Verdens bedste helligdag

maj 12, 2018 at 06:00

 Mikkeller Baghaven, Refshaleøen, Reffen

Jeg kan ikke få armene ned over, hvor dejlig (og grænseoverskridende) en helligdag jeg havde torsdag. Eller det vil sige, jeg har lidt svært ved at holde armene oppe, men det skyldes ikke manglende begejstring. Det kommer jeg tilbage til.

 

Lad mig starte ved starten, nemlig da jeg vågnede af mig selv. Klokken var lidt i 9 inden jeg tjekkede mit ur og dermed erklærede dagen startet. Jeg tjekkede vejret og konstaterede, at det skulle være dagen, hvor jeg skulle indvie min nye leopardkjole fra Amsterdam med bare ben og sandaler. Efter en hurtig morgenmad (den klassiske havregryn, rosiner og mandler m. havremælk), tullede jeg ud med Frank på morgentur. På hundepladsen mødte vi flere søde hundevenner og fik vendt verdenssituationen, mens solens styrke tog til og temperaturen steg. Selvom jeg havde været en god hundemor og taget vand med til dyret, fik han det varmt, så vi gik hjem ad igen. Jeg lavede en kop kaffe, fiksede en avokadomad og tog min bog under armen og Frank med i snor ud i min gård, hvor vi kunne nyde det fine vejr lidt fra skyggen.

 

Kl. 12.30 skulle jeg mødes med den ældste og cykle forbi mit kontor for at printe vores bekræftelse (som var meget vigtig ifølge instrukserne, men ingen naturligvis bad om eller så på) og så cykle videre til Blocs & Walls, hvor vi skulle ud og klatre. Det var min gave til den ældste og det havde taget os knap to år at finde en dato.

Blocs & Walls, Københavns klatrecenter, klatring, Refshaleøen

Vi havde pludselig lidt travlt og cyklede i rask fart over Christianshavn og ud på Refshaleøen. Solen skinnede fra en skyfri himmel og alle vi mødte på vores vej, så ekstra sommerlækre og glade ud.

 

Det gik så hverken værre eller bedre end vi alligevel først fandt frem til klatrehallen, da klokken var 13.32, lige to minutter forsinkede og endnu ikke omklædte. Held i uheld var vi på grund af en fejl ikke registret på holdet og det var i øvrigt lige gået i gang, men vi kunne komme på et mindre hold med kun fire andre 2,5 time senere. Det virkede som en meget bedre løsning plus det gav mig til lidt til at komme mig over, hvor højt oppe det var meningen, at jeg skulle klatre op senere. Så vi takkede ja og så dermed vores snit til at tjekke Københavns nyeste hotspot La Banchina ud. Her bestilte vi kaffe, et glas rosé til mine nerver og delte en omgang brød med olie, mens vi dasede sammen med en masse smarte type ude ved vandet. Hvis vi havde haft bedre tid, havde vi klart skiftet til badetøj og måske endnu nuppet en lille tur i vandet.

 

Tiden gik hurtigt, roséen havde taget det værste af mine nerver og vi tog tilbage til hallen for at skifte og denne gang møde op i tide til vores klatrelektion. Her viste det sig hurtigt, at jeg fuldkommen havde undervurderet, hvor utilpas jeg er med højder, bare på bouldervæggen, hvor vi skulle øve os i at klatre op selv, kunne jeg ikke få mig selv til at klatre særlig højt, til trods for madrassen under mig. Jeg nåede flere gange at tænke, at jeg nok bare ville kigge på, når det blev tid til at klatre højt. Nervøst spurgte jeg den ældste, som havde prøvet det før med sin kæreste, som vi skulle holde hinanden i rebet to og to. Han grinede og sagde ‘Nej, det er kun instruktøren, der holder folk. Vi skal op én og én’. Super, så kunne jeg jo hurtigt regne ud, at jeg panikkede to meter over jorden, ville de øvrige deltagere sidde og glo på det ske. Cool, fedt, alle tiders.

