Post-surfferie-blues

juni 10, 2018 at 19:51

Fliser, Portugal

Jeg er retur fra Portugal og surfcamp, jeg har fået hentet Frank og tømt min kuffert ud over hele mit stuegulv (så dumt et træk, men omvendt klassisk Kathrine). Jeg er hjemme, der hvor badeværelset altid er frit, ingen larmer på gangen om natten og min seng er stor og blød (modsat lille og hård forstås), men jeg føler mig post-ferie-blue. Jeg er den der unikke kombination af gennembanket, træt og alligevel helt summende inden i. Jeg føler, at jeg burde tage ud og løbe 12 km, men samtidig, at jeg dårlig nok har energi til at gå op af de fire trin til min stuelejlighed.

 

Sensationen er kun forværret af, at jeg fredag besluttede mig for at tage med de andre ud direkte efter aftensurf og spise, videre på bar (og en til bar og en klub) og dermed blive ude til min taxa kom kl. 4.30 for at tage mig til lufthavnen. Jeg har sjældent lavet et så rock’n’roll-move (post 30 i hvert fald). Pludselig sad jeg i Lissabon lufthavn kl. 5.30 stadig fuld og med en lang dag foran mig. Jeg fik blundet lidt på flyet, men da jeg endelig var hjemme i lejligheden, kunne jeg ikke finde ro til at få sovet, så til sidst valgte jeg at tage op til Slottet for at hente Franko. Klokken blev naturligvis over 23, inden jeg kunne overtale min overtrætte hjerne til at give mig lidt tiltrængt fred for tankemylderet. I morges var det så op og til barnedåb hele dagen, som jeg først lige er kommet hjem fra, så jeg er mildest talt noget smadret.

 

Og så er jeg trist. Det bliver jeg altid efter en ferie. Det er hårdt for mig at tage afsked – med mennesker og steder. Det har det været siden jeg var barn. Jeg ville græde stille på bagsædet, som vi kørte hjem efter en sommerferie i Sydfrankrig, fordi jeg ikke ville sige farvel. I dag er jeg trist, fordi jeg er træt, fordi Portugal var en hård, men også vildt lærerig ferie, fordi jeg endte med at forelske mig i Ericeira på trods af vejret, fordi jeg mødte nogle virkelig sjove og dejlige mennesker jeg gerne ville have haft mere tid sammen med, fordi jeg mødte en fyr som viste sig at være en idiot, men hvis opmærksomhed jeg alligevel søgte, så jeg føler mig lidt øv og dum, og ikke mindst fordi jeg ikke ved, hvornår jeg vil komme til at surfe igen.

 

Den sidste er særlig svær. Jeg har det helt underligt med ikke at have tilbragt min. to timer i vandet, faktisk slet ikke at have været kropsligt aktiv. Jeg bliver vemodig ved at tænke på, at jeg ikke ved, hvornår jeg får det der næste surf high. Den der følelse af at være mega sej, når det lykkedes at fange en bølge selv (eller med god instruktion og hjælp). Det er den bedste og vildeste følelse. Jeg vil have mere! Anden sidste er bare nederen, jeg er træt af, at en uskyldig ferieflirt skal give sådan en dum øv-fornemmelse, når det bare skulle have været sjov, positiv mandlig opmærksomhed.

 

Jeg har simpelthen så mange tanker, oplevelser og ikke mindst billeder at dele, men jeg har svært ved at få fanget dem alle lige nu. Forhåbentlig som min træthed aftager, så kan jeg samle tankerne og ordene både i virkeligheden og herinde.