Jeg skal være YouTube-stjerne!

februar 27, 2019 at 07:35

Eller – jeg har i hvert fald alle intentioner om at producere en video og dele den på YouTube. Jeg har aldrig prøvet at lave en video før og har 0% erfaring med videoredigering. Deraf mit fravær herinde. Jeg har til gengæld set en del YouTube-videoer og tænkte lidt Pippi-agtigt: ‘Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg helt sikkert!’. Der må jeg jo give mig selv ros for mit uforklarlige gå-på-mod på den front.

 

En anden der fortjener en stor ros og kæmpe tak i mit første videoforsøg er den mindste. Jeg spurgte ham henkastet en tidlig morgen, inden en hjemmearbejdsdag, om han havde en idé til, hvordan jeg kunne få min telefon til at filme ned ad. Klip til det ellers store spisebord var fyldt med bordben, en lang træpind, aviser, gaffatape, forlængerleding og samtlige af husets stationærelamper og en malerlampe fra kælderen i et forsøg på at skabe det perfekte hjemmestudio.

 

Den endelige løsning blev (til min stedmors store glæde) en mere simpel opsætning med en selfiestang i en stor vase fyldt med pyntesten og en tom rødvinsflaske for stabilitet, haha!

 

Dertil kom lysudfordringerne, som gjorde, at jeg måtte stå tidligt op i weekenden for at filme med nogenlunde samme lysforhold, da jeg ikke kunne blive færdig på en dag. Og vrisse surt af alle, der trampede forbi spisebordet, hvor jeg sad, og videre ind i køkkenet, så selfiestangen gyngede. Det er hårdt at være aspirerende YouTube-stjerne, skal jeg hilse at sige!

 

Min debutvideo handler, måske ikke overraskede, for dem der taler med mig jævnligt, om min Bullet Journal. Jeg har set en del (læs. virkelig mange) forskellige inspirationsvideoer på YouTube og jeg elsker dem. Pludselig fik jeg indskydelsen at forsøge at lave min egen. To måneder inde i min første Bullet Journal har jeg allerede lært en helt del, men havde endnu ikke set nogle gode danske videoer, så jeg tænkte, at det måtte være et forsøg værd.

 

Jeg har lavet en såkaldt ‘Plan with me’-video, hvor jeg har filmet, hvordan jeg har opsat min Bullet Journal for marts. Da jeg var færdig med at optage, havde jeg omkring 4 timers materiale.

 

Det har taget noget nær alt min fritid at forsøge at filme (i det rigtige lys), klippe og senere lave en voiceover til selv samme video. Hold nu op, hvor har jeg haft meget at lære. Eksempelvis ikke at stikke mit grødhoved ind i billedet hele tiden. Og hvor svært det egentlig er at indtale et lydspor, der ikke lyder bare en smule naturligt. Jeg har en nyfunden respekt for faktiske YouTube-stjerner – og dem der klipper film. Særligt dem der klipper film faktisk. Jeg har altid tænkt, at det var en kedelig kategori at vinde, men nu ved jeg, at den kræver meget mere end Bedste hovedrolle.

 

Det har været en stejl læringskurve og jeg er endnu ikke helt i mål. Mest af alt fordi YouTube mener, at min video kun må være 15 min. lang, og den i skrivende stund er 17.38. Så jeg skal på magisk vis fjerne 2,38 min., hvilket er mere end det lyder – og så lige sørge for, at speaket stadig passer.

 

Næste gang jeg stikker hovedet ind er forhåbentlig for at annoncere, at min debutvideo er gået live. Wish me luck!