at jeg var ved at være tilbage. Både i forhold til evner og mod.

 

Så næste morgen sendte jeg en besked til en af surfinstruktørerne og sagde, at jeg følte mig (semi) klar til at bestå fra begynderne og prøve et intermediate-hold, når forholdene var gode (læs. små bølger) og han mente, at jeg var klar. To sekunder efter skrev han tilbage: ‘Måske i dag’. Sommerfuglene i min mave baskede. Okay, så måtte jeg jo gøre mig klar og prøve holdet senere samme dag, nu var der ingen vej udenom.

 

Vi ankom til Riberia D’ilhas, stranden hvor jeg havde en af mine første intermediate-lektioner sidste sommer, som var lige rigelig vild til mit niveau, men som jeg alligevel klarede. Jeg kunne mærke nervøsiteten stige. Som vi padlede ud, kunne jeg mærke mine ben og arme ryste. Jeg fokuserede på min vejrtrækning, dybe vejrtrækninger helt ned i maven, og gentog for mig selv, at jeg sagtens kunne klare det.

 

Da jeg først var kommet ud til line-uppet var synet det hele værd. Omgivet af rå klippevægge på begge sider, udsigten ind til stranden, høj solskin og blå himmel. Jeg følte en sus af lykke og stolthed. Det var lige meget om jeg fangede nogle egentlige bølger, bare det at være kommet ud var nok i sig selv.

 

Det var min hidtil BEDSTE surfsession og jeg fik mine to BEDSTE bølger nogensinde! Jeg red begge længere og mere sikkert end nogensinde før og jeg var ikke til at skyde igennem bagefter. Præcis den følelse er hele grunden til, at jeg flyttede til Ericeira.

 

Dagen efter var forholdene stadig gode, små, rene bølger og næsten ingen vind, men desværre lå intermediate-holdet for sent på dagen til, at jeg kunne komme med, så jeg prøvede at komme på begynder-holdet, men der var ikke plads. Slukøret og trist skrev jeg til en veninde jeg mødte på campen sidste år, som nu bor her fast, og hun svarede fluks tilbage, at hun drak kaffe på en nærtliggende strand og ventede på sin næste surfsession. Jeg klaskede solcreme på og sprang afsted.

 

Da jeg ankom nåede jeg ikke engang at bestille en kaffe, inden hun på uransageligvis fik mig overtalt til at hente mit surfbræt og våddragt og køre ud til Riberia på egen hånd. Hun er en habil surfer og hendes tillid til, at jeg kunne padle ud med hende, gjorde mig så stolt. Jeg lod mig overtal,e og da vi kom ud til stranden, kunne jeg ganske rigtigt se, at forholdene var idelle til en erfaren, trods alt, begynder, som mig selv. Vi hoppede i vores våddragter og hun kiggede på mig og spurgte om jeg var nervøs, og jeg svarede ærligt, at jeg var overraskede lidt nervøs. Gårsdagens succesoplevelse havde gjort vidundere for min surfselvtillid. Jeg følte mig klar til at give det en chance.

 

Det er vel at mærke er noget jeg kun havde tænkt måske kunne være en lille mulighed for, at jeg måske, på en god dag, kunne overveje at måske padle ud med en ven på egen hånd uden en professionel surfinstruktør eller livredder i slutningen af året, når jeg havde fået en hel del mere øvelse og erfaring.

 

Et par uerfarne fyre på hård boards, gjorde mig noget nervøs, da de valgte begge at gå efter en bølger som jeg padlede ud midt imellem dem, men bortset fra min angst over at blive ramt af andre, så var jeg overraskende rolig derude. Jeg fangede endda to bølger selv, det var hverken flot eller overbevisende, da jeg var noget bekymret for at ramme klipperne, som omgiver hele stranden, men jeg gjorde det. Helt selv!

 

Jeg var så glad og uendelig stolt over rent faktisk at have taget ud selv, og så taknemmelig for min venindes tiltro til mig og villighed til at tage mig med ud.

 

De to efterfølgende dage lykkedes det mig at komme på to yderligere intermediate-hold og øve mig endnu mere. Jeg skal stadig øve mig i at komme hurtigere op på mit bræt og ikke tøve, når jeg er på toppen af den grønne bølge, men jeg kan mærke, hvordan jeg langsomt får en bedre og bedre fornemmelse for bøglerne og min selvtillid i vandet vokser.

 

Det er utroligt, hvad fire gode dage i vandet har gjort for ikke bare min glæde ved surfing, men mit liv her i Ericeira. Jeg øver mig i at væbne mig med tålmodighed og have tiltro til, at der er mange flere gode dage i vandet for mig i de kommende måneder.


Det sværeste farvel

marts 25, 2019 at 21:53

Jeg blev aldrig færdig med det her indlæg inden min afrejse. Jeg kunne simpelthen ikke få ordene ud. Tiden var ikke til det og tårerne pressede sig på (og flød over) hver gang jeg forsøgte. Nu prøver jeg igen.

 

Jeg kunne skrive om mange ting i dag af alle dage, men jeg vil skrive om det der har fyldt allermest de sidste mange uger. Det sværeste farvel.

 

Efter ugers optakt, nej rettere måneders, for forskudssavnet startede, da jeg lukkede døren til min lejlighed på Vesterbro og drog til Nordsjælland med Frank under armen. I dagene op til lejligheden skulle overdrages, trillede tårerne ned ad mine kinder, fordi det føltes som om jeg allerede der mistede min hverdag med Frank. Det gjorde jeg på sin vis også, han er blevet luftet mest af mine forældre sammen med deres hund, mens jeg har pendlet med tog frem og tilbage hver dag. Han har fulgt trofast efter min stedmor, fordi hun ved, hvor maden OG gufferne er og lufter ham dagligt, så jeg er blevet sekundær i hans liv. Jeg har savnet ham i de sidste to måneder. Men ikke så meget som jeg gør lige nu.

 

I dag var dagen jeg har gruet for. Mit farvel til Frank, det sværeste farvel af dem alle. Jeg har naturligvis også glædet mig og været spændt på alle de rigtige måder, men hold nu op, hvor har der bare vokset en knude i min mave. Frank, der normalt sover i mine forældres soveværelse sammen med deres hund for nattefredensskyld, sov i nat hos mig. I min seng endda. Han var eksemplarisk. Han vidste, at der var noget i gære. Han sov sødt og roligt og uden at skulle hen og krase på døren, fordi han skulle se, hvad Ludwig mon lavede kl. 2.17 om natten. I nat var han naturligvis en sand engel, bare for at vise mig, hvad jeg går glip af, mens jeg er i Portugal.

 

Det sidste dage har han fulgt mig ekstra tæt og set observerende til, som jeg har hevet kufferterne op fra kælderen. Han har ligget med hovedet på mine bunker af tøj og kigget på pakkeprocessen med sine store sorgmodige øjne. Han har sprunget op på mit skød og seng, så snart chancen har budt sig og i det hele taget været ekstra nuttet.

 

Det virker uden tvivl helt kakkelak, hvis du ikke selv er hundeejer, men jeg elsker Frank mere end nogen anden. Den lille hårbolle er mit et og alt. Han er min tro følgesvend og kommer til at mangle hans vilde velkomst, våde mopsemøs og hyggelige snorkelyde hver dag.

 

Hvis han bare vidste, hvor hård en beslutning det har været at rejse fra ham. Jeg håber savnet bliver mindre intens, som jeg vender mig til min nye hverdag og liv her. For lige nu har jeg mest af alt lyst til at flyve hjem og hente ham.