‘K er iskold’: En lektion i ikke at udtale dig om andres følelser

januar 24, 2019 at 13:56
Paris, street art

I bilen på vej hjem fra brudekjoleprøvning til min søsters bryllup faldt samtalen på, hvorvidt brudens far (som altså er min stedfar) ville fælde en tåre til brylluppet. Bruden og gommen havde været deres bud og havde derfor væddet om det. Vi begyndte at vende forskellige gæster og vurdere sandsynligheden for om vedkommende vil græde til brylluppet og dem der var overbevisning om ikke ville.

 

‘K er iskold’ lød det. Til reference så er jeg blevet kaldt K stort set hele min barndom og bliver det til stadighed af særligt en del af familien, hvor det har hængt ved. Kommentaren var tydeligt ment, som jeg var på ‘ikke-græde’-holdet til brylluppet.

 

Umiddelbart ville jeg være enig i betrækningen, at jeg ikke kommer til at sidde og hulke til det forestående bryllup. Det er der flere årsager til: 1) Det er en lykkelig begivenhed, 2) jeg græder hovedsageligt over sørgelige ting (oftest noget der involverer dyr) eller 3) hvis jeg er virkelig oprevet eller vred eller 4) hvis jeg ser nogle andre græde. Faktisk er jeg elendig i en situation, hvor en jeg holder af græder eller bare får tårer i øjnene, for med det samme matcher mine øjne deres forhøjede vandspejl. Dertil kommer den alt overvejende grund til, at jeg ikke tror, at jeg vil græde 5) jeg bryder mig ikke om at græde foran andre og har en håndfuld afledningsmanøvre til at forhindre, at det sker.

 

Men udtalelsen, at jeg er iskold, er ikke bare tarvelig og unødvendig, men er også usandt. Jeg er virkelig følsom på mange områder, men jeg viser det sjældent frivilligt. Måske særligt overfor min familie, hvilket en lang og kompliceret familiehistorik nok spiller ind. Jeg kan nemmere vise, at jeg er vred eller utilfreds end at jeg er ked af det. Alligevel overraskede det mig, hvor dårligt nogen, der har oplevet mig vokse op kender mig og hvor lidt vedkommende øjensynligt synes om mig og min personlighed. For hvem – undskyld mig – kan lide typen, der er følelseskold?

 

Det bringer mig til en pointe som jeg synes er relevant for alle mennesker på jorden – og den er, at du ikke aner, hvad der foregår i andres hoveder og/eller har dybdegående kendtskab til deres fulde følelsesliv. Det er så nemt at danne konklusioner baseret på enkelte observationer og udtale dig om, hvordan andre er, har det eller tænker. Men du ved det ikke. Du aner det faktisk ikke og derfor bør du ikke udtale dig om det.

 

Hvis du kendte mig, så ville du vide, at jeg på nuværende tidspunkt (og tallet er stigende) har haft våde øjne, været på renden til at græde og/eller tudbrølet omkring 178 gange alene ved tanken om, hvor meget jeg kommer til at savne Frank, når jeg er i Portugal. Faktisk kan jeg afsløre, at jeg i skrivende stund nærmeste ikke kan se bogstaverne på mit keyboard, fordi tårerne presser sig på.

 

Hvis du kendte mig, så ville du også vide, at jeg blandt mine kollegaer er kendt for min helt særlige kombination af spontant at bryde i gråd, hvorefter jeg begynder at grine. Grundene tæller et smukt luciaoptog, nyheden om et bryllup og tanken om Mads og Mikkel, der ikke måtte være venner.

 

Hvis du kendte mig, ville du også vide, at jeg græd tusindvis af forskellige slags tårer, da min veninde fortalte, at hun var gravid, fødte og endelig fik sin velskabte søn med hjem.

 

Og jeg kunne blive ved. Jeg kan, og har, hulket utrøsteligt til diverse film (Marley and Me, jeg kigger særligt på dig, av for en tåreperser. Nåh ja, og denne her film naturligvis).

 

Men det ved du ikke noget om, medmindre jeg lader dig se min (til tider over)følsomhed og jeg er tryg i dit selskab. Bare fordi du kun har observeret en side behøver det ikke at betyde, at det er sådan jeg er. Faktisk er sandsynligheden slående lille.

 

Jeg er ikke iskold og det sårer mine følelser, at du tror det om mig. Til gengæld er jeg ikke altvidende og kan derfor ikke udtale mig kategorisk om andres følelsesliv. Og det bør du heller ikke.