Det sværeste farvel

marts 25, 2019 at 21:53

Jeg blev aldrig færdig med det her indlæg inden min afrejse. Jeg kunne simpelthen ikke få ordene ud. Tiden var ikke til det og tårerne pressede sig på (og flød over) hver gang jeg forsøgte. Nu prøver jeg igen.

 

Jeg kunne skrive om mange ting i dag af alle dage, men jeg vil skrive om det der har fyldt allermest de sidste mange uger. Det sværeste farvel.

 

Efter ugers optakt, nej rettere måneders, for forskudssavnet startede, da jeg lukkede døren til min lejlighed på Vesterbro og drog til Nordsjælland med Frank under armen. I dagene op til lejligheden skulle overdrages, trillede tårerne ned ad mine kinder, fordi det føltes som om jeg allerede der mistede min hverdag med Frank. Det gjorde jeg på sin vis også, han er blevet luftet mest af mine forældre sammen med deres hund, mens jeg har pendlet med tog frem og tilbage hver dag. Han har fulgt trofast efter min stedmor, fordi hun ved, hvor maden OG gufferne er og lufter ham dagligt, så jeg er blevet sekundær i hans liv. Jeg har savnet ham i de sidste to måneder. Men ikke så meget som jeg gør lige nu.

 

I dag var dagen jeg har gruet for. Mit farvel til Frank, det sværeste farvel af dem alle. Jeg har naturligvis også glædet mig og været spændt på alle de rigtige måder, men hold nu op, hvor har der bare vokset en knude i min mave. Frank, der normalt sover i mine forældres soveværelse sammen med deres hund for nattefredensskyld, sov i nat hos mig. I min seng endda. Han var eksemplarisk. Han vidste, at der var noget i gære. Han sov sødt og roligt og uden at skulle hen og krase på døren, fordi han skulle se, hvad Ludwig mon lavede kl. 2.17 om natten. I nat var han naturligvis en sand engel, bare for at vise mig, hvad jeg går glip af, mens jeg er i Portugal.

 

Det sidste dage har han fulgt mig ekstra tæt og set observerende til, som jeg har hevet kufferterne op fra kælderen. Han har ligget med hovedet på mine bunker af tøj og kigget på pakkeprocessen med sine store sorgmodige øjne. Han har sprunget op på mit skød og seng, så snart chancen har budt sig og i det hele taget været ekstra nuttet.

 

Det virker uden tvivl helt kakkelak, hvis du ikke selv er hundeejer, men jeg elsker Frank mere end nogen anden. Den lille hårbolle er mit et og alt. Han er min tro følgesvend og kommer til at mangle hans vilde velkomst, våde mopsemøs og hyggelige snorkelyde hver dag.

 

Hvis han bare vidste, hvor hård en beslutning det har været at rejse fra ham. Jeg håber savnet bliver mindre intens, som jeg vender mig til min nye hverdag og liv her. For lige nu har jeg mest af alt lyst til at flyve hjem og hente ham.