En shopaholics bekendelser: November

december 20, 2018 at 12:01

Av av av, jeg har gruet for at skulle skrive det her indlæg. Det er sgu ikke gået så godt, der er blevet klikket en del ting hjem og spontane beslutninger i butikkerne er blevet taget. Det jeg har købt er nu ting jeg har ‘manglet’ og/eller ønsket mig længe (se min ønskeseddel til mig selv her), men der har været lidt for meget aktivitet på min konto. Kun få ting er, hvad jeg har købt er decideret nødvendige (Bette, du siger ikke et pip), men nogle er mere berettigede end andre.

 

I stedet for at slå mig selv oveni hovedet, så vil jeg tage mine dyre lærepenge og indse, at alt begyndelse er svær. Det er ikke nemt bare at bruge væsentlig færre penge fra den ene dag til den anden. Ellers ville programmer som ‘Luksusfælden’ nok ikke eksistere. Nu er vi heldigvis ikke derude, de penge jeg bruger er mine egne tjente penge og jeg forgælder ikke mig selv. Men når det er sagt, så har jeg jo en plan om at forbruge mindre. En del af øvelsen er at blive skarpere på, hvad jeg virkelig gerne vil have eller mangler og købe få gode ting, fremfor at klatte mine penge væk på to-go kaffe og diverse impulskøb i H&M. Jeg vil gerne købe med mere omtanke og dermed også spare mere til mit Portugal-projekt.

 

På den positive side, så har jeg været rigtig god til at bruge mindre på mad – både ude og hjemme. Ingen takeaway, kun spist ude tre (billige!*) gange, mens jeg havde en ven på besøg, fire kaffer ude og masser af hjemmelavet mad. Jeg har spist en del af det samme og mindre sundt/grønt end jeg plejer, det er bagsiden, men jeg har holdt mig indenfor mit budget. Næste måned vil jeg nok prioritere mine grønsager endnu højere og skære fra andre steder. Heldigvis for mit madbudget er jeg ikke hjemme over julen, selvom det nok ikke betyder flere grønsager, haha!

 

Men nu kan jeg vist ikke trække den længere. Her er de ting, som jeg købte i november.

 

Sweatshirt fra Laneez Surf House – 30€ (226,08 kr.)

To par jeans fra ASOS (20% rabat) – 524,29 kr.

Kalenderlys i Netto – 30 kr.

Julestjerner & opvaskebørster i Søstrene Grene – 99,82 kr.

3 par øreringe fra Mejuri (20% rabat) – 1217,32 kr.

Flybillet til Lissabon + ekstra bagage (30% rabat) – 589 kr.

To små gaver i Tiger – 40 kr.

Nyt termostat fra Bauhaus – 289 kr.

 

I alt 3.015,51 kr. 

 

* Burger og fritter, en lille morgenmad + to øko hotdogs.