Undskyld jeg ikke har lyst til kød

juli 13, 2018 at 08:36

Burger på Mad & Kaffe

Jeg har længe tumlet med det her indlæg – eller rettere alle tankerne bag det. Som jeg fortalte i det her indlæg, som i øvrigt er en slags forhistorie for dette, så er jeg fleksitar. Jeg spiser sjældent kød, men har ikke skåret det fuldkommen ud af min diæt. (Endnu kunne jeg fristes til at sige).

 

Når det er sagt, så er sidste gang jeg spiste kød, da jeg var ude med en veninde på Spaghettaria og fik en fast menu tilbage i maj, inden da var det to gange i januar, i tacos til en fest og shawarma dagen derpå. Jeg ved præcis, hvornår jeg har spist kød og hvad det var.

 

Som barn elskede jeg kød og min mor fortæller gerne, hvordan jeg forlangte mere ‘kyyyyd!’ ved middagsbordet, men i mit voksenliv er det en anden snak. Alt sammen kan du læse i føromtalte indlæg om, hvordan/hvorfor jeg er fleksitar.

 

Det her indlæg er så utrolig svært for mig at skrive, fordi jeg i virkeligheden befinder mig et sted mellem to stole. Både i forhold til min kost, men også mine tanker og følelser omkring min kost. Jeg synes nemlig, at det er ret svært til tider at spise som jeg gør. Når jeg er hjemme og laver mad til mig selv, skænker jeg det ikke mange tanker. Jeg spiser hovedsagelig plantebaseret og laver aldrig retter med kød herhjemme. En sjælden gang i mellem steger jeg nogle fiskefrikadeller eller et stykke laks eller bikser en lille tunsalat sammen, men 19 ud af 20 måltider er 100% vegetariske.

Maoz Vegetarian, falafel, pita, Amsterdam

Der hvor det bliver svært er tre steder (inddelt efter sværhedsgrad): 1) Når jeg spiser sammen med andre hjemme hos mig selv, 2) når jeg er ude og spise på restaurant og 3) når jeg skal spise hjemme hos folk.

 

Når jeg har gæster til spisning, føler jeg ofte et behov for at ‘undskylde’ for, at jeg serverer en vegetarisk ret for dem. Det er fjollet, det ved jeg. Dem der spiser hos mig er fuldkommen ligeglade om der er kød i maden, men jeg føler alligevel et behov for at komme kritik i forkøbet ved at forklare eller undskylde mit fravalg af kød.

 

Når jeg går ud og spiser oplever jeg samme udfordring med et twist. Jeg bliver lidt irriteret på mig selv over at sætte restriktioner på, hvor vi kan spise, fordi jeg gerne vil have en vegetarisk mulighed, så jeg føler igen et behov for at undskylde og forklare. Jeg er bange for at folk bliver træt af mig og kommer til konklusionen, at jeg er for besværlig at gå ud og spise med. Derudover bliver jeg irriteret på mig selv, fordi jeg som sådan ikke har besluttet mig for aldrig at spise kød igen, men samtidig også har besluttet mig for, at jeg kun vil købe økologiske animalske produkter, for at sikre et vist niveau af dyrevelfærd, så derfor har jeg svært ved at nyde kød, når jeg er ude, fordi jeg ved, at medmindre det står med fed, så er kødet sgu nok konventionelt opdrættet, da det er en del billigere.

 

En anden udfordring ved at spise ude, er ikke kun kød vs. vegetar, men også, at jeg er begyndt at have svært ved andre animalske produkter, som ikke er økologiske, såsom ost, mælk, fløde etc., fordi det ville jeg aldrig købe selv og min klare holdning er, at dyrene skal have det godt. Hvordan forener jeg det med ikke at ville være veganer og skære alle animalske fødevarer ud ad min kost, hverken hjemme eller ude? (Jeg har ikke svaret).

 

Men den allersværeste er, når jeg skal spise hjemme hos andre og de laver mad, fordi jeg føler ikke, at jeg kan sætte krav til menuvalg eller spørge om kød (og/eller andet) er økologisk. Det er her, mit manglende valg om at være fuldtidsvegetar gør livet svært for mig. Hvis jeg var vegetar, så ville jeg aldrig skulle forholde mig til et stykke kød eller en ret med kød, fordi folk omkring mig ville vide, at det spiser jeg aldrig. Men i det sidste mange måneder til et år, har jeg befundet mig i en underlig gråzone.

