‘Surfing is a feeling’

september 16, 2018 at 20:24

Surfing, Ericeira, Portugal

Surfing, Ericeira, Portugal

Surfing, Ericeira, Portugal

Blandt de mange sjove, søde og skøre udtalelser (der via flittig gentagelse er blevet til velkendte citater i gruppen jeg hang ud med) en af mine yndlings surfinstruktører kom med i løbet af min tur var ‘Surfing is a feeling’ en af de allerbedste.

 

Surfing er virkelig en følelse. Dagen han sagde det til mig, havde jeg det ikke specielt godt. Min krop var varm og klam (altså pga. varmen, ikke manglende bad forstås, haha) og jeg følte mig off. Han rådede mig til at vente og se, hvordan jeg havde det senere på dagen og genoverveje om jeg ville med ud på eftermiddagens lektion, men senere på dagen var jeg stadig ikke frisk og der delte han sine visdomsord. Han er en mand af få ord, og det er ikke altid de giver mening for mig, men denne gang ramte han plet. Enten så føler man den, eller også føler man den ikke, og hvis man ikke føler den, er der ingen grund til at padle ud den dag. Så jeg blev hjemme den eftermiddag, jeg havde simpelthen ikke følelsen, min krop var træt og orkede ikke rigtigt, selvom mit hoved havde det utrolig svært ved at gå glip af en surfsession, når der nu kun var et begrænset antal.

 

Det var den eneste dag jeg frivilligt blev hjemme fra surf. Ingen andre dage var jeg villig til at gå glip af følelsen, det helt særlige sus, når det lykkedes. Surfing er uden sammenligning det sjoveste og hårdeste jeg nogensinde har prøvet. Jeg er så vild med det. Hver dag er forskellig fra den foregående og du ved aldrig helt, hvilke forhold, der møder dig. Strøm, vind og tidevand kan gøre selv et begynderhold vanskeligt, og de rigtige forhold kan gøre det øvede hold let som en leg, og omvendt. Du er så meget i havets nåde, det gør det både angstprovokerende og befriende.

 

Jeg oplevede tydelige fremskridt i løbet af de små tre uger jeg var tilbage i Ericeira. Jeg gik fra at være begynder, blive en selvsikker begynder til at prøve kræfter med intermediates-holdene og føle, at jeg startede helt fra bunden igen. Jeg skulle lige vænne mig til at gå fra at være blandt de bedste og få nye udfordringer og tips til teknik af instruktørerne til at være den mest usikre og uerfarne til at padle ud og fange de grønne bølger.

 

De grønne bølger er stadig uvante for mig og jeg skal arbejde på at komme op hurtigere. ‘Hellere hurtigt og falde end langsomt og stå’ instruerede en anden af surfinstruktørerne mig på mit første intermediate-hold. Det er det jeg skal arbejde på. Det var i øvrigt det hold, hvor bølgerne var taget til i både størrelse og hyppighed, og vi til briefingen blev mindet om, at det ville være en hård padletur ud til line-up’et, som er der hvor du er kommet bag bølgerne og venter på den rigtige bølge at surfe. Jeg blev smadret af den første bølge der kom imod mig, og den næste, og den næste. Her besluttede jeg, at jeg nok hellere måtte kigge lidt fra stranden og revurdere mit debut som ‘let øvet’, da en af de søde instruktører pludselig kaldte på mig og forsikrede mig om, at jeg godt kunne klare turen ud. Jeg klarede den og jeg var usigeligt stolt over bare at være kommet helt ud – for slet ikke at medregne de to-tre grønne bølger jeg nåede at fange.

 

Den stolthed og lykkerus når det lykkedes er uvurderlig. Jeg bliver helt barnligt stolt af mig selv. Jeg laver stadig masser af fejl og jeg har meget at lære, men er jeg så ivrig efter at blive ved med at øve mig og se, hvor langt jeg kan rykke mig. Min største udfording har klart været, at jeg blev bange og mit hoved stoppede resten af kroppen fra at gøre det den skulle. Nogle gange driller nerverne stadig, men jeg bliver ikke panikangst længere. I Marokko sidste år turde jeg slet ikke befinde mig, hvor jeg ikke kunne bunde. Jeg har fundet en ro og tiltro til mig selv, jeg kan godt. Hvis jeg minder mig selv om det – og husker at trække vejret, så går det hele.

 

Jeg oplevede bestemt også masser af røvbanansøjeblikke, hvor nybegyndere stod i vejen, så jeg ikke kunne gå efter en bølge, hvor finnen på et bræt hamrede ned i skulderen på mig, fordi en tysk fyr ikke kunne kontrollere sit bræt, hvor jeg fumlede og faldt eller bare ikke fangede bølgen efter at have padlet for livet, men så snart jeg kom op ad vandet var det som om, at de forsvandt og kun alle de gange det havde kildet i maven, jeg havde fået ros af mine instruktører eller jeg havde det største smil på mine læber stod tilbage.

 

Surfing er en følelse og det er nok den bedste følelse i verden.

Surfing, Ericeira, Portugal