Status på Frank

June 15, 2017 at 19:20

Frank

Tak for alle de søde beskeder jeg har modtaget på mit indlæg (og ca. 1000 instastories) og jeres bekymring for Frank! ❤️ Han lader til at have det meget bedre – både i går og igen i dag. Hold nu op, hvor er jeg lettet. Jeg kan sige ikke jer, hvor bekymret jeg nåede at blive. Alt fra han er alvorligt syg og skal aflives til forskudssorg over den dag Frank ikke længere er her nåede at kører gennem mit hoved i raketfart.

 

Jeg kan til stadighed blive helt overvældet over min kærlighed til det lille dyr og derfor er tanken om, at han skulle være syg, have smerter eller endnu værre måtte pludseligt aflives fuldstændig ubærlig. Alt tyder dog på, at han ‘bare’ havde/har ondt i sine bagben. Han ville ikke rigtig gå tur, hoppe op eller ned fra sofaen og var i det hele taget ret inaktiv i forhold til, hvor meget han plejer at fise rundt. Allerede i går var han meget mere sig selv.

 

Han nægter dog stadig at lave cirkushund (læs. tricket hvor jeg holder en godbid og han laver en cirkel på bagben – et trick han normalt ivrigt laver igen og igen for en godbid), hvilket får mig til at tro, at han stadig har ondt. Frank vil vitterligt gøre alt for en godbid og heller ikke i går kunne jeg få ham til så meget som at forsøge at stille sig på bagbenene for at nå godbidden jeg lokkede med over hans hoved. Heldigvis går han helt almindelig og trækker igen på vores ture. Han spiser, drikker og strinter som altid, så 7-9-13 har han bare forstrukket en sene eller lignende.

Om tre dage….!!

June 14, 2017 at 20:13

Soveværelse efter, poster, F'*ck it. Let's go to New York.

Om tre dage sidder jeg i flyveren mod New York. At sige, at jeg glæder mig er en voldsom underdrivelse på det her tidspunkt. Jeg har kæmpemæssige sommerfugle i maven og jeg kan næsten ikke vente. Jeg var en smule bekymret for om jeg ville føle, at jeg var blevet frarøvet forventningens glæde, nu jeg valgte super spontant at klikke billetten hjem i stedet for (som vanligt) at overveje, tænke, undersøge, for så at bestille en billet til flere måneder ude i fremtiden.

 

Jeg frygtede mest, at jeg ville gå direkte ind i ‘Uha, det kan jeg ikke helt overskue alligevel’-fasen, som for mig er den fast del af nærmest enhver tur eller rejse jeg skal på. Jeg vil gerne, men når det er helt tæt på, kan jeg måske ikke helt overskue det og ville helst bare blive hjemme. Kolde rejsefødder har jeg skrevet om før her på adressen. Heldigvis er det kun indtil jeg er afsted, så vil jeg ikke hjem igen, haha! Dog er der ingen tegn på den der præ-ferie-kolde-fødder-reaktion endnu. Jeg har en masse løse ender og praktiske gøremål inden jeg med god samvittighed kan sætte mig til rette på flyet med retning mod JFK, men jeg er ved godt mod. Alt kan fikses og det bliver ikke noget problem. Positiv tænkning for the win!

 

Lige nu fylder det mest, hvor mange par sko jeg mon kan tillade mig at slæbe med (velvidende at jeg nok også køber nye) og hvilke snacks jeg skal pakke til flyet. Man skal jo have styr på prioriterne. Alt andet løser sig. Om tre dage…jubii!

Mut mops og et blødende hundemorhjerte

June 13, 2017 at 11:48

Frank, træt

Jeg har ondt i mit hundemorhjerte i dag. Frank er ikke sig selv. Han vækkede mig flere gange i nat fordi han peb og var lidt utrolig. Han sad ovre i hjørnet bag sin kurv og opførte sig underligt, men han faldt igen til ro og sov til i morges. Det samme gjorde jeg.

