Jeg er forelsket…

september 18, 2018 at 20:01

Ericeira, Portugal

Det forholder sig sådan, at jeg nok er gået hen og blevet en smule forelsket. Eller rettere, jeg er helt sikkert forelsket, den følelse af bare forbundet med en form for mild angst hos mig, så det kan være svært at sige højt. Du ved, tabe kontrol, ansigt, risikere at blive skuffet og såret. Men sommerfuglene i min mave basker på højeste niveau og der er vist ingen vej udenom det, jeg har tabt mit hjerte.

 

Men modsat, hvad mine forældre, øvrige familie og veninder ville foretrække, har jeg ikke forelsket mig i en fyr, men en lille havneby i Portugal. Nogle af jer husker måske, at jeg ikke var 100% overbevist om Portugals charme under mit første besøg. 17 grader og regnvejr på min sommerferie vol. 1 i juni gjorde mig småsur og irriteret, men alligevel var der noget der dragede mig tilbage til lige netop Ericeira. Selv i nærmest konstant tåge og dis, havde jeg set byens potentiale. Der var noget uudforsket, som gjorde, at jeg måtte tilbage.

 

Det gjorde jeg som bekendt og Ericeira skuffede ikke. Tværtimod. Den tog mig med storm. Jeg blev forført af dens portguisiske tilbagelænethed og charme. Smukke, smukke Ericeira klædt i hvid og blå. Jeg er vild med byens små krogede gader, hyggelige pladser, utallige bagerier med friskbagte pastel de natas, massevis af restauranter og caféer, det gode udvalg af muligheder for en sjov aften ude og lokale tjenere som genkender dig hjerteligt selv to måneder efter dit besøg.

 

Derudover er jeg helt tosset med surfcampen, Chill In Ericeira, hvor de ansatte og frivillige på campen får stedet til at føles som en stor familie og de altid underholdende og dygtige surfinstruktører. Og naturligvis de mange strande og dertilhørende bølger at øve min yndlingssport på.

 

Mit smil breder sig fra øre til øre og jeg bliver gennemglad bare jeg sidder her og skriver om Ericeira og mindes på alle de gode ting jeg har oplevet der. Jeg er ikke til at skyde igennem for tiden. Jeg var ellers en smule bekymret for, hvor øv-agtigt jeg ville synes København var, når jeg kom hjem igen og sommeren tilmed havde forladt landet, mens jeg havde øvet mig i at padle ud. Men på trods af våde øjne i Lissabon lufthavn, så har de famøse post-ferie-blues ikke ramt mig som de plejer.

 

Det kunne muligvis godt have noget at gøre med, at jeg ved, hvornår jeg skal retur til min nye yndlingsby…Jeg har nemlig allerede købt en flybillet tilbage i slutningen af oktober. Jeg landede i København tirsdag og fredag bestilte jeg mine billetter. Hjertet vil have, hvad hjertet vil have.

 

Ericeira, vi ses om under halvanden måned!

‘Surfing is a feeling’

september 16, 2018 at 20:24

Surfing, Ericeira, Portugal

Surfing, Ericeira, Portugal

Surfing, Ericeira, Portugal

Blandt de mange sjove, søde og skøre udtalelser (der via flittig gentagelse er blevet til velkendte citater i gruppen jeg hang ud med) en af mine yndlings surfinstruktører kom med i løbet af min tur var ‘Surfing is a feeling’ en af de allerbedste.