Veggie tacos, vegetariske tacos, vegetar

Jeg har endnu ikke lyst til at afskrive muligheden for at spise kød, hvis jeg virkelig har lyst, men omvendt er det efterhånden også utroligt sjældent, at selvom jeg synes, at burgeren med oksekød dufter fantastisk, jeg alligevel ikke ender med at vælge vegetarvarianten.

 

Jeg er splittet mellem, at jeg ikke gider være irriterende og/eller begrænsende for andres madvalg, men at jeg samtidig heller ikke føler, at det er rigtig, at jeg skal gå på kompromis med, hvad jeg har lyst til at spise og i sidste ende mine værdier og holdninger. Jeg synes, at det er svært.

Nytårsforsæt 2018: Halvårsstatus

juli 2, 2018 at 10:15

Frank, mops, pug, nytår

Grunden til at nytårsforsæt kan virke fjollede og formålsløse er fordi folk sætter sig nogle, mere eller mindre realistiske, målsætninger i dagene efter jul, og når kalenderen skriver februar, er de fleste gode intentioner glemt igen.

 

Af samme årsag kan jeg godt lide at tjekke ind fra tid til anden i løbet af året og huske mig selv på, hvilke målsætninger jeg havde for året. Det kan være, at nogle allerede er opfyldt, nogle har jeg ændret mening omkring og nogle der er blevet glemt.

 

Derfor tænkte jeg, at når vi nu er i juli og vi dermed er halvvejs (!!!) gennem 2018, at det ville være oplagt at se på, hvordan det går med mine nytårsforsæt. Sådan en lille halvvejsstatus om du vil.

 

Mine forsæt for 2018 lød som følger:

  • blive god til at bruge Head Spaces 3-minutters guidede meditationer.
  • fortsætte med min reformertræning hos verdens bedste træner.
  • generelt holde fast i mine gode træningsvaner fra 2017.
  • blive bedre til at lave armbøjninger (pt er jeg stadig elendig, så det kan næsten kun blive bedre).
  • prioritere mere velvære; få flere massager, prøve en ansigtsbehandling, få ordnet vipper og bryn.
  • vil jeg gerne gå mere i jeans.
  • være mere modig (i alt fra tøjvalg til konflikter til kærlighed).
  • rejse lige så meget som i 2017.
  • bande mindre, særligt mit forbrug af f*cking er stukket af.
  • være bedre at til at holde middage, spilaftener osv.
  • huske at være inkluderende og altid invitere folk, også når det ikke er min veninde eller nærmeste.
  • være god ved mig selv.
  • holde en kødfrimåned.
  • tage mig selv på solodates (kaffebar, bif, frokost, you name it).
  • praktisere, at det er helt i orden at takke nej.
  • fortsætte med at øve surfing og lege i vandet.

 

Bruge Head Spaces 3-minutters guidede meditationer

Jeg brugte først den gratis 10-dages introduktion til mediation og glemte/kunne ikke overskue/var for nærig til at betale for selve appen og dens mange guidede meditationer. Ved nytårstid fik jeg så en mail med en god rabat, så jeg slog til og jeg har faktisk været ret god til at bruge den siden, men jeg tænker, at jeg skriver et indlæg om det for sig selv snart.

 

Fortsætte med min reformertræning 

Yes! Op til min tur til Bali gik jeg fra en time om ugen til to, og det har jeg beholdt, fordi jeg virkelig holder af min reformertræning. Jeg får min reformerinstruktørs uddelte opmærksomhed og hun ser min krop, skader og fremskridt og motiverer mig til at blive stærkere og komme ud over egne grænser. Alt på den boks skræmmer mig lidt.

 

Holde fast i mine gode træningsvaner fra 2017

Altså ja, men jeg synes også, at min begejstring har været lidt dalende her på det sidste. Jeg har ikke samme lyst til at tage over i fitten og træne selv, men jeg kommer stadig afsted til mine faste lørdagshold (Stram Op + Abattack). Jeg ville dog gerne komme lidt oftere afsted, men når det er så varmt udenfor, er der decideret ulækkert varmt i fitten, så jeg supplerer med lange gåture. Jeg er tilbage på 10.000 skridt om dagen, som op til Bali, og jeg elsker det.