 

I morges jeg gik rundt og gjorde mig klar, fulgte Frank efter mig ud i køkkenet som limet til mig. Det er ikke super ukarakteristisk Frank, men han var alligevel anderledes; Han blev ved med at sætte sig ned og læne sig op ad mig. Normalt går han ind i stuen og lægger sig i sofaen til jeg er klar til morgenturen. Da det så blev tid til de famøse ord: ‘Skaaa’ vi gå tur?’ var reaktionen ikke den samme überbegejstrede mops som vanligt, som næsten ikke han stå stille af ren og skær glæde, han gad ikke engang få sin sele på og satte sig bare ned med selen halvt på.

 

Ude på gaden plejer han at flyve afsted, seriøst, han plejer at trække helt vildt det første stykke tid og zig-zagge til alle de gode strintesteder, i morges gik han minimum en halv meter bag mig i det langsommeste tempo han nogensinde har bevæget sig i. Det var først da vi var kommet halvvejs rundt om blokken, at det gik op for mig, at han endnu ikke havde tisset. Overhovedet. Vi gik i sneglefart vores sædvanlige morgenrute, pladsen med hundevennerne kiggede han dårligt efter, da vi gik forbi.

 

Normalt springer han ind ad hoveddøren og op ad trappen, men i dag lod han mig bære ham op, og i stedet for at gå ind i lejligheden satte han sig og kiggede fra reposen. Jeg fik lokket ham ind og han placerede sig på tæppet, som han skal (men bestemt kan glemme i begejstringen). Han tog forsigtigt imod sig godbid. Pludselig synes jeg, at der var mange ting der pegede på, at der var noget helt galt. Nattepiberi, morsyge, ingen tis eller nr. 2, vil ikke rigtig gå tur, langsomme bevægelser og ikke samme glubske appetit.

 

Jeg ringede til min stedmor. Hun sagde, at jeg skulle tage hans temperatur og så ringe til dyrelægen. Mens jeg ledte febrilsk efter termometeret løb tårerne ned ad kinderne på mig. Jeg elsker den fjollede hund helt utroligt meget, han må ikke være syg. Tårer blev til hulk til jeg tog mig sammen og fik taget hans temperatur. En hunds temperatur skal være mellem 37,5-39 og hans var 37,6, så langt så godt. Jeg besluttede mig for at gå en til tur med ham for at se om jeg ikke kunne få ham til at tisse. Den manglende vandladning bekymrede mig umiddelbart mest. Vi kommer ud på gaden igen og han er stadig langsom, men henne på hundepladsen strinter han op ad et træ. Der er ingen andre hunde, og han holder sig tæt til mig. Han strinter et par gange til, men er stadig ikke i hopla. Vi går hjem ad, Frank maser måsen op ad muren og laver sin business. Jeg er lettet. Sjældent har jeg været på begejstret for en hundelort.

 

Næsten hjemme sætter han sig pludseligt og vil ikke komme, når jeg kalder, jeg må tilbage og hente ham. Jeg bærer ham ind i lejligheden igen, hvor han igen sætter sig på tæppet. Han vil heldigvis tage imod sin godbid og med lidt opfordring bliver han også mere og mere ivrig for at få flere. Han spiser og han tisser, okay så, jeg trækker vejret dybt. Hvad er der så galt med ham?

 

Jeg ringer til dyrelægen og spørger til råds. Det er op til mit bekymringsniveau om jeg vil komme nu eller se tiden lidt an. ‘Han er ikke dødende, vel?’, katastrofetanker er min hjernes to-do-tanker, ‘Nej, det lyder ikke sådan. Han spiser og følger med i, hvad der sker omkring ham, og temperaturen er ikke alarmende høj eller lav’. Vi aftaler, at jeg ser tiden an og ringer igen, hvis det ikke bliver bedre i løbet af dagen.

 

Nu sidder jeg med en mut mops snorkende på min ene fod, en lang arbejds-to-do-liste, et blødende hundemorhjerte, tårer helt til kanten og bekymrede tanker.

 

Åh Franko, du er min alleryndlings i hele verden, du må ikke være syg💔