Mareridt der bliver siddende i kroppen

juli 12, 2018 at 08:28

Min Franko, lyserød sweater

Det har taget mig flere dage at få skrevet det her indlæg færdigt. Jeg har simpelthen haft en største klump i halsen og tårer til oppe over øjenkanten hver gang jeg har forsøgt.

 

Jeg vågnede til lyden af min egen stemme, der desperat fik klemt ordene ‘I er nødt til at hjælpe ham’ ud. Jeg ville græde, men jeg kunne ikke, hele min krop var i chok. Både i drømmen og i virkeligheden.

 

Jeg havde det mest forfærdelige mareridt. Den slags der er så livagtige og bunder ens værste vågne mareridt, at hjernen ikke formår at skelne, hvad der er ægte og hvad der var drøm, selv efter du er vågnet. Jeg drømte, at jeg befandt mig i en høj bygning i midten af rummet, da jeg pludselig ser Frank springe op i en vindueskarm. Inden jeg når at reagere, sætter han i endnu et spring videre ud ad vinduet. Selvom jeg ikke kan genkende, hvor vi befandt os i drømmen, så vidste jeg inden jeg nåede hen til vinduet, at vi var oppe på 5. sal. Jeg når kun akkurat at se Frank styrte mod jorden. Jeg holder vejret, mens jeg skriger af mine lungers fulde kraft. Den sensation, der kun kommer, når du er så bange, at du ikke kan få en lyd ud, men inden i dig skriger alle celler.

 

Han rammer jordet hårdt. En gruppe legende børn og forældre vender sig forstrækket om for at se, hvad det var og løber hen mod ham for at hjælpe ham. Hans øjne er åbne.

 

Tanken ‘hans øjne er åbne, så han kan ikke være død’ registerer jeg. Men kan man klare et fald fra 5. sal? Lider han? Er det bare et spørgsmål om tid?

 

Hvordan jeg kommer ned på græsset, husker jeg ikke. En dame har taget ham op i sin klapvogn, hvor han ligger radbrækket og forslået. Han løfter hovedet og ser på mig med sine store mopseøjne, da jeg siger hans navn. Jeg er helt ulykkelig og bliver ved med at gentage, at nogen må hjælpe ham, hjælpe mig, hjælpe os. Jeg føler mig så magtesløs. Tusind tanker flyver gennem mit hoved. Det er som om jeg ved, at han ikke vil kunne overleve det fald, men samtidig finder et spinkelt håb i, at han reagerer på, at jeg er der. Jeg græder og jeg græder.

 

Jeg hører en grådkvalt stemme sige: ‘I er nødt til at hjælpe ham’. Det er mig selv, men det tager noget tid førend jeg indser det. Jeg er ved at vågne, heldigvis. En knude på størrelse med en vandmelon sidder i mit bryst og jeg føler mig gennemulykkelig, selv flere timer efter jeg er helt vågen og min dag er i gang.

 

Frank elsker at springe op på store sten, træstammer etc. og er en rigtig lille parkour-mops. Jeg har flere gange oplevet ham springe op på noget højt for derefter at fortsætte endnu højere op og ud over kanten. Indtil videre har det ‘kun’ være på en parkbænk, hvor han har fejlkalkuret, at han ville kunne lade på det smalle ryglæn, og derfor fortsat ned på den anden side af bænken og jorden. Samme stunt har han lavet på en legeplads, hvor trinene blev højere og højere, og hvor jeg troede, at han ville stoppe på toppen, men hvor han lystigt sprang videre ud fra kanten og var ved at trække mig med i hvert fald 1,5-2 meter ned på jorden. Der er heldigvis ikke sket noget med ham, men han har tydeligvis forstrækket mig med sit overmod og manglende dødsangst.

 

Som mange andre både menneske- og hundeforældre, er jeg så bange for, at min uopmærksomhed eller dumhed vil føre til, at Frank kommer til skade – eller i værste tilfælde dør. At han bliver kørt over eller springer i døden ligger på toppen af min bekymringsliste.

 

Selvom det nu er flere dage siden jeg vågnede op efter mareridtet, sidder følelsen af skyld og sorg stadig i mig. Jeg prøver at gentage for mig selv, at det bare var en dårlig drøm, men det her mareridt sidder fast i kroppen.

I øvrigt…

juni 21, 2018 at 13:52

VM, betting, World Cup

  • har drengene på jobbet besluttet, at vi skulle tippe om VM-resultaterne.
  • er jeg smadret af grin over, at jeg fører (og har gjort det i en uge!).
  • synes min chef, som elsker fodbold, at det er lidt mindre sjovt.
  • gør det det, sjovt nok, endnu sjovere for mig.
  • bruger jeg uforholdsmæssigt meget tid på at kigge på badetøj.
  • drømmer jeg om en ny, fin badedragt, der egner sig til under våddragten.
  • mangler jeg dog umiddelbart ikke badetøj.
  • glæder jeg mig helt vildt til at skulle tilbage til Portugal.
  • håber jeg virkelig, at vejret er med mig i næste omgang.
  • er 2. sæson af Queer Eye kommet ud i fredags og jeg har ikke set et eneste afsnit.
  • har jeg nemlig lovet min veninde, at vi skal se det sammen i aften.
  • lyder planen på take-away og Queer Eye. Verdens bedste torsdag.
  • forsøger jeg for tiden at komme tilbage op på 10.000 skridt om dagen.
  • er jeg på røven over, hvor meget det faktisk kræver, når man arbejder på kontor.
  • tænker jeg dog, at det netop derfor er ekstra sundt at blive ved.

Jeg brokker mig ikke, men…

maj 30, 2018 at 15:24

Sommer på Sydfyn

Jeg er af den overbevisning, at man ikke skal brokke sig over godt vejr, heller ikke når det er vel rigeligt varmt. Så er man i hvert fald lidt et skarn. For hvis man bor her i det kolde nord, så bør man nyde hver en sommerdag man bliver tildelt. Man ved ikke, hvor mange af dem man får.

 

Derfor skal I ikke høre noget brok herfra om, hvor varmt det er i dag. Men hvis (og jeg skal hvis) man skulle sige noget om det vejr vi oplever for tiden, så skulle det da lige være, at det er en skam, når det ikke falder i weekenden (søndag, jeg kigger på dig!), men på en tirsdag og onsdag, når man sidder indespærret på et (i forvejen) varmt kontor. Men jeg siger ikke noget.

 

Du hører mig heller ikke brokke mig over, at jeg i aften er nødt til at spendere min sidste aften hjemme på at pakke og gøre rent, selvom de lidt trivielle nødvendigheder kolliderer med årets varmeste dag. Næh nej. Ikke et piv kommer der ud af min mund.

 

Til gengæld vil jeg godt udtrykke min skuffelse over vejrudsigten i Portugal, hvor jeg smutter ned i morgen formiddag. Der er nemlig pt temperaturer lige omkring de 17-19 grader, altså omkring 10 grader koldere end herhjemme. Det føles både lidt dumt og snyd, når jeg nu havde forestillet mig et omvendt scenarium, hvor jeg rejste fra et koldt (eller bare koldere) Danmark til et varmt Portugal. Men nej. Derfor kunne jeg fristes til at ærgre mig endnu mere over 27 grader i København, mens jeg skal arbejde, mens jeg samtidigt forsøger at mentalt forberede mig på sommerferie vol. 1 med surfing i våddragt i 18 grader.

 

Jeg brokker mig ikke, men…