Surfcamplivet: Min første uge i Portugal

marts 31, 2019 at 21:50

Jeg blinkede med øjene og så var den første uge gået. Kæmpe kliché, men ikke desto mindre, sandt. Det har været dejligt, sjovt, overvældende og følelsesbetonet at vende tilbage til Ericeira, denne gang som ansat, ikke gæst. Meget er det samme, men meget er også anderledes.

 

Som jeg skrev mandag aften, træt, udkørt og følelsesmæssigt udmattet, så var det hårdt at tage afsked med særligt Frank. Hold op nu, hvor havde jeg ondt i hjertet de første dage, men som jeg fik indhentet ugers søvnunderskud og fik fundet lidt rutiner i mit nye liv her i Portugal, er savnet kommet lidt på afstand. Heldigvis.

 

Allerede mandag blev jeg modtaget af høj sol og omkring 25 grader. Jeg måtte knibe mig selv lidt i armen. Sommer i marts?! Vejret har faktisk holdt siden da, men eftersigende skulle en storm ramme område på onsdag så uvejr og store bølger er på vej. Det gør mig endnu mere taknemmelig for min varme velkomst. Det samme kan siges om velkomsten fra mine nye kollegaer på surfcampen. Jeg er blevet taget så varmt imod af både dem jeg kendte i forvejen og nye ansigter. Det føltes rigtigt med det samme.

 

Planen var egentlig ikke, at jeg skulle starte med at arbejde før d. 1. april, men fordi alting hele tiden ændrer sig her i Portugal, så har jeg allerede haft mine første vagter i receptionen, er blevet introduceret til bookingsystemet (som er på portugisisk!) og alt muligt andet, der hører til livet på surfcampen. Billedet er i øvrigt fra mit nye kontor, eller rettere receptionen på surfcampen, som min søde veninde Jenni fra sidste sæson, kom forbi og tog for at dokumentere min første dag på nyt job.

 

På grund af vagter i receptionen og/eller surflektioner, der var helt fyldte, så jeg ikke kunne komme med ud og surfe før i går. Jeg var nået at blive helt nervøs. Jeg har en drøm om fire surfs per uge, så udsigten til potentielt ingen i min første uge slog mig ud. Når vind, vejr, arbejdstimer og fyldte surflektioner alt sammen skal gå op i en højere enhed førend jeg kan komme med ud, så føltes det pludselig lidt for svært. Heldigvis vendte mit surfheld i går – og jeg kom ud på min første surflektion i seks måneder. Og i morges fik jeg endnu en mulighed for at komme ud og pladske rundt. At sige, at jeg var begejstret, er en underdrivelse. Den lykkefølelse jeg får, når jeg kæmper mod elementerne og mig selv ironisk nok, men alligevel sejrer og fange bølgen helt selv, er ubeskrivelig. Den største lykkerus.

 

Jeg ved, at min tid her vil byde på (endnu flere) op- og nedture, men hvor føles det bare rigtigt. Jeg er så ufattelig glad for min beslutning om at sige mit job op og tilbringe en hel sæson i smukke Ericeria. Jeg er så taknemmelig for, at min far og stedmor har ladet mig bo derhjemme for at spare flere penge sammen til mine måneder i Portugal og ikke mindst tager sig kærligt af min lille hårbolle.

 

Nu er min plan at komme endnu mere ud og surfe, så jeg kan blive god nok til at øve mig på egen hånd. Hvem ved måske jeg skal investere i et surfbræt inden sæsonen er ovre? Indtil da øver jeg mig glædelig på mit lånte softtop.