Blocs & Walls, Københavns klatrecenter, klatring, Refshaleøen

Efter et par halvhjertede forsøg for at klatre selv på bouldervæggen, var selvtilliden ikke høj, men efter de første fire øvrige deltagere, inkl. min bror og en 12-årig pige, var klatret til tops på vores første bane, var vores instruktør ikke interesseret i at høre alle de grunde jeg havde til, at jeg nok ikke skulle klatre alligevel. Da jeg først var i gang, så jeg kun de blå greb og kom overraskende hurtig op.

 

Næste bane skulle vi op i sværhedsgrad og igen tænkte jeg, at den behøvede jeg ikke, nu havde jeg jo klaret at klatre helt op. Igen mente instruktøren ikke, at jeg skulle springes over, så jeg blev spændt fast i rebet og instrueret om at gå i gang. En ung pige inden mig havde haft adskillige problemer på vejen op, så jeg var noget nervøs og måtte trække vejret ekstra dybt, da jeg flere steder, skulle sætte min fod på et lille bitte greb og skubbe mig selv op med kun en hånd på et greb i jagten på det næste. Mine arme rystede og alverdens (ikke børnevenlige) udbrud kom ud ad min mund, som jeg skulle ned igen. Svedig og med trætte arme, var jeg så stolt af mig selv og overbevist om, at det måtte være min sidste bane for jeg havde ikke behov for at gå endnu en sværhedsgrad op.

Blocs & Walls, klatring, Refshaleøen

Blocs & Walls, klatring, Refshaleøen

Den sidste bane begyndte selv gruppens bedste at have nogle vanskeligheder, som væggen gik ind ad og du skulle hele tiden læne dig ind mod væggen for at nå grebene, som både var væsentlig mindre og sværere placeret end på de to første. Jeg prøvede at sige, at mine arme altså var trætte og jeg ikke troede, at jeg havde nok kræfter til endnu en bane, men det mente min instruktør sagtens jeg kunne og desuden skulle jeg bruge mine ben mest på denne bane og jeg stod jo stadig op. Tough love må være hans mellemnavn. Inden jeg helt havde forliget mig med, at jeg skulle klatre endnu en gang og taget kridt på hænderne, blev jeg spændt fast og forsøgte nu at overtale min krop til at give den et sidste skud.

 

Ikke engang halvvejs mærkede jeg, hvor meget mine ben rystede voldsomt under mig. Jeg kunne ikke få dem til at stoppe og mine hænder blev mere og mere svedige og klamme. ‘Jeg kan ikke mere’ råbte jeg ned, da jeg havde forgæves forsøgt at nå næste greb med min fod. Mine ben ville ikke bevæge sig og jeg sad fast der midt på væggen. ‘Jo, du kan!’ blev der råbt tilbage, og efter flere dybe vejrtrækninger, fandt jeg lidt kræfter og mod til at sende mig videre. Da jeg kun manglede tre greb, kunne jeg ikke mere. Jeg kunne ikke komme til toppen, jeg var helt færdig, men en kombination af min instruktørs insisteren på, at det kunne jeg altså godt og stædighed, kom jeg rystende til øverste greb og lod mig fire ned.

 

Jeg er tydeligvis en masochist, når jeg altid skal udsætte mig for aktiviteter udover mine egne mentale og fysiske grænser, men da vi var færdige, var jeg usigelig stolt af mig selv. Både mine arme, ben og hoved havde fået mig til toppen, ikke en, men tre gange. Mentalt highfive!

 

Helt høj på vores klatreoplevelse cyklede vi lidt videre ud på Refshaleøen til det nyåbnede Reffen (Papirøen i nye rammer) og endte således dagen med at se solen gå ned over vandet, mens vi drak øl og spiste tacos.

 

Det var nok verdens bedste helligdag. Jeg glemte næsten alt om, at jeg ikke havde fri i går og mine ømme arme og jeg altså skulle afsted på job. Nu er det til gengæld ægte weekend og hurra for det!

Reffen, tacos, Mikkeller Baghaven, Refshaleøen