En identitetskrise

marts 18, 2019 at 10:21

Jeg er godt træt af mig selv, men ikke desto mindre har jeg en identitetskrise jeg gennemgår for tiden. Grunden til, at jeg er træt af mig selv er, fordi den både er fjollet og komplet ligegyldig. Problemet er bare, at det forstår den materialistiske del af min hjerne slet ikke.

 

Jeg stopper på mit arbejde om en uge og skal derfor aflevere min MacBook Air tilbage. Min gamle MacBook Pro sang sin sidste sang for et par år siden, den kunne simpelthen ikke være tændt, uden at være i strømkilden hele tiden, så jeg har brugt min arbejdscomputer privat også. Derfor har jeg skulle anskaffe mig en ny computer. Og det ville jeg naturligvis have skulle være en MacBook igen.

 

Problemet opstod, da jeg for længe siden har indset, at jeg har behov for en computer med godt med plads, da mine billeder og nu videoer, optager en masse plads. Faktisk er min nuværende Mac næsten ikke til at arbejde på, fordi alt pladsen er fuldkommende optaget og det samme er min Dropbox, Google Photos og iCloud.

 

Den mindste sagde, at jeg skulle have en computer med 16GB hukommelse og 512GB SSD-lager. En MacBook Pro i den størrelse koster lige knap 17.000 kr. Lige inden et lille år (potentielt mere) uden indkomst, blev det et stort nej. Det kunne jeg simpelthen ikke forsvare. Jeg har ikke sparet som en gal og boet hjemme hos mine forældre for at brænde de fleste penge af på en MacBook.

 

Jeg ledte efter en brugt – vidste I, at en MacBook nærmest aldrig taber prisen?! Brugte fra 2012 og sågar 2010 koster kun få tusinde mindre end fra ny. Det blev endnu et nej.

 

Jeg har brugt i Mac i omkring 10 år, jeg elsker styresystemet og kender alle genvejene. Jeg orkede ikke at skifte til PC. 0 procent interesseret.

 

Jeg gik og surmulede i flere dage. Så bad jeg den mindste komme på nogle bud på en egnet PC til mig. De første bud blev blankt afvist. For store, for klodsede, for grimme, for tunge. For PC-agtige.

 

Men så faldt jeg selv over en ASUS Zenbook, som tydeligvis har ladet sig kraftigt inspirere af MacBooks design og udtryk. Den er lige så pæn, let og handy som en MacBook – men til halvpris. Jeg var fristet, men ikke 100% overbevist.

 

Jeg ville da ønske, at jeg ikke gik op i, hvordan min laptop ser ud. ‘Bare at den virker’. Men sådan er jeg ikke. Desværre. Jeg havde mega identitetskrise. Jeg er jo en Mac-pige. Desuden er jeg teknologisk-doven, så skiftet mellem styresystemer hulede mig utrolig lidt. Det skal bare virke som det plejer.

 

Efter at have set og følt på en ASUS Zenbook i butikken, varmede jeg lidt op for idéen. Næsten 10.000 kr. er mange penge at spare. Så gik det hverken værre eller bedre end at den mindste ringede, da der var 15 min. tilbage af et timetilbud på Komplett.dk og den computer jeg havde set på, hvor på tilbud til 8.500 kr. Jeg havde ingen undskyldning for ikke at slå til. Jeg havde jo besluttet mig for, at jeg ikke kunne bruge så mange penge på en MacBook med nok plads, og jeg kunne ikke rigtigt forsvare overfor den rationelle del af min hjerne, at jeg skulle købe en MacBook med væsenligt mindre plads til samme pris som en meget bedre PC. Jeg ville gerne, men jeg kunne ikke.

 

Og så blev jeg ejer af en – ja meget pæn – PC, men det er ikke en Mac. Min identitetskrise lever stadig i bedste velgående. Hold op, hvor ville jeg ønske, at jeg ikke gik op i den slags, men det gør jeg.

 

Jeg starter en Facebook-støttegruppe: ‘Os der er blevet for fattige til en MacBook og må købe en PC’. HULK! Eller også tager jeg mig sammen og kommer videre.