 

Surfing er virkelig en følelse. Dagen han sagde det til mig, havde jeg det ikke specielt godt. Min krop var varm og klam (altså pga. varmen, ikke manglende bad forstås, haha) og jeg følte mig off. Han rådede mig til at vente og se, hvordan jeg havde det senere på dagen og genoverveje om jeg ville med ud på eftermiddagens lektion, men senere på dagen var jeg stadig ikke frisk og der delte han sine visdomsord. Han er en mand af få ord, og det er ikke altid de giver mening for mig, men denne gang ramte han plet. Enten så føler man den, eller også føler man den ikke, og hvis man ikke føler den, er der ingen grund til at padle ud den dag. Så jeg blev hjemme den eftermiddag, jeg havde simpelthen ikke følelsen, min krop var træt og orkede ikke rigtigt, selvom mit hoved havde det utrolig svært ved at gå glip af en surfsession, når der nu kun var et begrænset antal.

 

Det var den eneste dag jeg frivilligt blev hjemme fra surf. Ingen andre dage var jeg villig til at gå glip af følelsen, det helt særlige sus, når det lykkedes. Surfing er uden sammenligning det sjoveste og hårdeste jeg nogensinde har prøvet. Jeg er så vild med det. Hver dag er forskellig fra den foregående og du ved aldrig helt, hvilke forhold, der møder dig. Strøm, vind og tidevand kan gøre selv et begynderhold vanskeligt, og de rigtige forhold kan gøre det øvede hold let som en leg, og omvendt. Du er så meget i havets nåde, det gør det både angstprovokerende og befriende.

 

Jeg oplevede tydelige fremskridt i løbet af de små tre uger jeg var tilbage i Ericeira. Jeg gik fra at være begynder, blive en selvsikker begynder til at prøve kræfter med intermediates-holdene og føle, at jeg startede helt fra bunden igen. Jeg skulle lige vænne mig til at gå fra at være blandt de bedste og få nye udfordringer og tips til teknik af instruktørerne til at være den mest usikre og uerfarne til at padle ud og fange de grønne bølger.

 

De grønne bølger er stadig uvante for mig og jeg skal arbejde på at komme op hurtigere. ‘Hellere hurtigt og falde end langsomt og stå’ instruerede en anden af surfinstruktørerne mig på mit første intermediate-hold. Det er det jeg skal arbejde på. Det var i øvrigt det hold, hvor bølgerne var taget til i både størrelse og hyppighed, og vi til briefingen blev mindet om, at det ville være en hård padletur ud til line-up’et, som er der hvor du er kommet bag bølgerne og venter på den rigtige bølge at surfe. Jeg blev smadret af den første bølge der kom imod mig, og den næste, og den næste. Her besluttede jeg, at jeg nok hellere måtte kigge lidt fra stranden og revurdere mit debut som ‘let øvet’, da en af de søde instruktører pludselig kaldte på mig og forsikrede mig om, at jeg godt kunne klare turen ud. Jeg klarede den og jeg var usigeligt stolt over bare at være kommet helt ud – for slet ikke at medregne de to-tre grønne bølger jeg nåede at fange.

 

Den stolthed og lykkerus når det lykkedes er uvurderlig. Jeg bliver helt barnligt stolt af mig selv. Jeg laver stadig masser af fejl og jeg har meget at lære, men er jeg så ivrig efter at blive ved med at øve mig og se, hvor langt jeg kan rykke mig. Min største udfording har klart været, at jeg blev bange og mit hoved stoppede resten af kroppen fra at gøre det den skulle. Nogle gange driller nerverne stadig, men jeg bliver ikke panikangst længere. I Marokko sidste år turde jeg slet ikke befinde mig, hvor jeg ikke kunne bunde. Jeg har fundet en ro og tiltro til mig selv, jeg kan godt. Hvis jeg minder mig selv om det – og husker at trække vejret, så går det hele.

 

Jeg oplevede bestemt også masser af røvbanansøjeblikke, hvor nybegyndere stod i vejen, så jeg ikke kunne gå efter en bølge, hvor finnen på et bræt hamrede ned i skulderen på mig, fordi en tysk fyr ikke kunne kontrollere sit bræt, hvor jeg fumlede og faldt eller bare ikke fangede bølgen efter at have padlet for livet, men så snart jeg kom op ad vandet var det som om, at de forsvandt og kun alle de gange det havde kildet i maven, jeg havde fået ros af mine instruktører eller jeg havde det største smil på mine læber stod tilbage.