 

Blive bedre til at lave armbøjninger

Der var kun en vej og det var frem, så et lille forsigtigt ja til den også. Jeg er blevet bedre til at lave armbøjninger, men jeg kan vist roligt fortsætte med at øve mig.

 

Prioritere mere velvære

Den synes jeg faktisk også går godt. Jeg er begyndt at få ordnet mine bryn (farve + voks) hos Kenny Anker Brows og det er en lille selvforkælelse, som jeg stornyder. I forbindelse med min kommende 2,5 uges surfferie har jeg også besluttet, at jeg er nødt til at prøve det der sugaring. Jeg får (bogstavligt og billedligt) knopper af at skulle barbere mig hele tiden for at være bikiniklar. Luksusting jeg førhen ville have nægtet mig selv, som jeg nu forsøger at prioritere og samtidig virkelig sætte pris på. Min reformertræning falder også under her, synes jeg. For resten af året vil jeg gerne huske mig selv på, at det er i orden at prioritere at bruge penge på min krop, hvis det gør mig glad.

 

Gå mere i jeans

Denne her er sjov, jeg kan simpelthen ikke huske, hvorfor jeg mente, at den skulle med på listen, men altså jeg vil da sige, at jeg har fået gået rimeligt meget med jeans i starten af 2018, så uanset hvad så er jeg godt med på det punkt.

 

Være mere modig

Denne her er svær for mig, dem der har læst mit indlæg om at være sej forstår måske hvorfor. Jeg ser op til at mange seje mennesker, men jeg glemmer (stadig) at give mig selv credit for også at være pissesej.

 

Rejse lige så meget som i 2017

Umiddelbart tror jeg, at jeg er meget godt med i forhold til rejsemængden i 2017. Indtil videre har 2018 bragt mig til Bali, Amsterdam, Rotterdam og Portugal. Inden sommeren er ovre har jeg været i Paris og genbesøgt Ericeira i Portugal.

 

Bande mindre

Øhm…Ærligt går det ikke så godt. Mit forbrug af f*ucking (og deslige) er stadig væsentligt over lady-like-niveauet. Jeg må lige hanke op i mig selv, hvis jeg nogensinde skal blive bedre til at bande mindre.

 

Være bedre at til at holde middage, spilaftener osv.

Uha, desværre kan jeg (endnu) ikke sætte et hak ved det her punkt. Mine intentioner er gode, men jeg får ikke gjort noget ved det. Jeg må stramme mig an i den sidste halvdel af 2018. Jeg gad nemlig virkelig gerne være bedre til at holde små, sjove og hyggelige arrangementer.

 

Være god ved mig selv

Jeg øver mig stadig, men jeg synes, at jeg er blevet meget opmærksom på, hvordan jeg taler til og om mig selv, forsøger at ændre uhensigtsmæssige tankemønstre og vaner (som ikke at kunne sige nej til invitationer uden at få dårlig samvittighed) og generelt tillade mig selv det jeg har behov for eller lyst til; om det så er en aften alene på sofaen, udskyde opvasken, et ekstra glas rosé eller en ferie. Jeg minder mig selv om, at det er kun mig der passer på mig selv og det ansvar skal jeg tage seriøst.

 

Holde en kødfrimåned

Det punkt er kommet helt af sig selv og uden egentlig at tænke over det. Mit kødforbrug er forsvindende lille. Sidste gang jeg fik noget med kød var, da jeg var ude og spise med en veninde på Spaghetteria i midten af maj, så jeg har i hvert fald haft en måned uden kød allerede. Nok flere faktisk, både før og efter.

 

Tage mig selv på solodates

Målsætningen lød på at invitere mig selv på kaffebar, i biografen, ud til frokost, you name it – og jeg har faktisk fået det gjort! Ikke voldsomt meget, men jeg er gået fra at synes, at det var pinligt og sørgeligt at gå ud alene (og derfor aldrig gjorde det) til rent faktisk at stornyde at tage ud selv. Bevares det er mindst ligeså hyggeligt at være ude med mine gode veninder, men der er noget vildt befriende og bekræftende ved at have det så godt i eget selskab, at jeg tør og har lyst til at lave noget alene, som jeg førhen tænkte, at jeg kun kunne, hvis jeg var sammen med en anden.

