Du får, hvad du giver

juni 12, 2018 at 07:58

Surfcamp, Chill in Ericeira, Portugal

Jeg er ved at være mentalt tilbage fra Portugal og jeg begynder da også så småt at føle mig, som mig selv igen. Og så alligevel ikke helt. Det er som om, at for hver gang jeg rejser, kommer jeg hjem lidt anderledes. En erfaring, lektion, påmindelse eller perspektiv rigere. Hver gang jeg er ude i verden, lærer jeg noget nyt om mig selv på en anden måde end hvis jeg bare tuller rundt på de hjemvante gader her hjemme i hverdagshurlumhejet. Det lyder måske latterligt og lommefilosofisk, men det gør det ikke mindre sandt.

 

Hvis der er én ting, der virkelig er blevet slået fast med søm i løbet af min ferie, så er det, at du får, hvad du giver her i livet. Jeg var mere end almindeligt tudefjæs over vejret, da jeg vågnede op til min første surflektion og så, at havet var forsvundet i en tung tåge og regndråber trillede ned ad mit vindue. Og selvom det var sjovt og dejligt at være tilbage i vandet, så var det en virkelig kold oplevelse. Mine fødder var som isklumper og jeg kunne nærmest ikke mærke dem, når jeg desperat skulle forsøge at placere dem korrekt på brættet. Jeg nåede flere gange at tænke, at det ikke var det værd, at jeg burde rejse hjem, nyde solen i København og så tage på en ny surfcamp senere. Jeg tjekkede endda fly hjem, måske mest for at se, hvad det ville koste mig, men alligevel. Jeg var sur og ærgerlig.

 

Det gjorde det ikke bedre, at jeg skulle være på campen sammen med min surfveninde, jeg mødte tilbage i Marokko i oktober, Catherine, og hendes veninde fra selvsamme camp, også var der. Min første aften i Ericeira, hvor pigerne allerede havde været der et par dage, brugte vi så meget krudt på at sammenligne vores to surfcampoplevelser. Marokko var så og så meget bedre, vejret var (meget) bedre, menneskerne var sjovere, personalet var sødere, tagterrassen var fantastisk, alle måltider var inkluderet og så videre. Vi kørte simpelthen i ring.

 

Det gav mig selvsagt ingenting hele tiden at sammenligne Portugal med Marokko, og selvom vejret var en kæmpe skuffelse, så tog jeg en beslutning. Smil, tænk positivt og vær åben. Hvis du er sur og negativ, kommer du ikke til at tiltrække glade og positive mennesker. Så jeg lagde min surhed på hylden og ændrede min tilgang. Ikke overraskende gjorde det en kæmpe forskel. I stedet for at tænke ‘jesus, det er koldt det her vand’ tænkte jeg ‘juhu, jeg får lov til at være ude og surfe’, i stedet for at tænkte ‘folk var sjovere/sødere/mere åbne i Marokko’ besluttede jeg mig for at indlede samtaler, i stedet for at bande over en bølge, der tog mig, grinte jeg over, at hvor meget jeg stadig havde (læs. har) at lære, når det kommer til at læse havet, positionering og nærmest alt andet, men jeg gør fremskridt og jeg prøver. Og det er vigtigst.

 

Mit motto blev ‘Du får, hvad du giver’. Jeg valgte aktivt at forsøge at give den gladeste, sødeste, sjoveste, mest åbne og imødekommende version af mig selv. Og hvad du hvad? Jeg fik præcis det tilbage! Jeg endte med virkelig at holde af surfcampen, Ericeira og alle menneskene jeg mødte. Faktisk så meget, at jeg planlægger at tage tilbage i længere tid over min sommerferie.

 

I mellemtiden vil jeg øve mig i at fortsat praktisere mit nye motto for hvis jeg kommer til at få, hvad jeg selv giver, så ved jeg præcis, hvad jeg skal give.