Det jeg gerne vil i 2019: Mine nytårsforsæt

januar 3, 2019 at 11:55

Hej 2019, hvor er jeg glad for at se dig! Jeg har nemlig på fornemmelsen, at du vil gå hen og blive et ganske særligt år for mig. Om ca. 2,5 måned forlader jeg mit job gennem 5 år og drager mod Portugal og nye eventyr. Jeg er spændt, bange, glad, nervøs og overvældet på en og samme tid.

 

Uanset, hvad der sker så bliver 2019 et år fyldt til renden med forandringer for mig. Jeg skal forlade mit 8-16 kontorjob, smukke København, min dejlige lille lejlighed, min allerblødeste Frank (hulk!!!), veninder og familie til fordel for portugisisk solskinsvejr (som jeg satser på er en konstant faktor under hele mit ophold), gode surfbølger og en helt anden livsstil.

 

Det bliver 100% vildt.

 

2019 bliver et år, hvor jeg har muligheden for at ryste posen og finde ud af, hvad der gør mig glad helt ned i maven hver eneste dag. Rydde op i indgroede vaner og mønstre, finde ud af, hvad jeg skal bringe min tid og energi på. Måske mere i år end foregående år bruger jeg meget tankekræft på at fundere over, hvad det kommende år kommer til at byde på, hvad jeg håber på og drømmer om.

 

Jeg har igen i år lavet en liste over nytårsforsæt med de ting jeg gerne vil ændre, fortsætte med og blive bedre til.

 

I 2019 vil jeg gerne:

 

  • leve mere bæredygtigt (Jeg har skrevet en hel liste kun med grønne nytårsforsæt).
  • tro mere på egne evner og give mig selv mere credit.
  • flytte til Portugal.
  • holde helt fri fra sociale medier fra tid til anden.
  • få den tatovering jeg drømmer om.
  • øve mig i taknemmelig over, hvad jeg har, og ikke sammenligne mig med andre.
  • blive bedre til at købe mindre og spare mere.
  • lære portugisisk (A tartaruga tem uma chave er ikke nok i længden).
  • blive ved med at øve min surfing og få mod på større bølger end de helt små.
  • fastholde gode træningsvaner.
  • være sød(ere) ved min krop og spejlbillede.
  • omfavne og fejre nye venskaber.

 

P.S. Læs eller genlæs mine tidligere nytårsforsæt og -ønsker her – 2012, 2013, 2014, 2015, 2016, 2017 og 2018.