 

Praktisere, at det er helt i orden at takke nej

For mig handler det nok først og fremmest om at komme frem til, at det er umuligt for mig at deltage i alt. Og at selvom en dato er fri, når jeg bliver inviteret til xs fødselsdag i provinsen, så skal jeg ikke sige ja tak til invitationen, hvis jeg ved med mig selv, at det bliver presset og/eller jeg slet og ret ikke har lyst, uanset årsagen. Der er altså stadig grobund for forbedring her.

 

Fortsætte med at øve surfing og lege i vandet

Stort ja! Jeg har i skrivende stund været på to surfferier i år – Bali og Portugal, og jeg skal som bekendt tilbage til Portugal om 1,5 måned, så det punkt går forrygende. Jeg håber også på at kunne klemme en til surfferie ind i efteråret.

0%-100%

juli 1, 2018 at 20:24

Grøn og blomstret kjole fra Mango, Brooklyn, New York, Street art

Jeg husker tydeligt, hvordan min 9. klasses dansklærer, Joan, sagde, at jeg så tingene meget sort/hvidt. Jeg kan ikke huske i hvilken forbindelse det blev sagt, men jeg må have udtalt mig om noget, potentielt lettere kategorisk. På det tidspunkt kunne jeg absolut ikke se, hvor den udtalelse kom fra eller genkende mig selv i den. Som i overhovedet. Jeg synes tilmed, at hun var over stregen på den der klassiske teenage-hovedet-oppe-i-måsen-facon. Men som voksen kan jeg se, at hun havde evigt ret. Nogle siger, at det ligger til mit stjernetegn, jomfruen, men under alle omstændigheder er det meget rammende på min hjerne.

 

Jeg har sjældent midt imellem-følelser, enten er jeg glad eller også er jeg vred og/eller græder. Faktisk kommer tårer også tit i kombinationen af glæde. Let til tåre kan vi smide med i mikset. Men hvorom alting er, har jeg oftest en klar idé om, hvad jeg kan lide og ikke kan lide og hvad jeg vil og ikke vil, hvad jeg kan og ikke kan etc. Krydret med en veludviklet dramatisk sans, udtaler jeg mig ofte om, hvordan jeg forholder mig til noget via en procentsats.

 

Forleden som vi stod i køkkenet og gjorde vores frokost klar, udtalte jeg til min kollega, at ‘jeg havde 0% lyst til x’. Hvad det var har jeg allerede glemt, det var ikke noget vigtigt, stort eller nævneværdigt, bare et eller andet fjollet. Hun grinte og gentog ‘0%? Haha, det er det rare ved dig, man er ligesom ikke tvivl om, hvad du synes’.

 

På den modsatte ende af skalaen, vil du også tit høre mig sige: ‘100%’ og ‘100% enig’. Jeg bevæger mig utrolig sjældent ud imellem 0-100%. Jeg er enten 0 eller 100%. Pånær når jeg er sådan fiddy/fiddy (ja, jeg ved godt, at det hedder fifty/fitfy, men sådan er det ikke sjovt at udtale det). Nogle gange er jeg, trods alt, også ok indifferent overfor om vi skal spise thai eller vietnamesisk, cykle den ene eller den anden vej eller hvilken film vi skal se, men hvis jeg deler min mening, så er det langt oftest på en af to sider af skalaen.

 

Det er et personlighedstræk flere har kommenteret på gennem årene; Nogle synes, at det er rart, at de ved, hvor jeg står, mens andre synes, at det kan være intimiderende, at jeg er så klar på, hvad jeg vil/kan/skal/bør og ditto har en holdning til, hvad andre bør gøre i deres liv. I virkeligheden synes jeg jo slet ikke, at jeg er super sikker på noget. Eller rettere, i virkeligheden ser jeg ikke længere verden så sort og hvidt, som jeg engang gjorde. Holdninger ændres, synspunkter blødes op og smag skiftes, men min sans for dramatik er nok kommet for at blive.

 

Det er jeg 100% sikker på.