 

Surfing er en følelse og det er nok den bedste følelse i verden.

Surfing, Ericeira, Portugal

Kathrine vs. Katherine

september 13, 2018 at 16:09

Ericeira, Portugal

På min seneste ferie i Portugal lagde jeg mærke til noget, som jeg måske har bemærket i det små tidligere, men først på denne tur gik det op for mig, hvor udpræget det er. Min personlighed ændres i kraft af, hvilket sprog jeg taler. Hvad jeg siger og hvordan jeg opfører mig skifter alt efter om jeg er Kathrine eller Katherine.

 

Det er ikke to modsætninger, men der er alligevel en tydelig forskel. Jeg reagerer lige naturligt på Kathrine som på Katherine efter at have boet i både USA og Australien. Jeg føler, at begge navne er mine. Men når jeg taler dansk og er Kathrine, er jeg (om ikke andet lidt) mere ordentlig, velovervejet og tilbageholden i min kommunikation og væremåde, når jeg taler engelsk og er Katherine, er jeg en del mere bramfri, ligefrem og åben.

 

Jeg er sarkastisk af natur og joker altid, jeg er også hurtig med en rap bemærkning – uanset hvilket sprog det foregår på. Jeg er også altid hurtig med en kæk, småuartig bemærkning. Men særlig på engelsk er jeg en kæmpe flirt. Det er som om det at tale et fremmedsprog distancerer mig fra indholdet af hvad jeg siger, hvis det giver mening? Jeg er modigere på engelsk, jeg siger ting jeg normalt ikke ville sige eller i hvert fald slet ikke udtrykke på samme bramfrie måde. Flere gange tog jeg mig selv i at sige ting jeg aldrig ville sige til en fyr i byen i København, men på engelsk har jeg tilsyneladende intet problem med at smide komplimenterende gloser omkring mig eller flirte skamløst til modtagerens øre bliver røde.

 

Nu jeg tænker over det, gælder det ikke kun i flirtende sammenhænge, men også i platoniske, venskablige relationer. For eksempel siger jeg stort set aldrig ‘jeg elsker dig’, men på engelsk har jeg absolut ingen betænkligheder ved at sige ‘I love you’ til mennesker jeg har kendt i få dage og føle, at jeg mener det. Det er vist et helt indlæg for sig selv. Hvorom alting er, så taler Katherine mere lige ud ad posen og meget direkte – og jeg er egentlig ret pjattet med det. I det hele taget er jeg pjattet med Katherine, hun er sjovere end Kathrine (no offense til mig selv). Hun griner mere, danser mere, er mere social, går mere ud, har mere energi, giver flere komplimenter, er mere spontan, siger ja fremfor nej, smiler mere og fjoller mere.

 

Det er egentlig ikke sådan, at jeg tænker, at jeg er mere den ene fremfor den anden, jeg er begge Kath(e)rines lige meget. I virkeligheden er det nok næppe kun sprogdelen, der har betydning for, hvordan min opførelse og generelle energi ændrer sig, men ligeså meget mit miljø. Når jeg er på ferie, er jeg (ikke overraskende) mere afslappet og ubekymret, og mit mål er at have det sjovt. Med lektionen fra min første tur til Portugal i mente, gik jeg meget bevidst til endnu en surfcamp-soloferie med mantraet ‘Du får, hvad du giver’. Jeg ville gerne have søde, sjove mennesker med en glad, positiv og åben indstilling omkring mig, så det var det jeg selv var bevidst om at udstråle. Og det virkede sørme!

 

Uanset om det er sproget, stedet eller menneskene omkring mig, der gjorde mig til en sjovere variant af mig selv, så vil jeg gerne være meget mere Katherine – også på dansk jord.